
Spot på konservering og bevaring af kunst
5. oktober 2011 - kl. 10:22 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Hør museumsinspektør mag.art. Dorthe Rosenfeldt Sieben fortælle om, hvad det vil sige at konservere og bevare malerier.
I forbindelse med konserveringen af fem værker der finder sted i disse uger på Skagens Museum, vil Dorthe Rosenfeldt Sieben de følgende to onsdage fortælle om konservering, og hvad man gør for at sikre, at den kulturarv, som museet har til opgave at bevare og formidle, også er i god behold om 100 år.
Sjældent indblik
Imens konservatoren står med pandelampe, pincet og lim, vil museumsinspektør Dorthe Rosenfeldt Sieben sætte ord på, hvad konservatoren er i gang med.
Dorthe vil dels forklare, hvad der trænger til at blive gjort ved de fem værker og dels, hvad konservatorerne gør for at forbedre værkernes tilstand. Med udgangspunkt i dette fortæller Dorthe, hvilken type slidtage, der typisk er på malerier, hvordan dette kommer til udtryk og hvorfor konservatorernes arbejde er så vigtigt.
En stor del af museets ”usynlige” arbejde går netop ud på at vedligeholde museets knap 2000 værker af skagensmalerne og Dorthe vil derfor også komme ind på Skagens Museums arbejde for at bevare og sikre museets samling.
Hør med onsdagene d. 5. og d. 12. oktober kl. 15-15.30 (gratis for museets gæster).
Det åbne konserveringsværksted foregår i museets udstillingssal, og publikum kan følge processen i museets åbningstid tirsdag-fredag i uge 40 og 41.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Spot på konservering og bevaring af kunst' til en bekendt