
Galerie Contour og De2Have i samarbejde
5. november 2011 - kl. 5:38 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Galerie Contour i Ålbæk og Restaurant De 2 Have i Skagen har indledt et samarbejde året ud, hvor sommelier Henrik Tachau Kristensen gæster galleriet i forbindelse med tre forskellige vinarrangementer.
Det første arrangement finder sted TORSDAG DEN 10. NOVEMBER, hvor 9 ekspressive hvidvine vil møde værker af galleriets udstillingsaktuelle kunstnere Mette Rishøj og Jonna Pedersen. -Hvidvinene vil repræsentere en stil, som man ikke støder på hver dag – lidt lige som billederne.
Andet arrangement finder sted TORSDAG DEN 8. DECEMBER, hvor 9 moderne rødvine fra verdens kølige områder, vil smages i selskab med robotter af Malene Hartmann Rasmussen og tankevækkende malerier af June Jin. En aften hvor der fortolkes kultur, fortid og fremtid i både vin og kunst.
Året afsluttes med et brag af bobler. ONSDAG DEN 28. DECEMBER finder tredje arrangement sted. Det syder og bobler i “udkants-Danmark”, og denne aften bobler det lidt ekstra hos Galerie Contour. Smag årets 7 bud på nytårs-champagnen/den mousserende vin. Myter om bobler aflives og måske genoplives – oplivende bliver det i hvert fald.
Alle aftener starter smagningen kl. 19.30 og forventes officielt afsluttet kl. 22.00.
Pris: 200 kr. pr. aften for smagning, snack og vinøs gennemgang. Ved kunstkøb i galleriet modregnes billetprisen.
Bindende tilmelding til Galerie Contour SENEST DEN 9. NOVEMBER.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Galerie Contour og De2Have i samarbejde' til en bekendt