
Ny udstilling på Skagens Museum
5. november 2011 - kl. 18:11 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Michael Ancher-mesterværk tilbage i Skagen for måske sidste gang.
Fra 11. november vil man – for måske sidste gang nogensinde – kunne se Michael Anchers ’En Barnedåb’ på Skagens Museum, hvor det frem til 15. april vil hænge i skøn forening med en række af skagensmalernes øvrige mesterværker.
I denne uge vender ét af Michael Anchers absolutte hovedværker En barnedåb fra 1883/88 for en stund ’hjem’ til Skagen, hvor det for sandsynligvis sidste gang vil kunne opleves på Skagens Museum.
Den 11. november slår Skagens Museum nemlig dørene op for udstillingen TIL LÅNS – Mesterværker fra Ribe Kunstmuseum og fra Den Hirschsprungske Samling. Værkerne på udstillingen er alle malet af skagensmalerne, og de vises i en smuk ophængning side om side med nogle af Skagens Museums egne mesterværker. For første gang i mange år får publikum mulighed for at se disse billeder samlet på et sted.
Det drejer sig bl.a. om et af Michael Anchers absolutte hovedværker En barnedåb fra 1883/88, der tilhører Ribe Kunstmuseum.
Sidst man kunne opleve værket på Skagens Museum var tilbage i 1999, hvor museet viste en stor Michael Ancher-udstilling og udstillingsansvarlig, Mette Bøgh Jensen, der i disse dage har travlt med ophængningen, er begejstret for, at museet endnu engang har fået muligheden for at vise værket;
”En barnedåb lånes stort set aldrig ud længere, da det er et af de billeder, som publikum forventer at se i Ribe, så det er helt fantastisk, at Skagens Museum har fået lov til at låne det,” fortæller museumsinspektøren. Ligeledes er det helt ekstraordinært, at museet har fået lov til at låne nogle af de mesterværker, som normalt kun meget sjældent forlader deres plads i København på Den Hirschsprungske Samling.
Udstillingen kan ses frem til d. 15. april 2012 og man vil desuden kunne opleve Anna Anchers hovedværk Pigen i køkkenet fra 1883/86, som Skagens Museum selv ejer en skitse til, Viggo Johansens stemningsfulde billede Glade jul fra 1891 samt flere andre fantastiske værker.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Ny udstilling på Skagens Museum' til en bekendt