
Havbrasen fundet på Grenen Nytårsaftensdag
1. januar 2012 - kl. 12:36 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Redaktionen har modtaget følgende beretning fra vores lokale ornitolog, Rolf Christensen:
Nytårsaftensdag sent på formiddagen skyllede en havbrasen (latin: Brama brama) i land på søndre side af Grenen 300 m. fra spidsen. Den endnu levende fisk blev fundet af et par turister, jeg mødte – de ville spise den, fortalte de!
Den vejede vel et par kilo og var ca. 45 cm. lang. Havbrasen var før en sjældenhed, men den er ved at blive mere almindelig herhjemme. Den kan bedst lide vandtemperaturer på 12-14 grader, så den hører hjemme i stimer ude i de store oceaner, bla. Atlanterhavet, og arten når Danmark fra så langt væk som Azorerne og De kanariske Øer.
Den kan ses som ilanddrevet i danske farvande, idet de dør af det kolde vand om vinteren. De store øjne fortæller, at det er en dybhavsfisk, der kan leved på ned til 1.000 m. dybde.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Havbrasen fundet på Grenen Nytårsaftensdag' til en bekendt