Masterplan på trapperne

Arkivfoto fra borgermødet i Skagen Hallen, hvor ca 800 mødte op for at give deres besyv med til Masterplanen for Skagen.

Masterplan på trapperne

27. januar 2012 - kl. 12:19 - af

Siden Borgermødet den 13. januar 2011, hvor ca. 800 borgere i Skagen gav deres forslag om hvordan Skagen skal udvikle sig, har der været nedsat en dialoggruppe, som har arbejdet med de ca. 1200 forslag som er blevet sammenskrevet og bearbejdet.

Man kan se hele sammenskrivningen på www.udviklingenafskagen.dk og det er med udgangspunkt i disse udsagn, at der nu om kort tid kan præsenteres et oplæg til en Masterplan for Skagen.

Ramme for Masterplan Skagen

Formålet med Masterplanen er at skabe sammenhængende visioner og ambitioner for Skagens udvikling frem mod 2020, at skabe en helhedsorienteret retning og ramme for Skagens udvikling, hvor både erhverv, bosætning, arbejdsmarked, uddannelse og byudvikling ses i en tæt sammenhæng.

Der arbejdes med 3 indsatsområder:

Der sættes fokus på vigtigheden for at gøre en indsats for at tiltrække mennesker til Skagen og dermed skabe grundlag for et marked til at aftage services, ydelser, produkter etc. og dels for at skabe grundlag for at have menneskelige ressourcer, der kan igangsætte og deltage i aktiviteter i byen.

Der sættes fokus på at gøre en indsats for at tiltrække mennesker for at sikre tilstrækkelig og kvalificeret arbejdskraft til Erhvervslivet. Dette er en forudsætning for at kunne fastholde virksomheder i Skagen.

Det er vigtigt at gøre en indsats for at tiltrække investeringer, der kan være med til at skabe grundlag for udvikling af erhvervslivet, og som kan være med til at forny handels- og servicetilbuddene.

Det tredje indsatsområde er det bebyggede miljø, byrum, naturområder samt infrastruktur. Det er vigtigt at arbejde med de fysiske rammer – særligt for at tiltrække heltids- og deltidsboende. Det drejer sig både om kvalitet og kvantitet af boliger, udformning af bymidte og boligområder samt anvendelse af og adgang til naturområderne.

Dilemmaer i udvikling af Skagen

Der er mange udfordringer og spørgsmål, når man skal formulere en udviklingsplan for Skagen, spørgsmål som der skal tages stilling til. Følgende er blot nogle af de emner der arbejdes med.

Hvordan kan vi skabe en afbalanceret vægtning mellem bomuligheder og bosætning, så Skagen både kan tilgodese skagboernes interesser og skabe plads til deltidsskagboer og gæster?

Hvordan kan vi skabe en balance mellem at være et eksklusivt sted og samtidig være tilgængelig for den almindelige skagbo?

Hvor og hvordan kan der skabes nye boliger til heltids- og deltidsskagboere og samtidig undgå at komme i konflikt med de særlige kvaliteter i Skagen?

Hvordan kan vi fastholde de mindre butikker i midtbyen og samtidig tage hensyn til investorer?

Præsentation af Masterplan til marts

Der arbejdes på højtryk i dialoggruppen på at få samlet og revideret de mange indlæg der har været i den forløbne tid og sammenskrive dem i et oplæg til en Masterplan, som forventes at kunne præsenteres i marts.

Dialoggruppen er sammensat af en gruppe mennesker som har erfaring og viden om Skagen og en gruppe som har faglighed og viden om planlægning.

Dialoggruppen består af: Allan Kastor Andersen, Skagen Erhvervsforening, Jens Rosenkjær, By & Land Skagen, Flemming Stig, Skagen Handelsstandsforening, Lene Kappelborg, Skagen Turistforening, Willy B. Hansen, Skagen Havn, Jakob Sund, Jakobs Cafe, Gitte Nordmann, Foldens Hotel, Ib Møller, Rikkitikki, Jens Borup, FF Skagen og Chresten Sloth, Skagen Jubilæum.

Fra Frederikshavn Kommune deltager Mikael Jentsch, Bent Westerberg, Marianne Ellersgaard, Bent Christiansen og Gitte Hyttel Nørgård.

Det er dialoggruppens mål, at oplægget til Masterplanen kan være klar til offentliggørelse i marts, hvor den vil blive præsenteret for byens borgere og hvor der bliver mulighed for at komme med kommentarer, rettelser og tilføjelser, inden den endelige Masterplan med klare mål for udviklingen af Skagen sendes til Byrådet med afsender fra Skagboere som elsker deres by og dens værdier og gerne vil udvikling, men udvikling med omtanke.

På vegne af

Skagen Erhvervsforening

Foreningen By & Land

Skagen Handelsstandsforening

Flemming Stig

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Masterplan på trapperne' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2025 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger