
arkivfoto
Festival: Billetsalget starter på mandag
4. maj 2012 - kl. 9:29 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Mandag den 7. maj åbner billetsalget til dette års Skagen Festival, som er den 42. i rækken. Billetsalget har holdt flyttedag, og vi vil nu være at finde i Kulturhus Kappelborg. Festivalens kontor er beliggende på 1. sal ved Musikskolen. Første åbningsdag er mandag den 7. maj fra kl. 16.00 ( se åbningstider nederst).
Årets musikprogram har længe været tilgængeligt på www.skagenfestival.dk, og i løbet af denne uge ligger den velkendte programbog rundt omkring i Skagen hos vores mange sponsorer – butikker, pengeinstitutter, hoteller/restauranter og mange andre erhvervsdrivende, ligesom den vil være at finde på alle biblioteker i Frederikshavn Kommune.
Også i år er spektret stort og favnende. Lige fra Projekt Unge Musikere – sidste års nye tiltag og store succes – til The Dubliners og Tom Paxton, som i mange år har glædet og fornøjet Skagen Festivals gæster. Herimellem er der velkendte navne som Scrum, The London Philharmonic Skiffle Orchestra, Lars Lilholt (i år med Copenhagen Drummers! ) og Tom Donovan. Af nye navne glæder vi os til at byde velkommen til og præsentere jer for Esben Kronborg & Band, australske Flap! og ikke mindst dette års hovednavn Procol Harum. Sidste års Spillemandsmesse var en både stor og rørende oplevelse for en fyldt Skagen Kirke – så vi byder naturligvis igen i år indenfor med Jydsk På Næsen.
Skagen Festival er baseret 100% på frivillig arbejdskraft, og mere end 600 frivillige medhjælpere arbejder i kulissen, så tusindvis af glade festivalgæster kan få en god oplevelse. Har du lyst til at blive en del af vores fantastiske team, kan du sende en mail til Lis : medarbejderinfo@skagenfestival.dk. På www.skagenfestival.dk (under fanen ”Om”) kan du læse meget mere om dét at være frivillig medhjælper. På hjemmesiden kan du ligeledes tilmelde dig festivalens nyhedsbrev, som holder dig opdateret med nyheder året rundt.
Du kan også finde os på Facebook – hele foråret byder vi velkommen på siden ved at udlodde 1 eksemplar af festivalens jubilæumsbog ”Skagen Festival gennem 40 år”, hver gang vi runder 100 nye, som ”synes godt om” siden. www.facebook.com/skagenfestival
Velkommen til Skagen Festival 5. – 8- juli 2012 – ”It’s good to see you!”
________________________________________
Åbningstider – billetsalg, Kulturhus Kappelborg
07.maj – 09. maj Mandag, tirsdag, onsdag 16.00 til 19.00
14. maj – 20. juni Mandag, tirsdag, onsdag 16.00 til 18.00
23. juni Lørdag 10.00 til 13.00
25. juni – 29. juni Mandag til fredag 16.00 til 18.00
30. juni – 01. juli Lørdag til søndag 10.00 til 13.00
02. juli – 07. juli Mandag til lørdag 10.00 til 19.00
08. juli Søndag 11.00 til 15.00
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Festival: Billetsalget starter på mandag' til en bekendt