
Dansk-svensk Drachmann-aften
16. juli 2012 - kl. 10:23 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Selvom de to store digtere og malere, Holger Drachmann og Evert Taube aldrig mødtes i virkeligheden, har de alligevel så meget til fælles, at det kan danne grundlag for en Drachmann-aften i digterens hus på Hans Baghsvej.
Noget af det, de to havde til fælles var, at de var folkelige, at de havde samme inspirationskilder nemlig havet og kærligheden og ikke mindst, at de begge to mødte hotelejerdatteren Ingeborg Andersen på det for længst nedrevne Skagens Hotel.
På onsdag den 18. Juli kan man i Drachmanns Hus opleve et program, som netop har titlen ”Havet og Kærligheden”. En programtitel, som mange ”stamgæster” vil nikke genkendende til. Det er et program, som både publikum og de medvirkende holder af, så derfor er det også med i sommer. Begge digtere har store tekstmængder, der kan øses af, så det bliver aldrig helt det samme program.
Netop det, at de begge to var og er folkelige, gør at man sommer efter sommer kan opleve fulde huse til disse aftner. Både Taubes og Drachmanns sange er så populære, at det giver publikum anledning til at synge med, og det ødelægger jo ikke lige frem den hyggelige stemning.
De medvirkende er ”Drachmann-kvartetten” bestående af Ann-Marie Gabrielsson sammen med sin mand, Jesper Hegaard, samt Birgit og Poul Bernth.
Mange går forgæves til disse aftner, så det vil derfor være en god idé at benytte sig af forsalget. Billetter á 120 kr. kan købes i huset i åbningstiden eller bestilles på tlf. 98 44 51 88 eller mail: drachmannshus@gmail.com, og der vil også være billetter til salg ved indgangen.
















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Dansk-svensk Drachmann-aften' til en bekendt