
Lysets land set fra oven
23. juli 2012 - kl. 9:11 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
2 spændende kunstnere udstiller for 3. år i træk i Det Hvide Fyr under overskriften: ”Lysets land set fra oven.” Udstillingen er åben mandag – søndag i uge 30 fra kl.11-15 & og igen fra 18.30 – solnedgang.
Udstillingen byder på alt fra underfundige og humoristiske skulpturer i ler, raku og bronze, spændende designs i form af brugskunst som: glasfade, keramiklysestager og personlige husketavler, unikke smykker i glas, sølv, bronze og keramik til malerier.
Ulla Egholm, som er bosat i Skagen inspireres ofte af naturen, og bruger ofte drivtømmer og skrot, som hun finder på strandene. Disse fund kombinerer hun med glas og keramik i sine forskellige kunstværker. Om man ser på Ullas skulpturer, ikoner, smykker eller brugskunst, bærer de alle præg af de 4 elementer: jord – vand – luft og ild. Der er varme, styrke, mod og lethed at spore på en gang. Denne unikke sammensætning gør Ullas kunst og brugskunst til noget helt særligt.
Bente Ekander kommer fra Tommerup på Fyn. Hun medbringer bl.a. sine underfundige tupilykker. Tupilykkerne får en til at trække på smilebåndet, fordi de små skulpturer med de store numser og bryster udstråler glæde og livskraft. Tupilykkerne er inspireret af de grønlandske tupilakker og inspirationen til Bentes smykker hentes også fra Grønland, da de alle er inspireret af forskellige grønlandske sagn. Derudover medbringer Bente oliemalerier med titlen ”Sonate til det gode menneske” samt billeder i mixed media, hvor natur og fortælling går hånd i hånd.
En udstilling som spænder vidt både i udtryk og materialer.

















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Lysets land set fra oven' til en bekendt