
Tæt på Krøyer
12. august 2012 - kl. 0:49 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
P.S. Krøyer havde tilsyneladende det hele; en strålende karriere, den smukkeste kvinde i norden og var beundret og feteret som de færreste danske kunstnere. Men det er ikke hele historien, fhv. neurokirurg Ib Søgaard går tæt på Krøyers liv i ny bog, og torsdag den 16. august kan du få et kig bag den berømte skagensmalers facade.
Ib Søgaard er uddannet neurokirurg og har i mange år interesseret sig for medicinsk historie, specielt berømte personers medicinske historie. Særligt skagensmalerne har fascineret Ib Søgaard, og nu har han udgivet bogen Krøyer – bag facaden, der bygger på en række artikler, han tidligere har fået udgivet. Denne aften vil han dele ud af nogle af de ting, han har fundet frem i sin forskning. Søgaard dykker ned i flere af Krøyers livsfaser, han kommer bl.a. omkring forelskelsen i Marie og det hhv. lykkelige/ulykkelige ægteskab samt Krøyers barndom og hans til sidst invaliderende psykiske sygdom – herunder nogle af de mulige årsager til sygdommen.
Foredraget foregår i den store udstillingssal på Skagens Museum torsdag den 16. august kl. 18.
Billetter kan købes i museets billetsalg hver dag kl. 10-17 – samt i døren. Man kan desuden forudbestille på tlf. 98 44 64 44 alle hverdage i tidsrummet kl. 9-15.
Pris: 125 kr/75 kr. for medl. af Skagens Museums Venner.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Tæt på Krøyer' til en bekendt