
Helga Ancher: Selvportræt, ca. 1910. Saxilds Gaard.
Til lykke, Helga Ancher!
17. august 2012 - kl. 15:00 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Gratis adgang til Michael og Anna Anchers Hus den 19. august.
Den 19. august 1883 blev kunstnerparret Anna og Michael Anchers eneste barn, Helga, født.
Det vil Michael og Anna Anchers Hus gerne fejre, og derfor inviterer museet igen i år til åbent hus. Den 19. august er der fra kl. 19.00 til 22.00 gratis adgang til Huset og dets udstillingsbygning, Saxilds Gaard.
Husets café er også åben, og der er mulighed for at købe en forfriskning.
I haven er de japanske lygter tændt som på kunstnernes tid, hvis vejret tillader det, og i Saxilds Gaard er der levende musik. Samsing Duoen består af Anita Hyldgård Samsing på spinet og Freddy Samsing på nøgleharpe. De to instrumenter klæder hinanden særdeles godt, og musikalsk kommer de to kunstnere vidt omkring – fra Johann Sebastian Bach til Freddy Samsings egne kompositioner. Danske spillemandstraditioner og svensk folkemusik er centrale temaer i Samsing Duoens repertoire.
Kom og nyd den magiske stemning en sensommeraften i Michael og Anna Anchers Hus. Og vær med til at sende en kærlig fødselsdagstanke til Helga Ancher. Det er hendes fortjeneste, at vi i dag kan besøge et af de bedst bevarede kunstnerhjem, der findes i denne verden.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Til lykke, Helga Ancher!' til en bekendt