Underskud på 225.078 kr til Festivalen

arkivfoto.

Underskud på 225.078 kr til Festivalen

5. november 2012 - kl. 8:08 - af

Skagen Festivalen har afholdt den ordinære generalforsamling, hvor formanden, Lars Jensen, gennemgik årets festival. I beretningen sagde han bl.a. ”at på trods af en god start på forsalget, så gik salget i stå op til festivalen”. Om mulige årsager til det vigende billetsalg nævnte Lars Jensen, at ”selv synes vi, at årets musikprogram bød på gode og solide navne, som burde appellere til festivalens kernepublikum, men vi er nok ramt af den generelle afmatning, som mange af vores kollegaer i branchen desværre også har oplevet i 2012”.

På trods af et vigende billetsalg var der flere ting at glæde sig over. Torvescenen, som har gratis entré, har ikke tidligere haft så stor søgning, dette kan bl.a. ses på fremgang i omsætningen. På samme måde blev Havnescenen også en succes. Både fredag og lørdag afteners program trak fulde huse.

Årets Ceilidh blev af mange rost som den bedste i flere år, ligesom årets nye tiltag med en intimkoncert i Kulturhus Kappelborgs multisal er blevet rost til skyerne. Koncerterne i Skagen Kultur- og Fritidscenter var økonomisk tilfredsstillende, hvorimod koncerterne i Skagen Sportscenter (tidligere Badmintonhallen) skuffede rent billetsalgsmæssigt.

Årets resultat blev desværre et underskud på 225.078 kr., men festivalen har ingen økonomiske mellemværender i forhold til leverandører. Derfor kunne generalforsamling hurtigt overstå punktet, hvor der skulle tages stilling til, hvem der skulle tildeles andele af overskuddet.

På generalforsamling blev det vedtaget at nedsætte en arbejdsgruppe, som skal se på, hvordan fremtidige festivaler skal skrues sammen.

Lars Jensen meddelte i foråret bestyrelsen, at han ikke ønskede en ny periode som formand, men at han fortsætter i festivalens bestyrelse.

Nyvalgt til bestyrelsen blev Kjeld Søndergaard, som i flere år har været en del af lederteamet på Havnescenen.

På det efterfølgende konstitueringsmøde blev Kjeld Søndergaard valgt til formand. Ole Lykke Henriksen fortsætter som næstformand.

Øvrige medlemmer af bestyrelsen er: Lars Jensen, Bo Meyer, Pia Karlsen, Flemming Stig, Annette Jørgensen, Jan Ehlers.

Suppleanter: Peer Andersen og Lis Jensen

20 kommentarer til “Underskud på 225.078 kr til Festivalen” under annoncerne.

Kommentarer
Anbefal via e-mail

20 kommentarer til “Underskud på 225.078 kr til Festivalen”

  • Til Helle Andersen

    Det er netop den tænkning som du beskriver her, der gør at det ikke går godt for Skagen Festivalen tror jeg…

    Du skriver: “Vi vil overraske. Give vores gæster en fest. Vi vil udvikling indenfor det vi er gode til – folkemusikken i et bredt spekter.”
    Problemet er bare, at der er mange der mener at i IKKE overrasker og IKKE udvikler festivalen. Dog mener jeg heller ikke at hverken Seebach eller Medina hører til på festivalen.

    Du skriver: “Så hvorfor konkurrere – hvorfor ikke forblive unik?”
    Fordi det er efterhånden klart at det er der ikke nok penge i… Det er jo desværre ikke første gang festivalen har underskud…

    Jeg kan også rigtig godt lide at høre på folkemusik i festivalen, men jeg tror at der skal større navne som f.eks. Kim Larsen på plakaten før det virkelig giver kroner i kassen, og så er jeg enig med Marie i, at det kunne være godt at bruge skoven i stedet for en af hallerne… Jeg ved ikke om det vil være billigere, men det vil helt sikkert være hyggeligere…

  • Dejligt med interesse for festivalen !

    Skagen Festival er Danmarks ældste musikfestival . – En unik festival med rødder i folkemusikken og alle dens afskygninger såsom folkrock, blues, visesange og rock. Det er ikke kun sækkepiber og violiner, der spilles på rundt omkring på scenerne. Vi kan ikke tilfredsstille alle skagboer med vores musiktilbud, men det er heller ikke festivalens opgave at please alle. Vi vil i så vid udstrækning som muligt forblive tro mod vores sjæl, rødder og historie. Vi vil overraske. Give vores gæster en fest. Vi vil udvikling indenfor det vi er gode til – folkemusikken i et bredt spekter.

    Det er rigtigt, at vi ikke tilbyder populær-musik til Skagen Festival. Med al respekt for Medina og Seebach, – men vores gæster skal nok ikke sætte næsen op efter deres navne på plakaten næste sommer ….. Vi har jo også Det Musiske Hus i Frederikshavn, som løbende igennem hele året har populær-musikken på plakaten. I sidste uge spillede Alpha Beat torsdag og Magtens Korridorer fredag. Til februar kommer Nephew. – Og Kim Larsen. I festivaldagene skal man ikke længere end til Nibe for at høre den musik nogle efterspørger. Så hvorfor konkurrere – hvorfor ikke forblive unik? Ja, vi havde et underskud i år – vi ville gerne have solgt lidt flere billetter til de store scener. Men set i lyset af de store underskud andre af vores festival-venner har præsenteret efter sommeren, er vores vist “ret pænt”.

    Festivalen er hver sommer med til at trække i tusindvis af festivalgæster til Skagen, som foruden at nyde stemningen og festival-scenerne OGSÅ nyder byen med shopping, seværdigheder, restauranter, hoteller, camperer og lejer sig ind hos skagboerne, så hele byen kan melde alt optaget i 4 dage. Det tæller vel også med.

    Selvfølgelig skal Skagen Festival lytte og udvikle sig. Vi vil gerne byde velkommen til Skagen Festival i 2023 også. I begyndelsen af november blev der afholdt generalforsamling i Skagen Festivalforening og efterfølgende sammensat et lille udvalg, som allerede i næste uge skal samles første gang. Der skal laves et oplæg inden 1. marts ’13 med forslag til, hvordan Skagen Festival skal udvikle sig igennem de kommende år. Jeg kan kun opfordre alle med interesse for Skagen Festival til at sende konstruktive forslag til vores formand Kjeld Søndergaard ( formand@skagenfestival.dk ) – så er jeg sikker på det bliver taget med på dagsordenen.

  • Til Helle Andersen

    Det er meget muligt at der var 16 nye bands i år, men det betyder jo så at der var 34 gengangere… Og de 16 nye ligger jo genre-mæssigt samme sted som de 34 gengangere…

    Nej der skal noget helt anderledes til for at vende den negative udvikling. Der skal musik til som folk under 50 har lyst til at høre. Hvad med Kim Larsen eller musik i den stil…

  • claus vede andersen

    Til Helle Andersen,det er vel ikke af så stor betydning hvor mange “nye” man slæber ind,hvis der ikke er nogle der gider at høre dem,jeg var selv inde og se verdensstjernerne Procol Harum,dvs. knap det halve af koncerten,men smag er selvfølgelig forskellig.
    Men jeg så den anden dag, i et andet medie, at der ikke skal satses på populær musik til Skagen Festival,så man fortsætter bare i samme spor,gad vide hvor længe at det bliver ved med at gå

  • Hej Karina

    Har fulgt lidt med i debatten og ser bl.a. din kommentar omkring musikken til Skagen Festival. Du skriver, at musikken er “det samme og det samme år efter år…”
    Det er ikke helt korrekt – faktisk er der hvert år mange nye kunstnere, som aldrig før har optrådt på Skagen Festival. Nogle har endda deres første optræden i Danmark her i Skagen.

    I år var 50 forskellige bands/kunstnere på plakaten. Ud af disse var 16 navne NYE. Blandt andet verdensstjerner som Carlos Núñez og Procol Harum, unge danske musikere som Esben Kronborg og The Enfant & The Quiet. Fra Australien kom Flap! samt The Perch Creek Family og fra Irland The Band of Moonlight Love . Hollandske JP & The Seeger Session Band var med deres 16 musikere på Havnescenen en kæmpe succes.

    Herudover var der 2 helt nye tiltag, da multisalen i Kulturhus Kappelborg i år lagde scene til Skagen Festival for første gang: Fredag eftermiddag var der et dejligt arrangement i samarbejde med Skagen Musikskole og samme aften var der intimkoncert med kunstnere sat sammen til lejligheden.

    Skagen Festival har 1/3 NYE navne på plakaten hvert år. Vores koncertgæster har et stort ønske om noget genkendeligt, så derfor er der også gengangere med.

    Håber at se dig som festivalgæst i 2013.

    Helle
    Frivillig, Skagen Festival

  • Jeg synes det synd der er underskud…..

    Men når det er sagt, så går jeg heller hen til de “gratis” steder for at hører musik fremfor at betale 2-300,- kr for en billet…

    Men tror også man skal forny sig på musikken da det jo er det samme og det samme år efter år…..

  • Kære Marie – Kender dig ikke – festivalen interessere mig ikke – men det var en rigtig god ide med Byskoven – det kan da ikke være mere charmerende end i vores smukke bøgeskov. Håber nogen tager ideen op. Selv om festivalen ikke interessere mig – vil jeg støtte din ide.

  • claus vede andersen

    Til Marie.Der er jo også unge der er fyldt 18 de skal vel også have lov til at feste og det er vel også den gruppe altså de 18 til 30 årige, man kunne forsøge at til godese.Det er vel dem der har både økonomien og helbredet til at feste i 3-4 dage.
    Det viker altså uanmindeligt fantasiløst at det eneste der sælges er dovne øl i plastik kopper,til overpris

  • Tak for svaret Carsten.

    Kan godt se på det område kan der ikke spare. Men på et eller andet sted på man jo spare for at undgå underskud eller lave om som andre hentyder til prøve med nye navne for at lokke flere til.. Håber inden længe man høre om at festivalen kommer med overskud i stedet for underskud.

    Bo hellum – på vise punkter er jeg enig. Men hvis de unge alt afhængig af alder skal være i hallen burde man jo tænke på om det er nødvendig med alkohol bevilling der.. Man kan jo sagtens have det sjovt uden at drikke alkohol.

    En anden ide er at tage skoven i brug for i stedet for en af hallerne som sikker koster leje sig ind i…

  • Carsten Sørensen, Aalborg

    Hejsa Marie.

    M.h.t. hvad medarbejderne får, så er det jo frivillige alle sammen.
    Så der er ingen betaling for at hjælpe.

    Men “goderne” kan du se på Skagen Festivals hjemmeside:

    http://skagenfestival.dk/Medhjalperregistrering/vi-mangler-folk.html

    På gensyn som måske ny frivillige medarbejder til Festival 2013
    Carsten :o)

  • har bare et spørgsmål hvad får medarbejderne for at arbejde på festivalen ?

  • Jeg syntes man måske skal skære ned på de rigtige store navne, det er vist ikke nødvendig at have to store navne på en scene på en aften, der er jo mange gode band/solister som ikke koster så meget som de store navne.

    Jeg er selv medarbejder på festivalen og har været det i mange år, men det er træls at mange frivillige gør et super godt stykke arbejde og så skal man høre på at ja men i giver jo altid underskud, det er øv.

  • Til KD
    Ingen er mere kede af hullerne i det fine slidlag end festivalen. Derfor kontaktede vi også straks lederen af Kappelborg og projektlederen ved kommunen.

    Da vi ikke ser samme problem andre steder (samme opstilling, samme temperatur og samme mængde gæster) så blev vi ret hurtigt enige om, at problemet var/er en for ringe kvalitet slidlag, som er udlagt ved Kappelborg.

    Udskiftning af slidlag vil, som det er oplyst overfor festivalen, ske i forbindelse med omlægningen af pladsen ved Kappelborg.

    Lars Jensen
    Skagen Festival

  • Og fine huller i den ny belægning på torvepladsen til ? alles glæde nu var den tilfældigvis så flot men ikke ret længe synes det var respektløst

  • Per Kempff-Nordkap

    Man kunne da sagtens splitte fortjeneste på alle de ekstra serveringsposter og boder, der bliver givet tilladelse til stilles op i Skagen i anledning af festivallen.

    Det kan være svært at finde en model, som sikre at alle der tjener spytter i bøssen.
    Det kræver sammenhold, samarbejde og fællesgøren, men desværre kræver det også kommunens positive medvirken og så ved vi jo nok hvordan det går her i byen

    Med venlig hilsen
    God jagt på guldet
    Per Kempff-Nordkap

  • Kære Bo Hellum

    Fra den netop afholdte generalforsamling fremgår følgende bl.a af referatet:

    “Under punktet indkomne forslag præsenterede formanden et forslag fra bestyrelsen om nedsættelse af et op til 10 personer stort udvalg, der skal vurdere fremtidsperspektiv for festivalen og fremsætte forslag til eventuelle, nødvendige justeringer. Tidshorisont: senest1.3.2013 skal udvalget fremsende forslag til bestyrelsen, som derefter senest 1.5.2013 udstikker retningslinjer for Koordinationsudvalget med henblik på festivalen fra og med 2014. Generalforsamlingen gav forslaget sin opbakning.”

    Vi vil derfor i bestyrelsen ønske, at medlemmer, der ligesom Bestyrelsen ønsker at sikre festivallen i mange kommende år også, tilbyder sin deltagelse i udvalget gode ideer og tanker. Du skal derfor være meget velkommen Bo.

    vh
    Pia Karlsen

  • Peder Kristiansen

    Det vi ser her er kun en del af regnskabet for Skagen Festivallen.

    I grove træk er der 4 indtægtskilder ved en festival: musik, øl, mad og overnatning.
    Ved de store festivaller er alt dette samlet indenfor et hegn, og indgår dermed fuldt ud i festivallens regnskab. I Skagen er der intet hegn, og en stor del af indtægterne på øl, mad og overnatning tilfalder derfor ikke festivallen, men byens erhvervsdrivende. Det ved de erhvervsdrivende godt og derfor bakker de også massivt op om festivallen via sponsorater.

    Det der er interessant er hvordan totalregnskabet (festival+erhvervsdrivende) ser ud. I 2010 regnede det under det meste af festivallen og folk søgte ind for at høre musik, hvilket gav festivallen et godt resultat – men for de erhvervsdrivende jeg har talt med var det et dårligt år. I år var det omvendt, der var masser af mennesker i byen, de strejfede rundt og hyggede sig, hvilket er godt for byen men skidt for festivallen. Men hvilket år er så det bedste ? …

    Målet må være at finde en model hvor både festival og by har en god festival, og den model finder vi ikke ved udelukkende at fokusere på festivaldelen.

  • Er det ikke på tide man indskrænker sig? Drop dog Skagen Sportscenter og koncentrer jer om de steder hvor folk vil være og er. Omkring gågaden og havnen, det er jo også de steder der giver penge.

    Ved at fjerne 1 scene, så var muligheden jo for at alle andre steder bliver udsolgt.

    Og så kunne man i højere grad end man gør nu, satse på de unge i svømmehallen, og så kunne de lidt mere modne tage på havnen.

    blot et forslav.

  • Enig med Claus… Det er stort set det samme musik (genre) hvert år. Det burde være tydeligt at der skal ske noget nyt for at lave penge heroppe… Jeg siger ikke at Visefestivalen helt skal skifte karakter, men der skal noget nytænkning til, og musik for at lindt yngre publikum også…

  • claus vede andersen

    Det kan vel ikke komme som noget chok at Skagen festival giver underskud,i Skagen festivalen har man valgt at satse på et publikum der er ved at være over sidste salgsdag ,det er jo et minimum af fornyelse der kommer ,man kunne jo prøve at skule lidt til de festivaller som giver overskud,jeg siger ikke at man skal til at kopiere andre ,men der er tydeligvis nogle der er bedre til at lave festivaller end man er i Skagen.

Der er lukket for nye kommentarer...

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Underskud på 225.078 kr til Festivalen' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2025 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger