Oplev de flyvende redningsmænd

Oplev de flyvende redningsmænd

22. juni 2013 - kl. 8:39 - af

Fredag den 28. juni kan du opleve, hvordan redningsaktioner med helikopter foregår i dag. Hele aktionen finder sted vest for Skagen Havn.

I Pinsen overværede mange hundrede en redningsaktion anno ”for mange år siden”, hvor de tapre redningsmænd roede ud fra kysten for at komme nødstedte ved forlis til undsætning. Den historiske redningsaktion var et af de mange arrangementer i forbindelse med Skagens 600 års købstads-jubilæum, og selv om det er historien og ”gamle dage,” der er i højsædet i jubilæumsåret, er nutiden ikke glemt.

I dag bruges der ikke en robåd, men enten et moderne redningsskib, eller en redningshelikopter, og på fredag eftermiddag, 28. juni kl. 16:00, er det muligt at se, hvordan en redningsaktion med en helikopter foregår.

Det er Eskadrille 722 der står for demonstrationen.

Redningsaktionen foregår umiddelbart vest for Skagen Havn, og for publikum er der bedst mulighed for at se, hvad der foregår, fra den vestlige ende af Vestre Strandvej og fra stranden ud for Vesterby.

Aktionen indledes af Merlin-helikopteren med en overflyvning af området, hvorefter der er anflyvning til havoverfladen og afsætning af et ”offer”.

Når ”offeret” igen er reddet demonstreres Merlin-helikopterens flyveegenskaber, og den kan, forlyder det, en masse det nok er værd at overvære. Demonstrationen, som varer en halv times tid, afsluttes med endnu en overflyvning inden turen går tilbage til Flyvestation Aalborg.

Eskadrille 722 har på forhånd meddelt komiteen for købstadsjubilæet, at redningsdemonstrationen aflyses, hvis der er brug for helikopteren til en virkelig redningsaktion eller til ambulanceflyvning.

Redningshelikopterne er stationeret på flyvestationerne i Aalborg og Skrydstrup og på flyvepladsen i Roskilde.

Merlin

Redningshelikopterne er Merlin-helikoptere som flyvevåbnet modtog de første af i 2005. Der er otte helikoptere til eftersøgnings- og redningsaktioner og seks til TTT-opgaver. TTT står for taktisk-troppe-transport. Ved redningsaktioner er der to bårer ombord på helikopteren. Den ene båre er udstyret til akut lægebehandling med automatisk dataoverførsel til hospital. Ud over den faste besætning, som består af fartøjschef, 2. pilot, radiooperatør, 1. tekniker, redder og læge, er der plads til to – fire personer ombord.

Eskadrille 722 gennemfører i gennemsnit mere end to aktioner hver dag. TTT-helikopterne kan have op til 20 soldater med kampudrustning ombord.

Der er fem rotorblade på helikopteren, og rotoren er 18 meter i diameter. Helikopteren er 22,8 meter lang og 6,63 meter høj. Selve helikopteren vejer 10,5 ton, og den kan laste godt fem ton. Den maksimale hastighed er 275 kilometer i timen, og redningshelikopteren har en aktionsradius på 360 kilometer. TTT-udgaven har en aktionsradius på op til 550 kilometer. Helikopteren er udstyret med infrarødt kamera, som vender fremad, radar og udstyr til nattesyn.

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Oplev de flyvende redningsmænd' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2024 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger