Læg Liv Til Årene – Lilian

Læg Liv Til Årene – Lilian

27. oktober 2013 - kl. 10:46 - af

Borgere, som lever en isoleret tilværelse, skal mærke, at livet er andet og mere end sygdom og problemer. Sådan lyder idégrundlaget for et samarbejde mellem Ældreområdet og Socialudvalget i Frederikshavn Kommune, som skal sikre ensomme borgere en mere indholdsrig og aktiv hverdag. ”Læg Liv Til Årene” er en kommunalt tilrettelagt besøgsordning, hvor socialt isolerede ældre har mulighed for at få visiteret en projektmedarbejder til socialt samvær og hjælp til daglige gøremål.

– Godmorgen, smiler hun, idet hun passerer mig, og, i én og samme bevægelse, svinger benet over sadlen, mens hun manøvrerer cyklen på plads i cykelstativet.

Lilian Pedersen er 40 år gammel og projektmedarbejder i Læg Liv Til Årene-ordningen i Frederikshavn Kommune. Siden projektets opstart i 2006 har Lilian fungeret som besøgsven og fast holdepunkt for en række ensomme og isolerede borgere i Skagen, hvor hun selv har sin base. Med uddannelsen som social- og sundhedshjælper i bagagen har Lilian haft en naturlig tilgang til rollen som social initiativtager; men det har ikke været uden bump i vejen, at Lilian er nået hertil. Skæbnen ville det nemlig, at Lilian, kun få år efter endt uddannelse, blev ramt af hjernebetændelse, og således blev sat ud af spil i en længerevarende periode.

Heldigvis overvandt Lilian sygdommen, og er i dag tilbage på arbejdsmarkedet. Det har dog taget tid at komme til hægterne igen, så Lilian må i dag arbejde på nedsat tid, hvor hun som projektmedarbejder bestrider en funktion lignende den, hun havde tidligere som social- og sundhedshjælper, men hvor tempoet og arbejdets omfang er knap så krævende.

Vi mødes foran Aktivitetscentret Ankermedet klokken 9.00 – det er Læg Liv Til Årene-medarbejdernes faste base i Skagen. Jeg har fået besked på at medbringe cykel, for det er Lilians foretrukne transportmiddel, når hun kører rundt til byens borgere. Jeg er der et par minutter i ni, og når lige at sætte mig til rette på en bænk uden for det store bygningskompleks, inden Lilian suser ind over parkeringspladsen på en skinnende lilla citybike.

Det er en dejlig sommermorgen i Skagen. De mange turister er så småt ved at trække sig tilbage i kølvandet på den hektiske uge 29, og kun en let brise forhindrer en doven og slumrende stemning i at lægge sig som en tæt dyne over den gamle købstad. Vi har dog ikke tid til at drive den af, for vi skal ud til Jytte på 91, som bor i eget hus og klarer det meste selv, dog med hjælp fra Hjemmeplejen. Men først skal vi indenfor og ajourføre arbejdskalenderen, og vi når lige at skylle en hurtig kop kaffe ned, inden turen går videre.

Lilian trækker cykelhjelmen ned over det lyse hår, og retter på brillerne, før hun sætter sig til rette i sadlen og begynder at træde i pedalerne. Vi skal over viadukten ved Ankermedet, så vi får lige pulsen lidt op fra morgenstunden. Den blåternede SOSU-uniform blafrer let i vinden, og Lilian skuer ud over byen fra viaduktens top, mens hun fortæller om sit take på jobbet som projektmedarbejder, og om hvordan hendes egen sygdom har hjulpet hende til at forstå den følelse, det giver at blive sat ud at spil i samfundet.

– Det kan lyde mærkeligt, men faktisk synes jeg, at min sygdom på en eller anden måde har hjulpet mig. Da jeg blev syg, oplevede jeg, at jeg pludselig var fuldstændigt afskåret fra det samfund, jeg var vant til at færdes i. Så jeg ved lidt om, hvad det er for nogle følelser, der hober sig op i en, når man af den ene eller anden grund ikke længere har kontakt til det omkringliggende samfund – man føler sig virkelig til overs, og det er en rigtig frustrerende følelse, som jeg ved, at mange ensomme ældre lever med.

Afskåret fra samfundet

Få minutter senere gør vi holdt og parkerer vores cykler ved et gult murstenshus i det gamle Østerby.

– Kom indenfor, byder en stemme inde fra køkkenet, da døren går op, og vi træder ind i entréen i det gule Skagenshus. Store stofbetrukne mahognimøbler og gamle malerier pryder stuen, som kun svagt oplyses af solens stråler gennem den tætte beplantning foran vinduerne.

– Hvorfor vasker du op nu?, spørger Lilian, da vi træder ind i køkkenet til Jytte, som står bøjet over køkkenvasken med sæbeskum op til albuerne.

– Ja, det var egentlig heller ikke meningen, men jeg kom altså til at spise min middagsmad klokken ni, så det jeg er lige ved at vaske op efter, griner hun og kigger op på Lilian.

Jytte er ellers en frisk dame. Hun kan have lidt problemer med at finde rundt i tidspunkterne, men hun er stadig i stand til at gøre mange ting selv, og er ikke bundet til sit hjem, trods den høje alder.

– Er der noget, du vil have hjælp til i dag, Jytte?, spørger Lilian, og bevæger sig ind i stuen ved siden af. Jytte har nogle problemer med sit høreapparat, som Lilian straks tager sig af. Hun er opsøgende og struktureret, og inden hun er færdig med høreapparatet, beder hun Jytte komme ind i stuen, mens hun skriver et par linjer i sin kalender.

– Vi skal da have en snak, Jytte – det plejer vi jo at gøre, når jeg er her.

Det er tydeligt, at Lilian har en mere eller mindre fast turnus, og hun tager gerne teten i mødet med borgere, som kan være lidt tilbageholdende.

– Har du ikke haft nogle feriebesøg, siden jeg var her sidst, Jytte?, spørger Lilian for at få lidt gang i Jytte.

Jo, det har Jytte – sønnen var på feriebesøg for en uge siden, fortæller hun, og man kan se, hvordan ordet ”ferie” sætter tankerne i gang hos den aldrende kone. Mundvigende bevæger sig forsigtigt opad i noget, der kunne minde om et smil, mens hun drømmende lader øjnene vandre rundt i stuen.

– Jeg har rejst meget i mit liv… men det er jeg jo ikke helt i stand til længere, sukker hun – og jeg ved heller ikke, hvem jeg skulle tage afsted sammen med. De fleste af mine venner er jo efterhånden døde.

Smilet blegner en smule, og ansigtet lægger sig i folder, da hun kigger op på Lilian. Imens driver en sky – ganske symbolsk – ind foran solen og forhindrer de lune stråler i at nå ned og oplyse den gamle stue. I et par sekunder er der ikke andre lyde i lokalet end pendulet i et stort Bornholmerur, som metronomisk svajer frem og tilbage i den store trækasse, og pludselig synes at tikke meget højere end før.

– Jeg er jo så gammel nu, at jeg overhovedet ikke kan noget som helst, klager Jytte og kigger Lilian dybt i øjnene.

– Det er noget vrøvl, Jytte, svarer Lilian konsekvent, imens hun fastholder øjenkontakten.– Stod du ikke lige og vaskede op, da vi kom?

– Jo, svarer hun, let tøvende.

– Ja, der kan du bare se – du er 91 år gammel, og du er stadig i stand til at udføre huslige opgaver. Jeg ved da også, at du både går og cykler rundt i byen – det er der altså, mig bekendt, ikke ret mange af dine venner, der er i stand til.

Det kan Jytte egentlig godt se – måske er det slet ikke så slemt alligevel, synes hun at tænke, og det er næsten som om, en enlig solstråle trænger igennem det tykke skylag.

En prisværdig indsats

Da vi, efter en lille times besøg hos Jytte, atter sidder på vores cykler på vej mod dagens anden borger, fortæller Lilian, at døden er et tema, som ofte dukker op i samtalen, når hun er på arbejde.

– Mange af de borgere, jeg besøger, er enten meget gamle eller syge, eller også har de nogle venner, som er det. Derfor synes jeg, det er enormt vigtigt, at man på et eller andet tidspunkt får talt om døden. Når de så sidder hver onsdag med lokalavisen og kan læse i dødsannoncerne, at nu er der endnu en af deres gamle venner, som ikke er her længere, så kan jeg altså godt forstå, at det kan være rigtig hårdt. Af samme grund tror jeg også, det er meget naturligt, at man kommer til at fokusere for meget på alt det dårlige i livet, og det er så her jeg prøver at vende den 180 grader for at folk til at indse, hvor mange gode ting, de stadig har tilbage.

Vi har begivet os ud på en længere cykeltur på vej hjem til Ole på 61. Ole er tidligere værftsarbejder og fik for fem år siden konstateret KOL, også kendt som rygerlunger. Med en lungefunktion på blot 17% har han i dag så svært ved at trække vejret uden hjælp fra sit iltapparat, at han praktisk talt er lænket til sit eget hjem.

Det er borgere som Ole, der nyder glæde af Læg Liv Til Åreneprojektet, og det mærkes tydeligt på hans humør, da vi træder ind ad døren til hans lejlighed i udkanten af byen.

– Hallo – er det nogen hjemme? spørger Lilian, og træder forsigtigt hen over en gennemsigtig slange, som løber fra iltapparatet i køkkenet gennem gangen og ind i stuen.

– Ja, jeg sidder herinde i sofaen, svarer Ole og byder os indenfor.

Vi går ind og sætter os hos Ole, som smiler forventningsfuldt fra kanten af sofaen og tydeligvis er meget glad for at få besøg.

– Hva’ så, Ole – har du det godt?, spørger Lilian og gengælder Oles smil.

– Det går okay, svarer han beskedent og justerer på sin iltslange.– Jeg sidder og ser lidt fjernsyn og hygger mig alene – og så har jeg jo min kat, som også er her. Men det er da godt nok lidt kedeligt nogle gange, synes jeg.

– Ja, du kommer nok ikke så meget ud, som du gerne ville. Men det kan være, vi skal gå en lille tur snart, så du kan få noget luft, foreslår Lilian. – Er der nogle dagligvarer, du lige står og mangler? For så kunne vi jo smutte forbi købmanden.

Det gør Ole ikke umiddelbart, men han vil gerne med ud alligevel, og da han ikke er i stand til at gå længere distancer, må Lilian finde kørestolen og den transportable iltflaske frem.

Uden omsvøb bevæger vi os ud i landskabet, hvor en trykkende varme i mellemtiden har sænket sig over byen. Glad og tilfreds, men lettere stakåndet efter en energikrævende kamp ud til kørestolen, lader Ole blikket vandre rundt i villakvarteret, mens han langsomt får vejret igen. Man mærker, hvordan han slapper af og nyder hvert eneste sekund af turen – og jeg er sikker på, at Lilian også er udmærket klar over, hvor stor pris Ole sætter på at komme udenfor.

– Det er vel nok et flot hus, det der!, udbryder Ole, da vi passerer et hvidt byggeri med sortglaserede tegl. – Det ser godt ud med de store tal, præciserer han og peger på husnummeret i skinnende rustfrit stål, som pryder husets gavl.

Med en fortid som smed på Karstensens Skibsværft i Skagen har Ole stor erfaring fra metalfaget og sætter pris på flot håndværk som det, vi møder på vores tur i det rolige villakvarter. Selvom tilværelsen som værftsarbejder var en nedslidende en af slagsen, forsynede den ham trods alt med en god omgangskreds – og det er noget, han savner i dag.

– Det irriterer mig da, at jeg ikke bare kan sætte mig ud på cyklen og så køre ned for at besøge mine gamle kammerater. Der var altid så meget sjov og ballade dernede, så det kan jeg godt savne. Men så er det jo godt, at jeg får besøg af Lilian hver uge – jeg synes simpelthen, at det er en så god en ordning, og jeg er meget glad for at få noget selskab. Det er jeg også sikker på, at mange andre, som er i samme situation som mig, gør.

Ole kigger op på Lilian, som smilende skuer ud over heden, der ligger på vores venstre hånd. Ansigtsudtrykket afslører, at de pæne ord gør stort indtryk – det er lige før hun rødmer – og at komplimenter som denne gør hverdagen værdifuld for hende.

– Jeg er så glad for, at folk sætter pris på min indsats. Man kan virkelig mærke, hvor meget det betyder for folk, at der kommer nogen og er sammen med dem, fortæller Lilian, da vi senere, efter sikkert at have afleveret Ole på adressen, står ved vores cykler og evaluerer dagens oplevelser. – Bare se i dag, hvor glad Ole blev for vores besøg. Det er de små ting, der gør det hele værd for mig, og det tænker jeg tit på, hvis jeg har haft en hård dag. Det kan godt være, at jeg investerer meget af mig selv i mit arbejde, men jeg får mindst dobbelt så meget igen.

Læs med i næste uge, hvor vi bringer historien om den tidligere slagtermester, Roland Pedersen, som har lagt slagterfaget på hylden, og i dag arbejder som projektmedarbejder i Læg Liv Til Årene-ordningen.

Personernes navne er opdigtede af hensyn til deres anonymitet.

DEN HURTIGE…

Lilian Pedersen

– Født 19/6 1973

– Uddannet social- og sundhedshjælper i 2000

– Ansat i den kommunale hjemmepleje i 2000

– Diagnosticeret med hjernebetændelse i 2002

– Ansat som projektmedarbejder hos Læg Liv Til Årene i 2006

LÆG LIV TIL ÅRENE…

– Læg Liv Til Årene er et kommunalt tilbud til borgere, som lever en isoleret tilværelse uden socialt netværk.

– Projektmedarbejderen er ansat under Aktivitetsafdeling Nord, og indgår i et tæt samarbejde med den kommunale hjemmepleje. Projektmedarbejder er ansat i flexjob, hvor der tages hensyn til nedsat arbejdsevne grundt sygdom.

– Typiske opgaver for en projektmedarbejder hos Læg Liv Til Årene kan være: hjælp til at læse breve, bøger og blade, selskab på gåture/udflugter, hjælp til praktiske gøremål i hjemmet (sammen med borgeren) og ledsagelse til læge/speciallæge eller sygehus.

– Borgere, som lever isoleret og ønsker besøg af en projektmedarbejder, skal visiteres til en sådan.

TEKST: STEFAN THAARUP

FOTO: STEFAN THAARUP OG COLOURBOX.DK

 

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Læg Liv Til Årene - Lilian' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
SELECT DISTINCT ID, post_title, post_password, comment_ID,
                comment_post_ID, comment_author, comment_date, comment_approved,
                comment_type,comment_author_url,
                SUBSTRING(comment_content,1,300) AS com_excerpt
                FROM wp_comments
                LEFT OUTER JOIN wp_posts ON (wp_comments.comment_post_ID = wp_posts.ID)
                WHERE comment_approved = '1' AND (comment_type = '' OR comment_type = 'comment') AND
                post_password = ''
                ORDER BY comment_date_gmt DESC
                LIMIT 5

Seneste kommentarer

© 2007-2021 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER