Læg Liv Til Årene –  Roland

Læg Liv Til Årene – Roland

1. november 2013 - kl. 10:46 - af

Borgere, som lever en isoleret tilværelse, skal mærke, at livet er andet og mere end sygdom og problemer. Sådan lyder idégrundlaget for et samarbejde mellem Ældreområdet og Socialudvalget i Frederikshavn Kommune, som skal sikre ensomme borgere en mere indholdsrig og aktiv hverdag. ”Læg Liv Til Årene” er en kommunalt tilrettelagt besøgsordning, hvor socialt isolerede ældre har mulighed for at få visiteret en projektmedarbejder til socialt samvær og hjælp til daglige gøremål.

De færreste ville nok forbinde ham med et job inden for ældreområdet. Den ligefremme facon og maskuline arbejdsideal, som den tidligere slagtermester, Roland Pedersen, besidder, ligger langt fra den stereotype opfattelse af det bløde omsorgsfag, som tegner sig hos mange danskere. Men Roland har, med stor succes, været en del af besøgsordningen Læg Liv Til Årene siden 2012, og er i dag en vigtig brik i Frederikshavn Kommunes borgerrettede tilbud til ensomme og socialt isolerede ældre.

I sidste uge bragte vi historien om den SOSU-uddannede Lilian Pedersen fra Skagen, som ligeledes er en del af Læg Liv Til Årene-ordningen. Mens Lilian udmærker sig ved at være omsorgsfuld og tryghedsgivende, og således indkapsler mange af de værdier, der vægtes højt i Læg Liv Til Årene-ordningen, stoler Roland i stedet på sin sociale intelligens og sans for at skabe relationer til andre mennesker. Med en fortid som slagtermester har han, modsat Lilian, ikke SOSU-uddannelsen at læne sig opad – og det kommer ofte til udtryk i Rolands arbejde, men på en positiv facon.

– Jeg har selvfølgelig en anden indgangsvinkel end en social- og sundhedshjælper, som har et længere uddannelsesforløb i ryggen. Det vil sige, at jeg, i kraft af min anderledes baggrund, ikke har alle de samme faste rutiner og fremgangsmåder i mødet med borgeren. I stedet opererer jeg ud fra min intuition og mit gode tag på mennesker, og det har jeg det faktisk rigtigt godt med – og så er jeg heller ikke lige så miljøskadet som SOSU’erne, griner han drillende.

49-årige Roland bor i Jerup og har altid været glad for at arbejde hårdt, men en slem diskusprolaps satte i 2010 en tidlig stopper for tilværelsen som slagter, og tvang ham til at trække sig tilbage før tid. I dag arbejder han fire dage om ugen i Læg Liv Til Årene-projektet, hvor han fra basen på Kastaniegården kører ud på borgerbesøg i Frederikshavn by. Jeg har denne formiddag ryddet kalenderen og medbragt min nysgerrighed, for jeg skal med Roland på arbejde for at se, hvordan han klarer jobbet uden baggrunden som social- og sundhedshjælper at læne sig opad.

En hjælpende hånd i det daglige

– Lad os da komme afsted, opfordrer Roland, da vi mødes på Kastaniegården i Frederikshavn en tirsdag morgen, inden vi følges ned til den hvide Nissan Qashqai, som holder parkeret udenfor. Med os i dagens anledning er Rosa – Rolands hund og en tro følgesvend i det daglige.

– Det er min erfaring, at hunden skaber glæde og tryghed, når jeg har hende med. Der er nogle af de demente borgere, jeg besøger, som ikke altid kan huske mig – men Rosa gør åbenbart stort indtryk, når hun er med, så hende kan de altid huske.

Spørger man Roland, hvad der motiverer ham i jobbet som projektmedarbejder, er svaret dog det samme som hos SOSU-uddannede Lilian.

– Det er borgernes taknemmelighed og værdsættelse, der driver værket, fortæller han, mens han instinktivt bakker 4-hjulstrækkeren ud fra Kastaniegårdens tætpakkede parkeringsplads.

Dagens første besøg er hos demensramte Preben på 63, som bor alene i udkanten af Frederikshavn. Lejligheden, som ligger på tredje sal i et stort lejlighedskompleks, helt oppe under kvisten, dufter herligt af mad, da vi træder ind gennem døren. Social- og sundhedshjælperen Dorthe er i gang med at stege løg til Prebens middagsmad, mens TV Nord kører i baggrunden og kaster lidt liv ud i stuen.

– Hva’ så, Preben – hvad har du lyst til at lave i dag?, spørger Roland, da vi er kommet ind i stuen til Preben, som går taktfast frem og tilbage foran fjernsynet.

Det ved Preben ikke helt, så Roland må skubbe lidt til ham for at få ham i gang.

– Det er dig, der bestemmer, Preben – du er chefen!

– Nej – det er Dorthe, svarer Preben prompte og ser på Roland, inden han griner højt.

Så er stemningen på plads – det er noget af det, som Roland er rigtig god til. At tage temperaturen på en samtale og give borgeren lyst til at byde ind. Han går uimponeret ind til opgaven og har en evne til at tage livet med sig ind i stuen, så det smitter af på borgeren.

Preben stopper op og kigger ud på trækronerne, som svajer frem og tilbage i vinden udenfor. Solen skinner bag skyerne, som ruller forbi i den friske brise oppe under tagrenden. Ude foran har kommunen valgt at save toppen af et stort grantræ, fordi det skyggede for solen. Det bliver vi enige om er synd og skam.

– Så hellere fælde skidtet helt, fastslår Preben tørt, inden han genoptager sin rastløse gang foran vinduet.

– Jeg tror da, vi skal ud at gå os en tur, konstaterer Roland lunt og kigger på Preben, som stopper op og gengælder Rolands blik.

Det passer Preben fint. Han vil gerne have noget frisk luft – og så mangler han da vist også noget opvaskemiddel og nogle peanuts. Vi aftaler at svinge forbi Rema1000 på vejen.

Vi slentrer afsted i vindens susen, som blander sig med lyden af græsslåmaskiner i det fjerne. Hunden Rosa er fuldt optaget af en spændende duft i græsset, og det er som om, Preben slapper mere af, nu hvor han er kommet ud af lejligheden. Der er ikke mange tavse øjeblikke, for Roland er god til at holde samtalen i gang. Men det er ikke fordi, man skal undgå tavsheden for enhver pris, siger han.

– Nogle gange kan tavshed være godt – det kan man jo have brug for. Det kommer helt an på, hvilket humør borgeren er i, så det gælder om at have føleren ude, når man kommer på besøg. Jeg prøver dog som udgangspunkt altid at få folk i tale, men man kan hurtigt mærke, hvis de ikke har lyst, og så tager man den jo bare derfra. Nogle gange er det tilstrækkeligt bare at sidde sammen med borgeren uden at sige noget – det kan jo også give en form for tryghed.

Men stilhed er der ikke meget af hos Preben, hverken på gåturen eller da vi er tilbage i lejligheden ca. tyve minutter senere. Han er utilfreds med, at andre forsøger at blande sig i hans hverdag, og at hjemmesygeplejersken skal administrere hans medicinindtag.

– Hun tror bare, hun ved det hele. Det vil jeg altså ikke finde mig i, Roland!

Roland smiler og giver ham ret, og så falder han ned igen.

– Men Preben, vi skal snart til at videre, tror jeg – er der noget, du skal have hjælp til, inden vi kører?

– Hmmm… Ja, min fastnettelefon driller altså lidt – det har den gjort længe. Jeg har prøvet at ringe ind til udbyderen fra min mobil, men det kom der ikke noget ud af. Vil du ikke prøve at snakke med dem?

Det vil Roland selvfølgelig gerne, så han ringer til udbyderen fra sin egen telefon og forklarer Prebens problem. Han træder i karakter og argumenterer pragmatisk, men uden at give afkald på den ophøjede ro, som ligger i alt, hvad han foretager sig.

– Preben betaler jo for at have et fastnetabonnement hos jer, og så skal det da også virke, forklarer han principfast til medarbejderen i den anden ende af røret.

– De sender en tekniker ud i morgen, Preben, fortæller han lidt efter, da Preben kommer ind i stuen med tre kopper sort kaffe.

Det er Preben glad for, og således ender vores besøg lige så hyggeligt, som det startede. Vi tager os tid til at nyde kaffen, mens vi sidder og kigger ud på det amputerede grantræ.

Et liv bag facaden

Ti minutter senere holder vi i den hvide Qashqai uden for et gammelt rødstenshus på en stille villavej i det nordlige Frederikshavn. Her bor Svend på 87, som er tidligere murer og en anden af Rolands faste borgere. Roland er kommet hos Svend gennem et par år og har efterhånden opbygget et tæt forhold til ham. Svend ved godt, at vi kommer i dag, så vi går bare ind gennem hoveddøren.

– Hej Svend!, råber Roland, da vi træder ind i entréen.

Gennem en sløv summen fra en gammel barbermaskine byder Svend os velkommen ude fra badeværelset, hvor hjemmehjælperen Anna er i gang med Svends daglige pleje.

– Vi sætter os bare ind i stuen, Svend. Så kommer du ind, når du er færdig, siger Roland.

Vi går forbi den åbne dør, hvor Svend er blevet parkeret, så Anna lettere kan hjælpe ham med barberingen. Han når lige at sende Roland

et drilagtigt blik, da vi passerer døråbningen, og der sker en slags indforstået betydningsudveksling mellem dem, som får Roland til at bryde ud i grin.

– Han er en rigtig joker, ham Svend, ler Roland og fortsætter ind i stuen, hvor han smider sin kalender på det gamle kakkelbord og sætter sig til rette i Svends brune lædersofa.

Man mærker, hvordan Roland nu har omstillet sig til en anden og mere umiddelbar omgangsform, hvor han hos Preben var anderledes rolig og omsorgsfuld.

Kort efter træder Svend ind i stuen. Han kigger hurtigt på Roland, inden han langsomt trasker hen over gulvtæppet og standser ved vinduet, hvor han planter sig i en gammel lænestol. Imens følger Roland op på sit sidste besøg hos Svend, mens han skriver et notat i sin kalender.

– Svend, kan du huske sidste gang, hvor vi talte med sygeplejersken om, at det kunne være en god idé, hvis du fik en læge til at kigge på dit ben?

At dømme ud fra Svends reaktion kan godt huske det, men det er ikke lige frem noget, der varmer hans humør.

– Kan vi ikke aftale, at du får ringet derned i dag?, prøver Roland forsigtigt.

– Jeg skal ikke med på nogen aftaler, brummer Svend trodsigt og lader blikket vandre over mod vinduet og den soloplyste have udenfor.

– Skal vi ikke hellere snakke om fodbold?, spørger han i stedet, og trækker let på smilebåndet, velvidende at han sandsynligvis lige har undveget en kugle.

Roland forbarmer sig over ham og kigger ud i haven.

– Du skal da også snart have ordnet den have, Svend. Den er jo helt groet til efterhånden. Kender du ikke nogen, der kan hjælpe dig med det?

– Jeg havde da regnet med, at det var noget, du kunne gøre for mig, svarer Svend kækt, endnu en gang rap i replikken.

Og sådan kører de videre, de to, det næste lange stykke tid. I starten er det Roland, som tager initiativet og fodrer samtalen med nye emner, men gradvist åbner Svend sig mere og mere og begynder at dele ud af sig selv og alle sine oplevelser. Hans lunefulde blik er stadig intakt, og den sparsomme ansigtsmimik beretter om en mand, der helst holder kortene tæt til kroppen. Men skønt han ikke eksplicit giver udtryk herfor, fornemmer man, at han, inde bag facaden, sætter stor pris på Rolands ugentlige besøg.

Efterhånden som mine dage i selskab med Lilian og Roland lakker mod enden, tegner der sig et mønster, som gør sig gældende på mange af vores besøg. Jeg har mødt mennesker som, af forskellige årsager, har nogle sociale besværligheder og derfor naturligvis føler sig sårbare. Som en konsekvens heraf er flere af borgerne indledningsvis reserverede og tilbageholdne, men så snart overfladen brydes og samtalen tager form, skinner det igennem, hvor meget de stadig har at byde på. De skal blot hjælpes i gang, og det er Lilian og Roland enormt gode til, på hver deres

måde – Lilian med sin blide fremtoning og evne til at vende det negative til noget positivt, og Roland med sit smittende humør og ligefremme facon.

Mens medierne beretter om, at en sundere livsstil med nærende kost og motion kan lægge år til livet, og at et sundt helbred er lig med et godt liv, er det mindst lige så vigtigt, at tilværelsen giver mening for den enkelte. Derfor er det godt, at der findes folk som Lilian og Roland, der yder en ekstra indsats for de borgere, som trænger til hjælp med at tilføre livet indhold. Deres indsats er i sandhed med til at lægge liv til årene.

Personernes navne er opdigtede af hensyn til deres anonymitet.

DEN HURTIGE…

Roland René Pedersen

– Født 2/10-1964

– Uddannet slagter i 1986

– Ansat som slagtermester gennem 25 år

– Diagnosticeret med diskusprolaps i 2010

– Ansat som projektmedarbejder hos Læg Liv Til Årene i 2012

LÆG LIV TIL ÅRENE…

– Læg Liv Til Årene er et kommunalt tilbud til borgere, som lever en isoleret tilværelse uden socialt netværk.

– Projektmedarbejderen er ansat under Aktivitetsafdeling Nord, og indgår i et tæt samarbejde med den

kommunale hjemmepleje. Projektmedarbejder er ansat i flexjob, hvor der tages hensyn til nedsat arbejdsevne

grundt sygdom.

– Typiske opgaver for en projektmedarbejder hos Læg Liv Til Årene kan være: hjælp til at læse breve, bøger og

blade, selskab på gåture/udflugter, hjælp til praktiske gøremål i hjemmet (sammen med borgeren) og

ledsagelse til læge/speciallæge eller sygehus.

– Borgere, som lever isoleret og ønsker besøg af en projektmedarbejder, skal visiteres til en sådan.

TEKST: STEFAN THAARUP

FOTO: STEFAN THAARUP OG COLOURBOX.DK

 

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Læg Liv Til Årene - Roland' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
SELECT DISTINCT ID, post_title, post_password, comment_ID,
                comment_post_ID, comment_author, comment_date, comment_approved,
                comment_type,comment_author_url,
                SUBSTRING(comment_content,1,300) AS com_excerpt
                FROM wp_comments
                LEFT OUTER JOIN wp_posts ON (wp_comments.comment_post_ID = wp_posts.ID)
                WHERE comment_approved = '1' AND (comment_type = '' OR comment_type = 'comment') AND
                post_password = ''
                ORDER BY comment_date_gmt DESC
                LIMIT 5

Seneste kommentarer

© 2007-2021 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER