
Arkivfoto.
Do you speak Skagen?
22. december 2013 - kl. 10:48 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Som led i projektet ”Oplevelsesbaseret Kystturisme”, har Videncenter for Kysturisme fået lavet en Mystery Shopper analyse på baggrund af 9 internationale besøgsrunder i Skagen. Nu foreligger den endelige rapport, der giver et helt unikt indblik i internationale gæsters første møde med Skagen.
I Danmark er Skagen velkendt som en attraktiv ferieby og mange danskere har allerede gæstet byen. Men hvordan står det til med de internationale gæster udover Skandinavien? Er det nemt at finde turistinformationer om byen på engelsk, hvilke attraktioner vælger de ud som must see, og hvordan tages de hånd om i butikkerne, på restauranterne, på hotellerne, på turistkontoret og i byen generelt? Det var nogle af de aspekter, som man gerne ville have afdækket i forbindelse med de 9 Mystery Shopper besøg fra maj til september 2013. Alle deltagere er blevet bedt om at udfylde spørgeskemaer, hvor der spørges ind til deres informationssøgning, deres forventninger, hvilke attraktioner de havde udvalgt på forhånd samt deres oplevelse og indtryk af attraktioner, restauranter, butikker, af turistkontoret samt af byen generelt.
For at få et så oprigtigt resultat som muligt var der ingen, som vidste hvornår besøgene skulle finde sted i Skagen eller hvem gæsterne var.
Anbefalinger
Baggrunden for Mystery Shopper analysen var at få et kvalitativt indblik i hvordan internationale gæster opfatter Skagen som turistdestination. Det er Videncenter for Kystturisme, der står bag analysen i samarbejde med VisitNordjylland, Turisthus Nord og Frederikshavn Kommune. På baggrund af analysen er der nu offentliggjort en samlet rapport med 5 klare anbefalinger:
1. Turisten skal føle sig værdsat – vis en ægte og engageret interesse i turisterne.
2. Engageret personlig betjening – fællesnævneren for den positive serviceoplevelse er den gode, oprigtige og personligt engagerede betjening.
3. Hjælp turisten med at finde vej – her er skiltningen til at vise internationale gæster rundt i Skagen utilstrækkelig. Det gælder både vejvisning og information om seværdigheder m.m.
4. Minimér sprogbarriererne – Her nævner næsten alle manglen på engelske menukort og engelske informationer ved attraktionerne.
5. Giv turisterne kulturel indsigt – fortæl om danske skikke, vaner og væremåder. Hvad er særskilt for Skagen og Skagboerne for eksempel?
6. Brug den lokale industrielle styrke – her er der rig mulighed for at skabe en turistoplevelse, som giver indsigt i Skagens liv og kultur. Det kunne være at besøge en rigtig fiskerbåd, en fiskefabrik eller en fiskeauktion.
Skagen som international kystferieby
Overordnet set er tilbagemeldingerne fra alle besøgene meget positive; Skagen opfattes som en gæstfri destination med smukke huse, venlige mennesker og malerisk natur.
Parallelt med projektet ”Oplevelsesbaseret Kystturisme” arbejder Turisthus Nord, VisitNordjylland og Frederikshavn Kommune også på et andet projekt, der skal profilere Skagen som international kystferieby. Her vil man nu arbejde videre med de gode anbefalinger, som er kommet frem i Mystery Shopping analysen i samarbejde med det lokale erhverv i Skagen.
Turistdirektør Lene Kappelborg, Turisthus Nord siger: ”Skagen er en stærk turistdestination på det danske og skandinaviske marked, så vi tror på, at vi fremefter kan tiltrække endnu flere internationale gæster.
Med det for øje er vi naturligvis glade for den positive feedback vi har fået med denne analyse, hvor der er nogle helt konkrete ting, som vi kan tage fat på. Med havneudvidelsen i 2015 forventer vi blandt andet flere krydstogtgæster, så her skal vi være gearet til at modtage alle dem, der ankommer hertil.” Lene Kappelborg runder af: ”I Skagen gør vi vores yderste året rundt for at give vores gæster en unik ferieoplevelse, så de har lyst til at komme igen og anbefaler os til andre.”
Læs hele rapporten her:
http://www.ckt.dk/app/webroot/uploads/Analyser/CKTMysterShoppingSkagen.pdf
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Do you speak Skagen?' til en bekendt