
25 års adskillelse har ikke ændret på følelserne mellem Jakob, spillet af Ulrich Thomsen, og Johanna, som spilles af Sonja Richter. Foto: Patrick Redmond.
Dansk drama og amerikansk komedie i bio
24. juni 2014 - kl. 10:30 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Gratis film for biografforeningens medlemmer.
De godt 300 medlemmer af Skagen Biografforening har to vidt forskellige film at vælge imellem, når biografen i denne uge byder dem på gratis film.
Det er det danske drama, MIRAKLET, og den amerikanske komedie Fading Gigolo.
Ved at være medlem af biografforeningen støtter man biografen både via kontingentet, som blot er 100 kroner årligt, og ved at vise, at der er bred opbakning til biografen i Skagen i det hele taget.
Det skal belønnes, mener biografforeningens bestyrelse, og derfor er det gratis for medlemmerne at se en af de to film.
Gratis biograf er i øvrigt blot et af flere gode tilbud til forenings medlemmer i løbet af året, fortæller formanden, Kirsten Leth.
Det er naturligvis muligt for andre end medlemmer af biografforeningen at se de to film. De skal blot betale almindelig billetpris.
Medlemmerne af biografforeningen skal blot bestille billet som vanligt via biografens hjemmeside, og så vise medlemskortet, når billetten hentes.
Dansk drama
Det er i dag, onsdag og torsdag, biografforeningens medlemmer kan komme gratis i biografen. Det er tirsdag 24., onsdag 25. og torsdag 26. juni.
De første to aftener vises det danske drama MIRAKLET.
Handlingen i MIRAKLET udspilles i et lille puritansk landsbysamfund.
Engang var Johanna (Sonja Richter) egnens bedste danser. Men det er 25 år siden, og i dag sidder hun lænket til en kørestol og lever et lidenskabsløst liv med sin mand, den stærkt troende præst Erik (Peter Plaugborg), og deres søn, som hun elsker højere end alt andet.
Hendes liv rystes imidlertid, da hun en dag står ansigt til ansigt med den eneste mand, hun nogensinde har næret ægte kærlighed til – hendes tidligere dansepartner Jakob (Ulrich Thomsen), der vender tilbage til barndomsbyen for første gang i en menneskealder.
Følelserne blusser op igen, og med ét står Johanna overfor et umuligt valg: Hun må vælge mellem sin familie og den mand hun elsker.
MIRAKLET er et trekantsdrama om kærlighedens magt og troens galskab, om fortrængte længsler og dansens helende kraft.
Komedie
Torsdag 26. juni er der premiere på den amerikanske komedie Fading Gigolo.
Det er en bevægende og lystfyldt komedie om sex og kærlighed.
Fioravante (John Turturro) lokkes til at prøve livet som gigolo og finder ud af, at der er værre måder at tjene penge på.
Murray (Woody Allen) spiller hans uerfarne alfons, som finder kunder til Fioravante, og første job er to kontakthungrende veninder (Sharon Stone og Sofia Vergara).
Da Fioravante senere kommer i nærkontakt med den kyske jødisk-ortodokse enkefrue Avigal (Vanessa Paradis), vækkes noget i ham, og han finder noget, han ikke vidste, at han ledte efter.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Dansk drama og amerikansk komedie i bio' til en bekendt