Roman med rod i bl.a. Skagen

14. august 2015 - kl. 7:22 - af Michael Egelund (WebRedaktør)

“Og mens englene græder” er skrevet af Jørgen W. Frøhlich og udkommer den 17. august.

Og mens englene græder handler om Jacob, en midaldrende mand, som har haft sine op- og nedture i livet, men en dag bliver velsignet med et kærlighedsforhold til den yngre kollega Therese. De to bliver kærester og får et barn, og tilsyneladende er Jacobs lykke stor, men parforholdet udvikler sig efterhånden i en negativ retning. Da de to begynder at se en parterapeut, Gurli, hopper kæden af for Jacob. En roman om tro, had og kærlighed og om hvorvidt drab kan tilgives, og hvis ja, hvad så med den dårlige samvittighed, som følgesvend. Er den der har sværest ved at tilgive ikke Gud, ikke offeret, men virkelighed én selv. Et eksistentialistisk dilemma af bibelske dimensioner.

Uddrag fra “Og mens englene græder”:

– Hvorfor tager vi så ikke til Skagen her i det tidlige efterår, foreslog Jacob en morgen hen over kaffekoppen. Tilfældigt var han faldet over nogle gamle billeder af solnedgangen ved kiosken ud for hans barndomshotel. Den særlige stemning, dette billede repræsenterede, kunne han måske putte sig selv og Therese ind i. Genopleve de lykkelige dage, da han var der med sin familie og nogle gange fik lov at tage en ven med.

Jacobs elskede Skagen, hvor han helst kom, når pulsen slog lidt langsommere end i uge 29, hvor de unge og smarte fra netop 2900 drak hjernen ud.

– Det vil jeg gerne, men jeg har altså aftalt at være et par dage sammen med lille Bo, du ved.

Det havde hun lovet lang tid forinden, og det var den af papbørnene, hun havde taget til sit hjerte midt i rodet. Sød knægt, men som omgående gav Jacob dårlig samvittighed.

– Hvad med dine egne tre, rumlede det med hos ham.

– Vi ta’r ham da bare med, sagde han alligevel.

Nogle dage efter vendte Therese tilbage til emnet.

– Det passer helt fint med Skagen i næste uge, sagde hun. Min eks er netop i Frederikshavn på vej hjem fra Sverige, og han tilbyder at smutte ungen til Skagen, så det er en aftale, hvis du stadig er lun på tanken.

Fem timer i bil med landskabstoner i gråt, gult og violet. Trætte, små kalkede huse og Puch-knallerter med Arla-kasser i elastikforbinding. På Skagen fik de så overleveret den lille dreng på tre år, som straks faldt Therese om halsen.

——–

Stemningen var kold mellem Therese og eksen. Jacob hilste blot afmålt, og det samme gjorde han. Efter en enkelt fadøl ved havnen kørte han uden at sige farvel til andre end Bo, som allerede var optændt af at samle døde krabber op.

De gik ture langs vandkanten. Jacob sparkede til sten og luftede sig. Therese virkede tilfreds.

Den høje himmel og det utæmmelige hav. Det mindede ham altid om barndommen, hvor bedstefar Heinrich år efter år finansierede overnatningerne på Jeckel Hotel. I starten var det med Ålborg– færgen, Jens Bang – opkaldt efter ”Jens Stens Banghus”, grinede moderen. Sejlturen fra Kvæsthusbroen i København tog rigtig mange timer, som han tilbragte i skibets skrog, hvor der var filmforevisning.

”Han vil hellere, han vil hellere, han vil meget hellere ha’ en Star”. De små tegnede reklamefilm fra Bryggeriet Stjernen var faktisk noget af de sjoveste i en lang række af kedelige voksenfilm, syntes Jacob.

Ofte fik han lov til at få barndomsvennen Jim med derop. De legede med drager og små plastikhelikoptere, som fór til vejrs, når man hev hårdt i en nylonsnor, huskede han. I ny og næ fik de selskab af en trind, skaldet mand, der morede sig som et lille barn, mens han kæmpede for at få den ene mere løjerlig drage end den anden op i luften. Tit drillede de og ramte næsegrus ned i klitterne og smadredes.

Da Jacob på en af feriens sidste dage ville give sin ellers lidt uinteresserede mor noget drageopvisning og var på vej ud fra Jeckels have, skrånede manden med de sære drager tilsyneladende tilfældigt over vejen fra det, der senere blev til Hyttefadet.

– God, dag, god dag, hilste Jacobs mor begejstret, som til en gammel kær ven.

Manden hilste noget afmålt tilbage og havde nok heller ikke hæftet sig ved Jacob på stranden.

– Hvor kender du ham fra, ville Jacob vide.

– Ved du hvad, sheik. Jeg kan heller ikke lige huske det. Men jeg syntes ansigtet virkede så bekendt.

Jacob undrede sig.

Dagen efter begyndte de at pakke.

– Stik lige ned i receptionen efter et par aviser, som vi kan pakke mine sten med huller ind i, bad moderen.

Jacob kom op med et par gamle numre af Skagens Avis. På en af forsiderne var et kæmpefoto af dragemanden med teksten:

”Den berømte lampekunstner vil bygge mønstersommerhus på Skagen”.

– Guuud, hvor flovt. Det er jo ham, der var på vej over til Skagen Klit i går. Jeg kender ham jo så kun fra aviserne. Jeg store idiot. Hvor pinligt, himlede hun. Hvad mon han ikke tænkte.

– At du er en snob, der ville trænge sig på, mor.

– Åh, nej, du gode heaven, udbrød hun hændervridende, men begyndte i næste nu at lede efter sit net.

– Har du taget mit grønne net. Hvor hele hule, blankpolerede helvede er mit grønne net blevet af.

Jacob gad ikke høre på hende og gik ud i klitterne. Det med, at det grønne net forsvandt, var sikkert som amen i kirken.

Den sidste aften på Skagen foregik traditionelt ved Solnedgangskiosken ud for Skagen Klit. Familien Engell og Jim var på vej over for at se havet sluge den lysende skive, da lysmageren kom gående med en høj, lidt ranglet fyr. De havde begge bløde kasketter på hovedet og passede lige forbi på den sandede vej. Fra lampemandens side med en bemærkning om, at ”nu klapper de sgu lortet ned igen”.

Da han fik øje på Jacobs mor i de sidste røde stråler, bød han hende en Kings, som hun tog imod, selvom hun ikke røg.

– De må undskylde, jeg vidste ikke, at det var Dem, sagde hun efter at have fået ild i smøgen.

– Nåh, hvem troede De da, det var?

Og så gik han sammen med den høje mand.

Jacobs mor var benovet. Det var jo ham den unge fra Hjorts Hotel, sagde hun. Manden var Danmarks senere så store forfatter, som et par år forinden var blevet Verdensberømt i Danmark med sin gymnasieroman fra det pænere borgerskab.

På en måde var barndommen tryggere, selvom Jacob også dengang måtte savne.

– Det lyder, som om du havde det rigtig godt dengang. Godt, din morfar havde penge, sagde hun.

Therese morede sig, da han fortalte sin lille anekdote om de to berømte danskere.