
Støtte til Simons Raaling i Aalbæk til politisk behandling
13. januar 2016 - kl. 7:08 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
På mødet i Kultur- og Fritidsudvalget i dag, den 13. januar er et punkt om støtte til Simons Raaling i Aalbæk.
Lokalhistorisk Forening for Raabjerg Sogn søger Frederikshavn Kommune om støtte til etablering af nye udstillings- og aktivitetsfaciliteter til foreningens nuværende bygning Simons Raaling i Ålbæk. I Simons Raaling formidles lokalhistorie med vægt på landbrug, fiskeri og dagligdag.
Foreningen ønsker at etablere nye faciliteter, da de eksisterende rammer er for små og ikke kan rumme foreningens samling af genstande. Projektet indeholder også renovering af eksisterende faciliteter, herunder etablering af personale- og toiletfaciliteter. Derudover ønskes at styrke Simon Raalings profil ved at formidle og sælge lokale fødevarer og madkultur.
Med hjælp fra en lokal tegnestue har foreningen fået udarbejdet projektbeskrivelse og tegninger over projektet. Projektet har fået en række positive tilkendegivelser fra lokale aktører – heriblandt kulturhuset og turistforeningen i Ålbæk.
Derudover ønsker projektet at skabe bro til den landsbyplan, som byens borgere har formuleret sidste år, og som Distriktsudvalget står bag. I planen sigtes efter gennem nærvær og fællesskab at bevare og udvikle byens natur-, sundheds- og kulturværdier.
Projektet er budgetteret med 2.400.000 kr., hvoraf der er hentet 1.965.000 kr. i ekstern finansiering. Foreningen lægger selv 100.000 kr. i form af frivilligt arbejde. Foreningen søger Frederikshavn Kommune om 250.000 kr. Foreningen modtager 15.000 kr. i årlig driftstilskud finansieret af de frie midler.
Kommunens administration vurderer, at projektet vil skabe en øget opmærksomhed omkring Ålbæk i forhold til turisme. Administrationen vurderer også, at projektet følger de indsatser, der er formuleret i byens landsbyplan og kommunens vækstspor. Administrationen efterlyser dog en større sammenhæng til landsbyplanen end beskrevet – specifikt i forhold den indsats, der omhandler foreningslivet – herunder samarbejde og fællesskab med henblik på lettere formidling og lettere adgang til aktiviteter for hele familien. Dette skal ses i lyset af de andre igangværende projekter fra byen – heriblandt sammenlægning af aktiviteter i idrætscentret.
Børne-, kultur- og arbejdsmarkedsdirektøren indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget drøfter ansøgningen om anlægsstøtte. Det synes således helt åbent, hvad udfaldet kan blive.
Tekst af Per Rye
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Støtte til Simons Raaling i Aalbæk til politisk behandling' til en bekendt