Fem anmodninger for Børne- og Ungdomsudvalget
18. januar 2016 - kl. 9:03 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Når Børne- og Ungdomsudvalget afholder næste ordinære møde den 21. januar, er der på dagsordenen ikke færre end 5 forskellige anmodninger fra medlemmer af udvalget.
Pia Karlsen (V) anmoder om en redegørelse for, hvordan UU (Ungdommens Uddannelsesvejledning) præsenterer mulighederne i EUD10 for de unge, der er på vej ud af skolen, men ikke kan finde sig selv i forhold til valg af erhverv – og måske mangler eller har begrænsede boglige kvalifikationer.
Endvidere anmoder Pia Karlsen om at få en redegørelse for, hvorledes den netop vedtagne uddannelsesstrategi ”Nutidens børn og unge – fremtidens medarbejdere” er blevet præsenteret for skoler, erhvervsliv og erhvervsuddannelser samt andre relevante aktører og samarbejdspartnere.
Hun ønsker belyst, hvorledes der er taget initiativ til at få strategien indarbejdet og taget i brug hos såvel de kommunale som private skoler samt hos de eksterne partnere. Der anmodes om en status på ansættelsen af en erhvervsplaymaker samt jobbeskrivelsen af stillingen, ligesom der ønskes en drøftelse af delmål for uddannelsesstrategien frem mod 2020.
De to udvalgsmedlemmer Pia Karlsen (V) og Jørgen Tousgaard (A) har bedt om at få en sag om Ålbæk Børnehave på dagsordenen med følgende begrundelse: Udvalget har i forbindelse med den seneste budgetaftale opprioriteret, at anlægsmidler på 6 mio. kr. flyttes fra 2017 til 2016 med henblik på tidligere at få etableret et bygningsmæssigt nyt dagtilbud for børn i 0-6 års alderen i Ålbæk. I den forbindelse har udvalget aftalt, at proces- og detailplanlægning for det nye dagtilbud skulle drøftes primo 2016.
De to medlemmer anfører, at der nu igennem de seneste uger har verseret en del debat i medierne omkring et fremtidigt byggeri for en Børnehave i Ålbæk.
”Ligeledes har der været indlæg og debat i medierne om privat kontra kommunalt dagtilbud. De mange forskellige meldinger fra Ålbæk, som vi kun har set og hørt om fra medierne, mener vi – forud for yderligere drøftelse og/eller beslutning i udvalget – nærmere bør konkretiseres af borgerne i Ålbæk. Vi vil derfor gerne foreslå, at Børne- og Ungdomsudvalget indbyder borgerne i Ålbæk til en drøftelse, så vi kan høre, hvad præcist det er, man som forældre ønsker og finder mest attraktivt for børnene i Ålbæk,” hedder det i Pia Karlsens og Jørgen Tousgaards anmodning.
En anmodning om børnehave i Ålbæk kommer også fra Lars Oldager (DF). Denne anmoder om at få planlægningen vedrørende Ålbæk Børnehave sat på dagsordenen i Børne- og Ungdomsudvalget, idet han mener, at der er andre ønsker fra borgerne i Ålbæk end det, der pt. ligger i planlægningen af børnehaven.
”Jeg ønsker at rejse en dialog om, hvorvidt man bør ændre planerne for børnehaven eller udskyde igangsætningen for at undersøge den rigtige løsning,” lyder det fra Lars Oldager (DF)
Endelig foreligger der en anmodning yderligere fra Lars Oldager, som ønsker behandlet en redegørelse om Verdensklasserne på Ravnshøj Skole.
”Hvad har forvaltningen gjort, og hvad er igangsat? Hvordan har eleverne det, og hvad bliver der gjort for at styrke forældres og elevers samarbejde i forhold til skolen og i forhold til at imødekomme henvendelser om situationer og eksempler, som vi så på det ekstraordinære møde om samme emne,” lyder det.
Tekst af Per Rye
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Fem anmodninger for Børne- og Ungdomsudvalget' til en bekendt