Søren Visti Jensen: Tillid og mistillid

22. juni 2016 - kl. 7:58 - af Michael Egelund (WebRedaktør)

Sommeren kaldes i medieverdenen ofte agurketid – sådan at forstå, at det er her kontroversielle pressemeddelelser og politiske prøveballoner luftes, for at få maksimal mediebevågenhed af mangel på andre mere vigtige sager på den politiske dagsorden.

Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen står for en sådan tidligt modnet agurk i sine kontroversielle udtalelser om, at ledige fremover skal stå til rådighed i hele landet. Denne agurk har i mange år slynget sig i ministerens gamle DA-have, hvor den med jævne mellemrum har været plukket, når der har været forhandlet reformer (læs forringelser) på beskæftigelsesområdet. Den gode Larsen er jo velvidende om, at hvis man truer med noget rigtig slemt, så er de forhandlende på den anden side af bordet tilbøjelige til at sluge noget mindre slemt uden så meget brok.

Nu har Larsen imidlertid skiftet sin DA stol ud med en ministertaburet, og kredsen af arbejdsgiverorganisationer er erstattet af en broget flok af politikere, spændende fra glødende skattefornægtende nyliberalister og rodløse konservative, til populistiske vejrhaner der er fals for hvad som helst for en symbolsk grænsebom. Om tankerne har bedre grobund i denne politiske suppedas, kan man kun gisne om. Men forslaget er endnu et udslag af et samfunds- og menneskesyn, der i snart en længere årrække har undermineret den danske velfærdsstat som vi kender den. Fra et samfund baseret på tillid til et samfund baseret på kontrol og mistillid. Og selv om regeringerne nok har haft skiftende politisk observans, har de haft det til fælles, at politikernes personlige baggrunde – uanset partifarve – i foruroligende grad minder om hinanden. Og ligger i nogenlunde lige stor afstand fra den almindelige samfundsborgers oplevede virkelighed!

Det er over tid – bid for bid – blevet legitimt at mistænke de ledige for at være en gruppe af medborgere, der mere eller mindre selv har valgt deres situation, og som af samme årsag vil forsøge at forblive på støtten så længe som overhovedet muligt.

Man kan derfor som samfund kun gøre et: at sørge for at gøre det så utåleligt som muligt at være ledig. Derfor spares der heller ikke på kontrollen: ni samtaler med A-kasse og jobcenter inden for det første halve år. Pligt til at føre joblog over søgte job, der elektronisk løbende kan kontrolles og udløser dagpengestop i tilfælde af mistænkelig slendrian. Pligt til at søge job inden for en geografisk afstand fra bopælen svarende til 3 timers daglig transporttid – og efter et halvt års ledighed endnu længere. Det er sidstnævnte der nu helst skal udvides til hele landet – uden hensyn til familieforhold, børn eller ægtefæller!

Samme mistænkeliggørelse gælder de syge, der jo bare skal stoppe klynkeriet og se at blive raske i en fart. Den bedste medicin i den forbindelse er at skære i ydelsestiden og hæve kravet om beskæftigelse og genoptræning – uden hensyn til hverken menneskelige eller familiemæssige forhold. Kan der vrides ½ ugentlig arbejdstime ud af en syg medborger, skal der død og pine etableres et fleksjob – hvis der ellers måtte være en arbejdsgiver der ville stille et sådant til rådighed.

Folk på flugt skal også tilbydes så utålelige forhold som muligt. Faktisk er dette ofte en forudsætning for at vejrhanepopulisterne kan finde alibi til at gå med på førnævnte forringelser for de syge og arbejdsløse. Så teltlejre og symbolbomme er et must – og hvad man i det offentlige rum kan tillade sig at ytre om de fremmede er i frit fald hvad angår plathed og manglende menneskerespekt.

Nu er det imidlertid ikke alle steder, hvor vores politikere lader mistilliden være den drivende kraft.

Mens man forsøger at begrænse velfærdsstatens udgifter ved at sprede mistillid, så forsøger man at sikre indtægterne med et system baseret på tillid.

Tillid til at alle borgere nok betaler den moms og skat som lovgivningen påbyder. Tillid til at virksomhederne nok uden at kny og uden krumspring yder deres bidrag til samfundskagen. Tillid til at vore pengeinstitutter og revisorer nok ikke rådgiver til fordel for de, der vil unddrage sig deres samfundsansvar og søge skattely i udlandets små oaser. Tillid til at man helt uden problemer kan fjerne en bærende del SKATs medarbejdere – nemlig dem der med rugbrødsarbejde kunne sikre de samfundskroner der skal til, så også vore svagere medborgere fremadrettet kunne føle at de er den del af en velfærdsstat.

Tænk hvis vore lovgivere var parate til at ansætte et lige så nidkært og effektivt kontrolapparat hos SKAT, som det man har været med til at etablere for at kontrollere de syge og de arbejdsløse. Så ville der måske ikke være de samme behov for de konstante nedskæringer på det sociale område og i kommunerne.

Det ville ikke alene være et godt tiltag for den trængte statskasse. Det ville også være et godt tiltag for den smuldrende sammenhængskraft i det danske samfund. Når man laver kompliceret lovgivning, er det også vigtigt at denne følges op med den fornødne kontrol.

Og det er vigtigt – hvis ellers man ønsker en bred accept af disse oftest unødvendigt regide systemer – at borgerne har det indtryk, at alle er stillet lige for loven. Høj som lav. Syg som rask. Rig som fattig. Og det er her, der er ekstrem god plads til forbedringer. For den almindelige dansker er ikke modstander af at der stilles krav. Kravene skal blot give mening og skal kunne honoreres. Og hedengangne udtryk som respekt og anerkendelse kunne trænge til en renæssance. Så kunne vi – måske – ad åre få det indtryk at vi alle er i samme båd. Og at store grupper af borgere ikke blot er uønsket ballast i den Titanic, som den selvsupplerende overklasse med usvigelig sikkerhed har sat på kurs mod det uundgåelige isbjerg!

Søren Visti Jensen – formand SF Frederikshavn