Læserbrev: Giv børn plads og ikke pres!

18. november 2017 - kl. 8:07 - af Michael Egelund (WebRedaktør)

Valgkampen er i sidste fase og alle partier kæmper om at gøre sig positivt bemærket i forhold til de mange valgtemaer.

Trivsel for børn, unge og deres familier bør, af flere grunde, være et tema der fylder meget i politikernes bevidsthed.

– Børn i trivsel bliver på sigt voksne samfundsborgere der bidrager konstruktivt til samfundet, såvel lokalt som nationalt.

– Børn i trivsel er en positiv faktor i familiens dynamik – trivsel hos børn bidrager i høj grad til trivsel hos deres forældre.

– Børn i trivsel koster samfundet langt færre penge på både kort og langt sigt.

Aktuelt går debatten i mange kommuner på antallet af pædagoger i dagtilbud, kvalitet i læringsmiljøer og inklusion i flere forskellige sammenhænge. 

Det ville være at foretrække, at debatten gik et spadestik eller to dybere og beskæftigede sig med hvordan det sikres, at børn får det de har bedst af for at trives i forskellige aldre. 

De mindste børn har først og fremmest brug for “relation, ro, regelmæssighed og renlighed”, de har brug for, at få en solid fornemmelse af en tryg base hvorfra de stille og roligt kan udforske verden og gøre sig erfaringer i overskuelige rammer. Børn der i hjemmet og i daginstitutioner ikke mødes på denne måde risikerer i værste fald at bliver forstyrrede i deres udvikling i bedste fald, at blive psykisk skrøbelige voksne. 

Derfor – fokus skal væk fra læringsplaner der har et stærkt og primært fokus på børns læring og flyttes til sikring af rammer der gør det acceptabelt at en dygtig pædagog eller dagplejemor sidder på sin dertil indrettede det meste af dagen med børn omkring sig der udforsker verden i det tempo de er nået til. Aktiviteter “ud af huset” bør ikke være et mål, i sig selv, men noget der kan finde sted en gang imellem. 

Desuden – Der er intet holdbart socialfagligt eller pædagogisk argument for, at lade børn på to år og nogle måneder starte i børnehave – argumenter for tidlig start i børnehave er udelukkende af økonomisk karakter. Alderen for start i børnehave bør være højere end den er i mange kommuner og der skal finde en individuel vurdering sted for hvert barn – et halvt år betyder rigtig meget for børn i denne alder.

De lidt ældre børn har også i høj grad brug for at føle sig trygge for at trives og udvikle sig. 

Derfor – fokus i børnehaven bør være på relationsskabelse og relationsbevarelse – tilknytning. Opnåelse af tillid til egne evner gennem optimale frustrationer og tillid til relationer til andre børn og voksne gennem leg og nærvær. Timing ift. læring ved dyrkelse af små, sikre synlige, succeser. Mulighed for for forskellige aktiviteter der i passende grad er med og uden voksenstyring – tilbud. Kort sagt – børnehavebørn skal mødes med: “Tilknytning, Tillid, Timing og Tilbud”. Dette vil i mange tilfælde fordre højere normering – mere personale – men det er vigtigt, at debatten ikke reduceres til et spørgsmål om antal pædagoger, men foldes ud til, at være en debat om sikring af børnenes trivsel. 

Desuden – der er intet socialfagligt, pædagogisk eller læringsmæssigt argument for tidligere skolestart – tvært imod. Der er mange børn og unge med psykiske og sociale udfordringer der er kommet for tidligt i skole. Der ingen, om hvem man kan sige, at deres senere skolestart var medvirkende til samme udfordringer! Alderen for start i skole bør bero på en individuel vurdering der er frigjort for økonomisk incitament.

De større børn og unge i skolen har stadig brug for, at føle sig trygge for at trives og udvikle sig. “Relation, ramme, rimelighed, retning og rettidighed” bør præge det dannelse- og læringsmiljø skolen er. Relation til læren skabes ofte over tid med mindre denne besidder særlige kompetencer på området. Klasselærerfunktionen eller tilsvarende funktion bør derfor have langt mere opmærksomhed end det er tilfældet i øjeblikket. Børn der gennem opvæksten har manglet tryghedsfornemmelse og god relation til voksne er særligt udsatte hvis/når de i skoleregi udsættes for skiftende fagprofessionelle – deres utryghed øges og læringen går i stå. Rammen om elevens skolegang bør ikke være styret af økonomi, men af hvad den enkelte elev har brug for. Således er omfanget af inklusionsopgaven i den danske folkeskole ikke noget der bør styres af forudbestemte procentsatser eller de enkelte skolers økonomi, men af kompetente faglige og individuelle vurderinger fra relevante fagprofessionelle.

 Rimelighed i antal timer og omfanget af forventninger til eleven fagligt og socialt bør afpasses, så der er tale om optimale frustrationer for den enkelte elev. Eleven og dennes forældre bør mødes med forventning om samarbejde og udstikning af tydelig retning i forhold til almindelig dannelse – arbejdet med elevens adfærd og sociale kompetencer. Rettidigt bør der reageres hvis eleven viser tegn på, at ovenstående fokuspunkter ikke opfyldes, eller der af anden grund ses mistrivsel hos eleven – rettidigheden forudsætter ofte, at der er voksne der har en god relation til eleven og derfor tidligt ser tegn på elevens manglende trivsel.

Giv børn plads og ikke pres – lad dem gennem trygge rammer blive nysgerrige og kreative unge der har lyst til at lege og lære. 

Min påstand er, at investering i børn og unges trivsel, i kvalitet i det relationelle arbejde og i rettidige skift mellem institutionsformer kan betale sig økonomisk såvel som menneskeligt! 

Mads Hardahl-Haugaard
Borger i Ålbæk, far til fire, socialrådgiver og foredragsholder