Åbent brev til Ulla Astman
25. november 2017 - kl. 12:54 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Martin Knudsen, formand for Skagen Byting har sendt dette åbne brev til Ulla Astman, formand for Region Nordjylland:
Kære Ulla Astman.
Tillykke med valget!
Skagen Byting erfarer, at regionen vil spare stuer og stillinger på Ryg-og Gigtcenter Skagen. Vi går ud fra, at der er tale om embedsmændenes værk, for efter de mange centraliseringer i staten, de gamle amter og de nye kommuner, ser det ud til at regering og folketing samt politikere i regioner og kommuner har en gryende forståelse af, at udkanter ikke er noget, der er givet, men noget der skabes gennem beslutninger. Disse beslutninger træffes oftest i den offentlige sektor.
I en by som Skagen pendler der til overraskelse for mange betydeligt flere ind i byen end ud, hvilket er udtryk for, at der i byen findes gode arbejdspladser, men for lidt motivation for pendlerne til at bosætte sig. Den kendsgerning ønsker mange at se som et udtryk for, at huspriserne i Skagen er højere end andre steder i Vendsyssel, men efter vore sonderinger er det ikke hovedforklaringen. Den er, at variationen af arbejdspladser er for lille til, at pendlerne kan trække deres ægtefæller med herop.
Netop Ryg- og Gigtcenteret repræsenterer den sidste rest af den variation, der engang var i Skagen, og set i nordjysk perspektiv burde netop regionen være med til at genopbygge en ny variation frem for det modsatte. Ikke mindst i dette tilfælde, hvor der er tale om et velfungerende og meget rost center.
3 kommentarer til “Åbent brev til Ulla Astman” under annoncerne.
















Helt enig! Det giver ingen mening at “udsulte ” et velfungerende center med venteliste samt økonomisk overskud, som jeg har forstået det, er det embedsmænd der har foreslået besparelser på Skagen Ryg og gigtcenter politikerne har “bare” takket ja uden selv at tage ansvaret – Ingen fornuftige politikere ville ødelægge et så velfungerende center, eller tager jeg helt fejl? det må da bero på en misforståelse ?
Fantastisk flot skrevet, også tak herfra 😉
Godt skrevet – tak