
Ny bestyrelse valgt i koncernen Frederikshavn Forsyning A/S
30. januar 2018 - kl. 9:13 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Med henblik på valg af medlemmer til bestyrelser har Frederikshavn Forsyning A/S og koncernens syv datterselskaber i januar holdt ekstraordinære generalforsamlinger.
Byrådet, der er generalforsamling for Frederikshavn Forsyning A/S, har valgt byrådsmedlem Jens Hedegaard Kristensen som formand samt byrådsmedlem Flemming Rasmussen som næstformand.
Derudover var der genvalg af tidligere Elsam direktør Peter Høstgaard-Jensen og Peter Bak Frigaard, der er institutleder ved Institut for Byggeri og anlæg ved Aalborg Universitet. Alle er valgt for en 4-årig periode.
Disse fire medlemmer er desuden valgt til bestyrelserne for datterselskaberne.
Som medarbejderrepræsentanter i bestyrelsen for Frederikshavn Forsyning A/S blev Jan Karlsson og Ole Hansen valgt i foråret 2016 – også her gælder valget for 4 år. De to medarbejderrepræsentanter indgår også som bestyrelsesmedlemmer i datterselskaberne.
I de nye bestyrelser for Frederikshavn Vand A/S og Frederikshavn Spildevand A/S er formand for Frederikshavn Boligforening Bjarne Walentin og Yvonne Nordahn, Sæby indtrådt som forbrugerrepræsentanter efter forbrugervalget, der blev afholdt i efteråret 2017.
Det er en erfaren mand, der igen sidder i spidsen for Forsyningens bestyrelser. Jens Hedegaard Kristensen har været en del af det øverste beslutningsorgan helt tilbage i de Kommunale Værkers tid og videre over i selskabsdannelsen af koncernen Frederikshavn Forsyning 1994-2010.
”Jeg glæder mig og ser frem til et godt samarbejde i de nye bestyrelser med engagerede forbruger- og medarbejderrepræsentanter, med de to eksterne medlemmer, Peter Høstgaard-Jensen og Peter Bak Frigaard samt med min byrådskollega Flemming Rasmussen”, udtaler formand Jens Hedegaard Kristensen. ”Der bliver mange udfordringer i den kommende periode, og jeg håber, at vi til bestyrelsesmøderne får nogle gode debatter i forbindelse med vores beslutninger. Beslutninger, der kan påvirke alle de kunder, der hver eneste dag aftager en eller flere af vores forsyningsarter”, slutter formanden.
2 kommentarer til “Ny bestyrelse valgt i koncernen Frederikshavn Forsyning A/S” under annoncerne.
Frederikshavn Byråd har valgt, at supplere deres Bestyrelser i Forsyningen, Frederikshavn Havn og delvis Skagen Havn med professionelle bestyrelsesmedlemmer udefra. En Bestyrelse med ejerens repræsentanter, og folk med lang ledelsesmæssig og faglig baggrund indenfor Forsyningssektoren, har vist sig at være en god kombination.
Hvorfor ikke trække på lokale kræfter ? Det har vi valgt fra, fordi lokale erhvervsfolk, selvom de både er professionelle og dygtige, pr automatik vil ryge ind i mange beslutninger, hvor de vil være inhabile overfor mange af deres kollegaer i Kommunen. Sidst men ikke mindst den kendsgerning, at vi har været i stand til at kapre to store kapaciteter på Forsynings området, har selvfølgelig talt med. Begge bestyrelsesmedlemmer fra Vendsyssel i øvrigt !
Jeg kan ikke forstå at Frederikshavn Forsyning skal have bestyrelsmedlemmer som ikke bor i Frederikshavn Kommune.