250 gæster til dåb på Museet

2. juli 2018 - kl. 13:24 - af Michael Egelund (WebRedaktør)

I lørdags havde ca 250 af Skagens Museums Venner, og medlemmer af Museets erhvervsklub, takket ja til en invitation til sommerfest.

I centrum for arrangementet stod en nyudviklet rose, der skulle navngives.

Efter Lisette Vind Ebbesen havde budt velkommen og fortalt de fremmødte om museets kommende udstillinger og projekter, gav hun ordet videre til præst, Henrik Bang-Møller, der stod for navngivningen af rosen ( Læs hele Henriks tale nederst ).

Rosen fik navnet “Anna Ancher Rosen”, og der blev trukket lod om ti af de nye rosen-planter. På et senere tidspunkt bliver det også muligt at købe rosen, som endnu ikke er sat i masseproduktion og derfor kun er til rådighed i stærkt begrænset antal.

Arrangementet blev afsluttet i haven, hvor gæsterne kunne nyde, både en let anretning, og Casper Hejlesens Trio, der spillede et repertoire med gamle standards og sange som har fået et twist af moderne og nordisk jazzlyd.

Henrik Bang-Møllers tale:

»Den yndigste roser ER funden!« Det har Brorson og har ydermere skrevet om den i Salmebogen.

  Så det er altså ikke dén rose, vi navngiver i dag. Den er optaget, og det er jeg temmelig sikker på, at Anna Ancher (1859-1935) også ville skrive under på – som det fromme og kristelige gemyt hun også var.

  Men der er selvfølgelig også mange andre roser. I dag sikkert flere end dengang, Anna Ancher levede og malede.

  Måske var der særligt én – eller i det mindste én art, hun kastede sit årvågne og nysgerrige blik på, når hun færdedes i Skagens skønne natur eller faldt i staver over synet af stokroserne langs husmurene i byen.

  Jeg kan vist roligt sige, at dét ved vi ikke noget om, for Anna Ancher har ikke selv skrevet om det. 

  Men vi har jo lov til at bruge vores fantasi.

  Som kunstner har hun hinsides enhver tvivl haft skarptseende øjne, som hun havde med sig over alt, hvor hun færdedes. Og som indfødt skagbo har hun med sikkerhed haft en helt anderledes fortrolighed med både natur og mennesker, som ikke bare faldt for det iøjnefaldende. Hvilket sandsynligvis også har inspireret hendes mand, Michael Ancher. Og omvendt. (Se bare!)

  Men jeg synes godt, man kan sige, Anna Ancher i sine malerier var med til at gøre det upåagtede iøjnefaldende og derved også medvirke til at løfte det almindelige liv blandt jævne og arbejdsomme skagboer op i lys og betydning.

  Malerier har det tilfælles med musik, at kunstneren i det arbejder med andre – når det kommer til stykket – mere overbevisende virkemidler end det medium, der kun meddeler sig i ord.

  Ord kan ganske vist også være malende – læs blot J.P Jacobsen eller Jacob Paludan! Men i musik og maleri er det ikke kun intellektet, men også lidenskaberne, der tages i ed og bringes med ind i forståelsen af det ærinde, kunstneren forfølger.

  Anna Ancher var ikke en neutral iagttager. Hun kopierede ikke virkeligheden, men fremhævede med sit særlige fokus og perspektiv samt sin med tiden fuldt ud anerkendte kunstneriske teknik og egenart de forhold ved dagliglivet, som hun var vokset op med, og som havde givet hendes liv betydning og særpræg.

  Det gælder således med alle salgs kunstnere, at det ikke nytter noget, man er meddelsom, hvis man ikke har noget at meddele. Og jeg synes, vi med både Michael og Anna Ancher har med kunstnere at gøre, som – med en litterær terminologi – løfter prosaen op i poesi.

  Et af mine absolutte yndlingsmalerier af Anna Ancher er i forlængelse heraf så ganske afgjort ’Pigen i køkkenet’.

  På bordet bag pigen, der stilfærdigt er sysselsat ved køkkenbordet, ligger ingen blomster endsige en rose, men derimod – ja: fisk, blomkål og gulerødder.

  Jeg er ikke dygtig nok til at gå ind i en dybere analyse af maleriet, men det taler sit tydelig ’sprog’ om stor hengivenhed og engagement i hverdagslivet og dets skønhed – ikke uden slægtskab med det, man med henvisning til Martin A. Hansens forfatterskab kalder for ’gammellivet’.

Der er et nærmest uoverskueligt antal betydninger knyttet til rosen. Og ikke alle betydninger er ligefremt forenelige.

  Således symboliserer den røde rose i kristendommen både dødelighed og genopstandelse – fuldkommenhed eller fuldendelse på denne ene side  og smerte, Jesu blod og død på den anden.

  I sprogfilosofien taler man i dén forbindelse om begrebet ’forenende modsætninger’, på latin ’coincidentia oppositorum’.

  Den danske teolog og filosof K.E. Løgstrup (1905-1981), som bl.a. var ven med Ole Wivel (1921-2004) og brugte kunsten i sin filosofi, fremhæver netop den egenskab ved metaforen, at i den bringes to ofte stærkt modsatrettede billeder sammen i dét, man kalder ’tertium comparationis’, altså sammenligningspunktet.

  Netop fordi de to billeder er så forskellige, falder ligheden så meget desto mere i øjnene og generere erkendelse.

  Sammenfattende hedder det om metaforen: ’Forskellen urgeres, for at ligheden kan frappere.’

  På netop dét både sproglige og visuelle fænomen er rosen et fantastisk godt eksempel. Og for den kristne og teologen først og fremmest repræsenteret i korset – som både ophøjelse og fornedrelse i ét og samme figur. Hvis rosen optræder i forbindelse med et kors, placeres det ofte betydningsfuldt i netop midten – sammenføjningen mellem de to streger.

  Hvilke modsætninger, der gemte sig i Anna Ancher, kan man kvalificeret gætte på. Men naturligvis var der en modsætning mellem den frimodige og fritænkeriske – lad mig nøjes med at sige ’atmosfære’, som skagensmalerne havde med sig til Skagen fra ikke mindst København – og så det miljø, som Anna Ancher kom af og stadig vedkendte sig. Det gælder også i forhold til hendes mand, Michael Ancher.

  For ganske vist kan man hos Anna Ancher spore en både kunstnerisk og religiøst udvikling væk fra det mørkt-pietistiske til det mere lyst-kulturåbne.

  Men navnlig det stærke fokus på korset, som pietismen kredsede om, og som hos dens proselytter havde en tilbøjelighed til at vende sind, tanker og andagt indad, kunne ikke slippe sit prægnante tag i hende.

  Sådan som jeg i hvert fald mener at kunne se det hos hende. Men også sådan, som den slags alvorlige kristendom altid har fundet en dyb klangbund hos mennesker, hvis’ eksistens og liv er udsat og underkastet kræfter, man ikke selv råder over, men ubønhørligt er underkastet på godt og ondt.

  Den slags eksistenser var der mange af i Skagen på dén tid, Anna Ancher levede, og hvor som bekendt også vækkelserne drev ind over byen og satte sit præg på dens befolkning i lang tid fremover. Også på Anna Ancher og hendes familie.

  Hvad der på dén baggrund har bragt Anna Ancher sammen med rosen, véd jeg ikke. Luther havde heller ikke nogen særskilt interesse for roser, men fik sig dog en ´Lutherrose’.

  Men som Anna Ancher med sin kunst repræsenterer et lyst sind med dybe, mørke rødder, der signalerer rodfæstethed og integritet – på samme måde repræsenterer rosen i uanset hvilken skikkelse, man måtte forefinde den, naturens egen, upåvirkelige forædling af sin sine egne iboende kræfter; en slags ømhed og lidenskab af jordens eget skød, som vi mennesker – herunder Anna Ancher – kun kan stå i skyggen af.

  Anna Ancher stillede sin kunstneriske virksomhed og sine evner i tjeneste for det ellers undseelige samt så det store i det små og hverdags- og naturlige. Derfor fortjener hun også at få en rose opkaldt efter sig.

  Man kan måske sige, at Anna Ancher på linje med andre kunstmalere bliver taget i skole af livet selv – af livet mellem mennesker og den natur, som omgav dem. En slags talende tavshed, som efterlader sig dybe spor hos den, der lytter og iagttager.

  Eller som vores egen landsmand, Søren Kierkegaard (1813-55) formulerer det i en gudelig tale fra 1849, som ganske vist handler om Liljen, men ligeså godt kunne have handlet om rosen:

»Thi vistnok er det Talen, der udmærker Mennesket fremfor Dyret, og da, hvis Nogen saa vil, langt fremfor Lilien. Men fordi det er et Fortrin at kunne tale, deraf følger ikke, at det ikke skulde være en13 Kunst at kunne tie, eller at det skulde være en ringe Kunst; tvertimod, just fordi Mennesket kan tale, just derfor er det en Kunst at kunne tie, og just fordi dette hans Fortrin saa let frister ham, derfor er det en stor Kunst at kunne tie. Men det kan han lære af de tause Læremestere: Lilien og Fuglen.« Og rosen!

Tak for opmærksomheden!

Henrik Bang-Møller