Et sidste farvel på Skagens Museum

Et sidste farvel på Skagens Museum

15. september 2018 - kl. 11:45 - af

Skagens Museum åbner i dag udstillingen “So long fra kælder til nye samlinger” der er et sidste farvel, eller et “so long”  til 35 værker som skal udskilles fra museets samling. 

I går var der fernisering for indbudte gæster, og efter formand for museets bestyrelse, Bjarne Kvist, havde budt velkommen, fortalte Museumsdirektør Lisette Vind Ebbesen* om udstillingen. Selve åbningstalen var lagt i hænderne på Niels Haugaard,og han holdt en humoristisk tale om det med ikke at passe ind, ligesom de 35 værker ikke passer ind på Skagens Museum.

Skagens Kunstmuseer er et museum for skagensmalere, nærmere betegnet de danske og udenlandske kunstnere, der i årene 1870-1935 var en del af kunstnerkolonien i Skagen. Det er dem, vi indsamler værker af, forsker i og beskæftiger os med. Det står i vores vedtægter, og det var hele idéen, da man stiftede Skagens Museum i 1908.

Museet har dog også værker i samlingen, som ikke er skabt af skagensmalerne. Det er værker, som er lavet af forskellige kunstnere i tiden efter skagensmalerne, og som ikke direkte relaterer sig til dem. Værkerne har stort set aldrig været udstillede, så de har levet et stille liv i vores mørke magasiner. “Vi har nu besluttet at udskille disse værker fra samlingen og overdrage dem til andre statsanerkendte museer, som har samlinger, hvor værkerne hører bedre hjemme end hos os, og hvor de vil blive passet godt på, forsket i og udstillet for offentligheden, fortæller Lisette Vind Ebbesen.

Med udstillingen ønsker Museet at belyse begrundelsen for at udskille værkerne fra vores samling og at vise dem i Skagen, inden de drager afsted til deres nye hjem.

*Lisette Vind Ebbesens tale:

Da jeg for 12 år siden startede på Skagens Museum og trådte ind i den daværende administrationsbygning – den smukke røde Plesnerbygning på Sct. Laurentii Vej – lagde jeg straks mærke til, at der var nogle rigtig fine malerier hængt op i administrationslokalerne:

  • I entréen var et forholdsvist stort maleri som i grålige toner skildrede en opstilling af forskelligt vraggods. Et værk lavet af den lokale kunstner Poul Winther og som havde fået titlen ’Chet Baker’, efter den amerikanske jazztrompetist.
  • Bag ved kontoreleven hang et maleri af billedkunstneren, dadaisten og digteren Sven Dalsgaard med titlen ’Måger på Skagen strand’.
  • Og på direktørens kontor hang et fantastisk Poul Anker Bech maleri med titlen ’Væltet bord i Råbjerg Mile’.

Efter kort tid fandt jeg ud af, at værkerne var en del af museets samling og jeg fandt også hurtigt ud af, at der gennem årene havde været mange og lange snakke om, hvorvidt disse værker hørte hjemme i museets samling eller ej.

Den udstilling vi åbner i dag hedder ”So long – fra kælder til nye samlinger” og den tager afsæt i mange års arbejde med at fokusere museets samling, så den mere præcist modsvarer vores vedtægtsbestemte fokusområde, nemlig skagensmalerne.

Hvis nogen skulle være det mindste i tvivl, så er skagensmalerne den gruppe af kunstnere, som i årene fra ca. 1870 til 1935 var en del af kunstnerkolonien i Skagen. Det er værker af disse kunstnere vi er specialiserede i. Det er værker af disse kunstnere vi fortsat erhverver, registrerer, bevarer, forsker i og formidler. Det er den forpligtelse vi har i forhold til vores vedtægter og i forhold til at være et statsanerkendt kunstmuseum. Vi er et hovedmuseum for skagensmalerne, vi har omkring 9000 af deres værker i samlingen og det er skagensmalerne vi gerne vil bruge alt vores krudt på.

I samlingen har vi dog, som jeg indledte med at sige, værker, som ikke er lavet af skagensmalerne og som derfor falder uden for vores speciale. Det er værker, som er lavet af forskellige kunstnere i tiden efter skagensmalerne, eksempelvis Sven Dalsgaard, Poul Winther og Poul Anker Bech. Værker som andre museer er specialister i og værker som i øvrigt har tilbragt langt størstedelen af deres tilværelse på et mørkt og aflåst magasin eller som udsmykning i et kontorlandskab.

De værker fortjener bedre og derfor har vi nu besluttet – i øvrigt på stærk anbefaling fra Slots- og Kulturstyrelsen – at udskille dem fra museets samling. Og nu bliver det lidt teknisk:
Som statsanerkendt kunstmuseum er vi underlagt den danske museumslov og ifølge den kan man ikke bare sådan lige skille sig af med et værker som er indlemmet i samlingen. Man må ikke hverken sælge eller forære værkerne væk, med mindre at der er andre statsanerkendte museer, som kunne tænke sig at overtage værkerne og indlemme dem i deres samling.

Heldigvis har det vist sig, at der er andre statsanerkendte museer, som gerne vil indlemme disse værker i deres samlinger – og det vidner jo også, om værkernes kvalitet og vigtighed.

Vi har fundet gode, nye hjem til alle de 35 værker, som vi udskiller i denne omgang. Og jeg vil gerne sige tak og tillykke til de syv museer, der optager et eller flere værker i deres samlinger. Det drejer sig om:

Vendsyssel Kunstmuseum i Hjørring
Kystmuseet i Skagen
Kunsten i Aalborg
Randers Kunstmuseum
Museum Jorn i Silkeborg
ARoS i Aarhus
Sorø Kunstmuseum 

Inden værkerne drager afsted til deres nye hjem og samlinger, vil vi gerne vise dem frem her i Skagen. Det er blevet til en superfin udstilling, hvor de modtagende museer har bidraget til udstillingens formidling med deres ekspertise om netop de kunstnere og de motiver, det drejer sig om, og hvor vi også har valgt at belyse alle disse tekniske ting omkring museernes ansvarsområder og retningslinjerne omkring udskillelse fra samlingerne.

Som jeg indledte med at sige, er debatten omkring dette slet ikke ny. For 50 år siden diskuterede man også hvorvidt kunstnere i tiden efter skagensmalerne hørte hjemme i museets samling eller ej. I vores arkiv har vi bla. et brev fra kunstneren og skagboen Poul Winther, som i januar 1969 skrev således til den daværende museumsdirektør Eigil Brünniche og museets bestyrelse:

Til Direktør Eigil Brünniche og Skagens Museums bestyrelse,
”Jeg har fået at vide, at De har udtalt, at De ikke vil have nyere maleres malerier ophængt på museet. Og jeg har ved selvsyn i dag set at ingen af de nyere maleres billeder er ophængt, og derfor heller ikke nogle af de to malerier Skagens Museum har af mig (…) Jeg anmoder Dem derfor høfligst om, at få lov til at købe mit maleri tilbage.”
Poul Winther ønskede altså ikke, ganske forståeligt, at hans værker skulle opholde sig på museets magasin.

Det lykkedes dog ikke Poul Winther, at købe sine værker tilbage, så de kunne blive bragt frem i lyset, og desværre kommer han heller ikke til at opleve at værkerne nu kommer ind i en samling, hvor de netop kommer frem i lyset, for Poul Winther afgik ved døden for bare to måneder siden. Han var en dygtig kunstner og en fin repræsentant for nordjysk billedkunst, og det glæder mig at hans værker nu bringes fra vores kælder til Vendsyssel Kunstmuseums samling.

Så altså:

  • Poul Winthers forholdsvist store maleri som i grålige toner skildrer en opstilling af forskelligt vraggods og med en titel opkaldt efter den amerikanske jazztrompetist, ’Chet Baker’, kommer nu til Vendsyssel Kunstmuseum, som i forvejen har en stor samling af Poul Winthers kunst, bla. et værk som hedder ’Chet Baker II’, og som er en pendant i en mørkere udgave.
  • Sven Dalsgaards ’Måger på Skagen strand’, kommer nu til Randers Kunstmuseum, som med mere end 1100 Sven Dalsgaard værker er kunstnerens absolutte hovedmuseum.
  • Og Poul Anker Bechs ’Væltet bord i Råbjerg Mile’, kommer også til Vendsyssel Kunstmuseum, hvor det helt naturligvis hører hjemme, hvor det vil blive forsket videre i, taget sig af og vigtigst af alt vist frem for alle som måtte være interesserede i at se det.

Inden jeg om lidt giver ordet til Niels Hausgaard, vil jeg gerne sige tusind tak til alle dem som har været involverede i arbejdet med at opbygge udstillingen. Det har igen været en stor og spændende opgave, og det er faktisk noget som alle medarbejderne i huset er involverede i på forskellige måder og tidspunkter, så tusind tak til jer alle sammen.

Det er vores inspektør, Sara Line Batson Matzen, som har været den ansvarlige leder af projektet og tusind tak til dig og hele udstillingsteamet, som har lavet en smuk og spændende udstilling, både fagligt, teknisk og grafisk.

Jeg håber I vil nyde udstillingen og I behøver ikke sige ’farvel’ til værkerne – I skal hellere sige ’goddag’ eller ’på gensyn’!

Ligesom Bjarne Kvist glæder jeg mig nu til at høre Niels Hausgaards åbningstale, så Niels: tak fordi du ville komme til denne åbning og værsgo, ordet er dit.

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Et sidste farvel på Skagens Museum' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2025 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger