Stort fremmøde til åbning af juleby

Stort fremmøde til åbning af juleby

16. november 2018 - kl. 14:05 - af

I formiddags blev den store julesatsning med Julemarked i Ålbæk åbnet. Formand for Ålbæk Handels- & Håndværkerforening Peter E. Nielsen bød velkommen og Borgmester Birgit Hansen holdt åbningstalen ( læs den nederst i artiklen ).

Børn fra Ålbæk og Jerup børnehaver sang julesange for de mange fremmødte, inden Borgmesteren tændte lyset i den lange lystunnel, der fører ned i haven bagved Ålbæk Gl. Kro hvor de mange  flotte boder ligger. Her er mange forskellige og spændende ting at smage på, så er der også smagfulde ting og sager, man ikke blot kan nyde synet af, men også kan købe.

Frem til den 16. december kan man hver fredag, lørdag og søndag besøge Danmarks nordligste julestemning fra kl. 11.00 – 20.00.

Borgmesterens tale:

Kære alle. Rigtig glædelig jul.

Når vi sådan i det daglige på Rådhuset taler om ”Smagen af jul” og alt det andet, der sker i Ålbæk i december, siger vi ”Peters julemarked”. Og det er med slet skjulte hentydninger til ”Peters jul”. Og det er faktisk heller ikke helt hen i vejret. For Peter, du har jo på mange måder været primus motor.

Men samtidig er det hele Ålbæks julemarked. Der er rigtig mange gode kræfter, der vil det her. Tak for jeres indsats. Som borgmester gør det mig stolt, når der sker noget nyt i kommunen.

”Smagen af jul” er et drømmeeksempel på, hvordan man gør sådan noget. Først er der nogen, der får en bragende god idé. Så snakker I sammen. Samler interesserede og sætter et hold. Og så lægger I alle gode kræfter i for at samle penge ind og finde sponsorer, der vil spytte i kassen.

Og så – først til allersidst – går I til kommunen og spørger, om vi også kunne give lidt. Og det kunne vi. Det er god stil.

Og lige om lidt skal vi så se, hvad der er kommet ud af det. Og mon ikke resultatet er imponerende. Det er Danmarks nordligste julemarked. Det gør det i sig selv til noget særligt. Jeg har hørt, at der er hygge for alle sanser. Masser af duft og smag. Og en original julestemning, som vi kender det fra Tyskland.

Jeg ved, at I har gjort meget ud af det. Sådan er I jo i Ålbæk. Julebelysningen er i særklasse, og de flotte hytter er tegnet af dygtige lokale arkitekter. Og så sælger I alle mulige lækre ting og sager. Meget af det er produceret her i området. Det bliver ikke et problem at få slukket hverken sulten eller tørsten.

Vi kan købe gløgg og klejner. Sild og snaps. Kaffe og kakao. Chokolade og honning. Det er i dén grad muligt at smage på julen her i lysets landsby.

Og så må jeg drille jer lidt. For jeg synes, at det altid handler om mad i Ålbæk? Men det er kun hyggeligt.

Der sker altid så meget i Ålbæk. Alle er med. Jeg plejer at sige, at Ålbæk har det hele for det hele liv. Noget for både børn, voksne og ældre. Her er dejlige butikker og skønne spisesteder. En pragtfuld havn. Kulturtilbud og togstation. Det handler bare om at sænke skuldrene og nyde dette dejlige sted.

I Ålbæk er I altid klar til at tage imod. I har ressourcerne. I har de forretningsdrivende. Og nu har I også ”Smagen af jul”. Pas godt på det hele. Fortsæt det gode arbejde. Og lad os i fællesskab fortsat udvikle området.

Nu skal vi have åbnet julemarkedet. Jeg har lovet at hjælpe med at tænde lystunnellen. God fornøjelse. En ny tradition er født.

 

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Stort fremmøde til åbning af juleby' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2018 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER