Slut med forskellig indsamling af plastaffald

Illustrationsfoto.

Slut med forskellig indsamling af plastaffald

5. december 2018 - kl. 10:16 - af

Det skal være slut med forskellig indsamling af plastaffald. Det hindrer en effektiv genanvendelse, at kommunerne indsamler plastikaffald på forskellige måder. Derfor vil miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen nu udarbejde fælles standarder.

I forbindelse med, at Frederikshavn Kommune for få måneder siden gik over til ny form for affaldssortering, spurgte avisen Forsyningen om, hvorfor der ikke også skulle samles plastaffald. Hver gang har Forsyningen forklaret, at det i øjeblikket ikke er rentabelt.

Nu lyder det således fra Jakob Ellemann-Jensen: ”Vi skal have fælles ordninger for sortering og indsamling af plastikaffald på tværs af kommuner.”

For at gøre affaldssorteringen nemmere for borgerne og affaldsbehandlingen bedre for virksomhederne vil ministeren nu lave fælles standarder for plastikaffald.

Bedre sortering og indsamling

”Hvis vi skal kunne genanvende mere plastik, skal vi sortere og indsamle vores affald ens. I dag står indsamlerne tilbage med en stor uens masse af plastikaffald, som er svær at genanvende. Hvis vi vil have højere kvalitet i genanvendelsen, kræver det bedre sortering og indsamling. Det vil gøre det meget lettere og mere økonomisk attraktivt at få plastikaffald genanvendt,” siger miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen.

Husholdninger skal bidrage med mere

I dag indsamler og genanvender vi i Danmark ca. 1/3 af vores plastikemballageaffald. I beregninger fra Plastikbranchen anslås det, at imens erhvervet står for 55 %, bidrager husholdningerne blot med 17 %. Det er alt for lidt, også set i lyset af nye ambitiøse målsætninger fra EU om at nå 50 % genanvendelse i 2025.

”Vi skal gøre det let for borgerne at sortere affaldet, så det nemt og enkelt kan genanvendes. Jeg tror, at alle i branchen er enige om, at der er brug for fælles retning,” siger Jakob Ellemann-Jensen.

Standardiseret sortering og indsamling af plastikaffald er blot et af en lang række elementer i regeringens kommende plastikhandlingsplan.

Fakta om plastikaffald og plastikemballageaffald
Der eksisterer ikke på nuværende tidspunkt et fyldestgørende datasæt over, hvor store mængder plastikaffald, danskerne samlet set årligt smider ud. Nedenfor fremgår estimater fra Miljøstyrelsens emballagestatistik og den europæiske brancheorganisation for plastikproducenter PlasticsEurope.  

Plastik: 
• Der forbruges årligt 500.000 tons plastik i Danmark (estimat PlasticEurope)
• Vi genererer årligt 340.000 tons plastikaffald i Danmark (estimat PlasticEurope)
• Det estimeres, at ca. 63 % sendes til forbrænding, ca. 36 % til genanvendelse og ca. 1-2 % til deponering (PlasticEurope)

Plastikemballage:
• Vi generer årligt 215.000 tons plastikemballageaffald (Miljøstyrelsens emballagestatistik 2016, endnu ikke publiceret) 
• I 2016 blev % af plastikemballagen fra husholdninger og erhverv genanvendt (Miljøstyrelsens emballagestatistik 2016, endnu ikke publiceret). 
• Danmark er gennem det nyligt reviderede emballagedirektiv forpligtet til at efterleve mål for genanvendelse af plastikemballage på 50 % i 2025 og 55 % i 2030. 
• Det estimeres, at omkring 17 % af det plastikemballageaffald, der genereres i husholdningerne, sendes til genanvendelse. (PlasticEurope) 

Link til Miljø-, Natur- og Fødevareministeriets hjemmeside med omtale af de nye planer:

https://mfvm.dk/nyheder/nyhed/nyhed/det-skal-vaere-slut-med-forskellig-indsamling-af-plastikaffald/

 

Tekst tilpasset af Per Rye

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Slut med forskellig indsamling af plastaffald' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2025 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger