Illustrationsfoto.
Byrådet skal beslutte indstilling om havvindmøller
12. december 2018 - kl. 8:24 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Byrådet skal på rådets sidste møde inden jul den 17. december beslutte sig for, hvilken indstilling Frederikshavn Kommune skal fremsende til energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt om 5 planlagte kystnære havvindmøller 4,5 km ud for Frederikshavn med en af møllerne tæt på Hirsholmene.
Kommunalbestyrelsen har indsigelsesret. Indsigelsesretten (Lov om fremme af vedvarende energi, § 22b) medfører, at Byrådet har mulighed for at fremsætte en betinget indsigelse mod, at der gives tilladelse til forundersøgelser, for så vidt angår havvindmøller, der planlægges placeret i op til 8 km fra kommunens kyststrækning.
At indsigelsesretten er betinget, betyder, at det beror på en konkret vurdering, om der foreligger tungtvejende hensyn til klima- og miljømæssige eller samfundsøkonomiske hensyn, herunder hensyn med henblik på at nedbringe afhængigheden af fossile brændstoffer og hensynet til forsyningssikkerheden, at et projekt bør gennemføres på trods af den kommunale indsigelse.
Flertal i Byrådet sikret på forhånd
Men inden for de seneste par uger har den socialdemokratiske byrådsgruppe og SF’s byrådsmedlem offentligt tilkendegivet, at de går ind for havvindmøllerne, så dermed synes et klart flertal at ønske et ja.
Virksomheden European Energys ønsker at etablere et demonstrations- og testsite for havvindmøller ud for Frederikshavn Havn, budgetteret til ca. 600-750 mio. kr. European Energy har ansøgt Energistyrelsen om en forundersøgelsestilladelse. Ved havvindmølleprojekter er det Energistyrelsen, der er øverste myndighed.
En forundersøgelsestilladelse vil give ret til, at der kan laves specifikke undersøgelser af lokaliteten, hvor der skal opstilles møller. Derefter skal ansøgeren udarbejde en såkaldt forundersøgelsesrapport. Denne rapport skal bl.a. indeholde en vurdering af projektets påvirkning af miljøet (En såkaldt VVM-redegørelse).
VVM-redegørelsen for vindmølleprojekter på søterritoriet bliver fremlagt i offentlig høring, hvor offentligheden (herunder kommunen) har mulighed for at komme med indsigelser og bemærkninger; men den kommunale indsigelsesret gælder som nævnt alene i forbindelse med behandling af ansøgning om forundersøgelsestilladelse. Efterfølgende kan der af Energistyrelsen meddeles etableringstilladelse til projektet samt en tilladelse til el-produktion på anlægget.
Intet krav om kommunal investering
Kommunen peger selv på følgende: ”Modsat tidligere potentielle investorer, som har arbejdet med udviklingen af havmølleparken, har European Energy ikke stillet krav om investering fra kommunens side. Gevinsten er styrkelse af det lokale erhvervsliv og indfrielse af den kommunale energimålsætning.” Og der er ingen investeringskrav fra hverken Energibyen eller Frederikshavn Havn.
I alt er der bilag på over 300 sider med anbefalinger og indsigelser på Byrådets dagsorden.
Mere end 165 kommentarer
Der er gennemført 2 borgermøder og en offentlighedsfase. Kommunen har modtaget 33 positive tilkendegivelser og 131 negative tilkendegivelser, 1 underskriftsindsamling med 253 negative tilkendegivelser, 1 negativ tilkendegivelse fra en grundejerforening ved Sindallund i det nordlige Frederikshavn, hvor der angives, at de svarer på vegne af 163 grundejere. 7 har indsendt spørgsmål uden at forholde sig til møllerne. Derudover er der en tilkendegivelse fra Dansk Naturfredningsforening og en fra Friluftsrådet, der bedst kan betegnes som betingede positive. Derudover foreligger der tilkendegivelser fra Erhvervshus Nord, Turisthus Nord, Frederikshavn Havn og Strandby Fiskeriforening, som er positive over for projektet.
De indsendte anbefalinger og protester er hovedsageligt fra borgere fra Skagen i nord til Sæby og Lyngsaa i syd og fra Hirsholmene i øst til Sindal i vest. Der er sågar en henvendelse fra Gilleleje og for den sags skyld fra Varde. Det vidner om, at det er en sag, der optager store dele af befolkningen.
Grøn gevinst versus lavfrekvent støj
Anbefalingerne går primært på, at der kan forventes opnået mange grønne gevinster ved møllerne. Protesterne mod møllerne er nok mod synet af de meget store møller på op mod 300 m, men går ikke mindst på frygten for lavfrekvent støj.
Således peger Rønnerhavnens Bådelaug på, at fyret på Hirsholmene er 27 m højt og et flot pejlemærke midt i horisonten uden for Frederikshavn. Fyret står på en af vores flotteste naturperler i Danmark. Møllerne er planlagt til en højde på op mod 300 m – altså mere end 10 gange så høje! ”Vil den almindelige borger i Frederikshavn Kommune få glæde af den miljørigtige energi mod at give afkald på den flotte havudsigt – tvivlsomt,” lyder det i bådelaugets indsigelse.
Omvendt lyder det bl.a. en anbefaling: ”Koret af modstandere med deres skrækscenarier om flimrende sollys, flashlight og støjgener har ikke hold i deres påstande. Støjen er der, men ikke værre end vindens susen i trækronerne.”
Link, hvor alle de mange anbefalinger og indsigelser kan læses i deres fulde længde:
Tekst: Per Rye
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Byrådet skal beslutte indstilling om havvindmøller' til en bekendt