
Nye stole blev taget i brug
14. december 2018 - kl. 8:26 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
SkagenBio blev forleden genåbnet i en tidsvarende version. Biografens mange frivillige samt sponsorer var inviteret, først til champagne og taler, og derefter til film, med popcorn og sodavand.
Filmen “Den tid på året” kunne nydes fra biografens nye stole, og allerede inden filmen gik i gang, var der mange positive kommentarer om siddekomforten.
En af talerne stod Biografens bestyrelsesformand, Kirsten Leth, for:
Kære alle sammen.
Hjertelig velkommen kære biofolk, kolleger på Kappelborg, og sidst men ikke mindst hjertelig velkommen til alle jer som har gjort det muligt at få vort største ønske for Skagen Bio opfyldt, nye stole til vores publikum.
Stole med kopholder, stole som nu er placeret midt i salen, stole som har opgang i begge sider – med gelænder.
Stole til vores by, til vores gæster, store og små ,unge og gamle.
En tidssvarende biografsal som medvirker til publikumsudvikling i dette fantastiske hus, Kappelborg.
Jeg ved at dette er lige så stort for Lars som det er for os i SkagenBIO.
Men lige nu vil jeg have lov at glædes sammen med den forening som jeg er så stolt at være en del af.
En forening, som er drevet af en flok på 50 fantastiske mennesker som siden starten for 7 år, har holdt ud, holdt sammen og holdt ved.
Som har medvirket til at Skagen har fået en biograf, som har villet stille op uge efter uge, formiddag, eftermiddag, aften, lørdag og søndag, påske og pinse for aktivt at være en stærk medspiller på den kulturelle palet .
Vi har troet på at hvis vi gjorde det godt, hvis vi satte os det mål at arbejde professionelt, hvis vi udviste engagement, så ville publikum komme, så ville vi få medlemmer, så ville vi få opbakning.
Vi har fået opbakning, vi har fået publikum og medlemmer både skawboere og gæster udefra.
Og i dag kan jeg stå her og sige at vi har fået den største anerkendelse af vores arbejde.
I kære sponsorer har bidraget til at vores drøm om en tidsvarende biograf er gået i opfyldelse.
På vegne af alle frivillige vil jeg gerne takke:
Estrid og Jørn Hesselholt.
Jonna Thygesen Is cafeen
Ole Surland
Familien Munch
Lions Skagen
Byfonden Skagen
ENV fonden Vulkan Århus
Gunhild og Mogens Johanesen, Vejle
Vores drøm om nye stole i biografsalen er opfyldt .
Tusind tusind tak.
Vi lover at vi vil fortsætte med at udvikle SkagenBIO.
Vi ønsker at inddrage børnefamilierne, at inddrage de unge som vil få særligt fokus i tæt samarbejde med Kappelborg.
Kulturhus Kappelborg har fået en kraftig makeover med denne flotte sal ,og vi har fået en biografsal som kan måle sig med de store .
SkagenBIO har den bedste lyd, det bedste billede og nu de lækreste stole.
Vi er så klar til at modtage publikum .
Der står der popcorn og sodavand klar ved indgangen, for selvfølgelig skal I indvie vores kopholdere.
Kig på jeres billet – find række og nummer på stolen.
Sæt jer, læn jer godt tilbage og nyd en god film i SkagenBIO.
Stort tillykke til os allesammen.
Skål.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Nye stole blev taget i brug' til en bekendt