Stadepladsmidler booster turismen i Skagen
14. december 2018 - kl. 8:25 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Årsskiftet nærmer sig og hermed kan der blandt andet gøres status for uddelingen af stadepladsmidler i 2018. I år er puljen uddelt til fire projekter for at give størst mulig effekt i forhold til handel og turisme i Skagen. Det er blandt andet kommet Skagen Race og Skagen Marathon til gavn, og begge events har haft fremgang i antallet af deltagere i 2018.
Hvert år uddeles der midler fra de såkaldte stadepladser i Skagen – det vil sige den lejeindtægt som butikker, restauratører med flere betaler for at bruge byens stadepladser i et vist tidsrum. Formålsparagraffen for stadepladsmiddelpuljen er, at midlerne skal støtte aktiviteter eller projekter, som er handels- og turismefremmende i Skagen.
I 2018 har stadepladsmiddeludvalget, som består af Turisthus Nord, Skagen Handelstandsforening samt Skagen Hotel og Restauratørforening, valgt at uddele puljen til fire projekter/events med sigte på at give størst mulig effekt. De fire projekter og events er:
- Skagen Race (Tidligere Helly Hansen Skagen Race)
- Skagen Marathon
- Pinsekoncert med mere.
- Vinterbaderturisme
Arrangørerne bag Skagen Race har store ambitioner om at skabe en regatta, der på sigt udvikler sig i retning af Kieler Woche. Derfor så man langt flere startsteder i 2018 og hermed også flere deltagere i regattaen med omkring 200 både. Skagen Race er ét af årets helt store events i Skagen, der giver en enorm omsætning i byen, og mange lystsejlere kommer hertil fra Sverige og Danmark for at opleve stemningen i Kristi Himmelfartsdagene.
Skagen Marathon, der fejrer 10 års jubilæum i 2019, blev oprindeligt lanceret for at booste turismen i ydersæsonen. Tilskuddet fra stadepladsmidlerne i år gav også et godt afkast med en markant vækst i antallet af løbere på 21 %.
Skagen Handelstandsforening arrangerer en række aktiviteter og koncerter året rundt for at tiltrække handlende til byen, og som noget nyt arrangerede handelstandsforeningen en stor pinsekoncert med Eran DD som hovednavn. Koncerten blev en stor succes med mange glade pinsegæster i byen.
Vinterbadning er større end nogensinde og med afsæt i Skagen Vinterbaderfestival er der et stort ønske blandt Skagens turismeaktører om at bruge vinterbadning som en vækstmotor for at fremme turismen i vinterhalvåret. For at booste vinterbaderturismen gives der blandt andet støtte til nye sauna-faciliteter samt til nye udviklingstiltag i 2018 og 2019 i et samarbejde mellem Turisthus Nord og vinterbaderklubben Isbryderne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Stadepladsmidler booster turismen i Skagen' til en bekendt