
Arkivfoto.
Vintersolhverv i dag – nu går det mod lysere tider
21. december 2018 - kl. 13:25 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Dagen i dag den 21. december er årets korteste dag. Præcis kl. 23,23 i aften (nogle kilder mener kl. 23,22) er det vintersolhverv. Derefter går det mod lysere tider helt frem til Sankt Hans. Allerede i morgen har vi et par sekunders længere tid med sollys.
Illustreret Videnskab forklarer, at solhverv stammer fra oldnordisk og betyder ”solvending”. Vintersolhverv på den nordlige halvkugle er det tidspunkt, hvor jordens nordakse hælder mest muligt væk fra solen og dermed modtager mindst muligt dagslys.
Fænomenet opstår, fordi jorden ikke roterer oprejst om solen, men skævt med mellem 23,4 og 23,5 graders hældning.
Illustreret Videnskab skriver, at sommersolhverv i 2019 er den 21. juni for den nordlige halvkugle. Frem til da bliver dagene i gennemsnit 3 minutter og 20 sekunder længere pr. døgn.
I 2019 er vintersolhverv præcist den 22. december kl. 5,19, og i 2020 den 21. december kl. 11,02.
De to tidspunkter, hvor solens position er midt imellem solhvervene, kaldes jævndøgn.
Hældningen betyder ifølge DMI, at den nordlige halvkugle læner sig væk fra solen i vinterhalvåret og ind mod solen i sommerhalvåret. For den sydlige halvkugle gælder det modsatte. Denne hældning er grunden til, at vi har årstider. Vintersolhverv er således et globalt fænomen.
Link hvor der kan læses meget mere om vintersolhverv og tidligere fejring af solhvervsfester:
https://illvid.dk/naturen/aarstider/vintersolhverv-nu-rammer-aarets-korteste-dag
Link, hvor der kan læses om jævndøgn:
https://da.wikipedia.org/wiki/J%C3%A6vnd%C3%B8gn
Link til DMI’s beskrivelse og illustration:
http://www.dmi.dk/nyheder/arkiv/nyheder-2018/december/vintersolhverv-vinker-forude/
Tekst: Per Rye
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Vintersolhverv i dag – nu går det mod lysere tider' til en bekendt