
Illustrationsfoto.
Ålbæk Vandværk ønsker to nye boringer
17. februar 2019 - kl. 9:18 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Frederikshavn Kommune er klar til at give Ålbæk Vandværk tilladelse til indvinding af grundvand fra 2 nye boringer (DGU 4.277 og 4.278) samt etablering af vandindvindingsanlæg. Tilladelsen gives i henhold til bl.a. vandforsyningsloven.
Formålet med indvindingen er at levere vand til forbrugerne ved Ålbæk Vandværk.
De nye boringer er placeret umiddelbart op ad 2 eksisterende boringer. De eksisterende boringer kan ikke længere levere vand på grund af defekte filtre. Der vil blive oppumpet max. 8 m3 /time fra de nye boringer.
Miljøstyrelsen har givet tilladelse til etablering af de 2 boringer jf. skovloven, idet arealet er fredskovspligtigt. Det kræves, at arbejdet udføres så skånsomt som muligt overfor den eksisterende vegetation. Vandværket skal reetablere arbejdsarealer fuldstændigt og skovveje til samme standard (overflade og bæreevne) som før. Reetablering efter udførelse og sløjfning af boringer skal godkendes af Naturstyrelsen Vendsyssel.
Ved placering af boringer med tilhørende ledningsanlæg skal der sikres aftale om uforstyrret beliggenhed og adgang til eftersyn og vedligeholdelse mv. De gamle boringer er sløjfet i forbindelse med etablering af de nye boringer.
Prøvepumpning af de nye boringer viser, at det er muligt at udvinde tilstrækkeligt vand fra boringerne. Analyse af vand fra boringerne viser vandkvalitet, svarende til kvaliteten i de boringer der er erstattet. Der kan derfor gives tilladelse til permanent indvinding fra boringerne.
Etablering af boringerne og en efterfølgende permanent indvinding herfra skønnes ikke at få nogen væsentlig indvirkning på omgivelserne. Da indvindingstilladelsen ikke øges, og de nye boringer placeres lige op af eksisterende boringer, vurderes det, at indvindingen herfra ikke vil ændre på den nuværende påvirkning af omgivelserne.
Den ene af boringerne ligger inden for Natura 2000-område nr. 3, ”Jerup hede, Råbjerg og Tolshave mose”. Boringen kommer dog ikke til at ligge inden for natur, der er kortlagt som habitatnatur på udpegningsgrundlaget for området og boringen vurderes derfor ikke påvirke udpegningsgrundlaget for området. Boringerne vurderes at have en neutral effekt på forekomsten af arter i området; det skyldes at boringerne ikke påvirker beskyttet natur.
VVM-screening er foretaget i forbindelse med tilladelse til etablering af boringerne.
Ønsker man at klage, skal dette ske til kommunen senest den 6. marts ved midnat.
Link, hvor man kan læse og se mere om placeringen:
Tekst: Per Rye
















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Ålbæk Vandværk ønsker to nye boringer' til en bekendt