
Oplev CS:GO Major League finalen på Skagens største skærm!
18. februar 2019 - kl. 9:24 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Og hvad er så det? Tænker du måske – Bliv lidt klogere her, eller kig forbi Kulturhus Kappelborg søndag d. 3/3.
E-SPORT BLIVER MERE OG MERE POPULÆRT
Det nye store hit er e-Sport, der bliver mere og mere populært i både ind- og udland.
Derfor viser Kulturhus Kappelborg søndag d. 3/3 CS:GO Major League finalen i Skagen Bio, hvor begivenheden livestreames direkte fra Katowice i Polen.
Det præcise tidspunkt for finalen er ikke offentliggjort endnu, men Kappelborg har en idé om, at den vil foregå fra ca. kl. 19.00 og 3-4 timer frem.
”Det præcise tidspunkt for, hvad man vel kan kalde verdensmesterskabet i Counter-Strike, er endnu ikke ude, men vi har fra en pålidelig kilde, at finalen højst sandsynligt skydes i gang ca. kl. 19.00. Vi opfordrer folk til at holde skarpt øje på vores hjemmeside og Facebook, hvor tidspunktet vil fremgå, når det offentliggøres.” Lyder det fra Kappelborg.
BYENS STØRSTE SKÆRM, FEDESTE LYD OG BEDSTE SÆDER
Billetten koster kun 30 kr., så alle kan være med, og der vil oven i købet være gratis pizzaslice til dem, der køber billet inden d. 1/3 kl. 12.00. Desuden kan der købes sodavand og popcorn til rimelige penge, og der vil være personale til at tage sig godt af de fremmødte og holde styr på løjerne.
Har man endnu ikke siddet i biografens nye, lækre sæder, har man altså nu mulighed for det, og så er det jo på byens største skærm og med den allerbedste lyd at finalen kan opleves.
Fra Kappelborg lyder det, at alle er velkomne – både børn, unge og nysgerrige voksne, der gerne vil blive lidt klogere på, hvad e-Sport går ud på.
DANSKE VINDERCHANCER
Hvis man ikke er helt opdateret på, hvad der rør sig indenfor e-Sporten, bør man vide, at Danmark faktisk blev verdensmestre i netop CS:GO i 2017. Danmark er nemlig repræsenteret ved superholdet Astralis, der er et af de allerbedste hold i verden. Derfor er der da også danske vinderchancer d. 3/3.
Billetsalg foregår som altid på kappelborgskagen.dk
















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Oplev CS:GO Major League finalen på Skagens største skærm!' til en bekendt