
Arkivfoto.
Erhvervsforening glæder sig over udvidelse af vejen mellem Aalbæk og Skagen
13. marts 2019 - kl. 12:11 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Skagen Erhvervsforening har længe arbejdet på at synliggøre behovet for en udvidelse af vejen mellem Aalbæk og Skagen, som er prioriteret i den nye trafikaftale med 139 millioner kroner.
I dag kunne regeringen og Dansk Folkeparti præsentere en ny trafikaftale under overskriften Et sammenhængende Danmark. En aftale med investeringer for 112,7 milliarder kroner. Foruden en 3. Limfjordsforbindelse har politikerne også prioriteret 139 millioner kroner til den længe ønskede udvidelse af vejen mellem Aalbæk og Skagen. Til stor glæde for Skagen Erhvervsforening, der sammen med Skagen Havn og andre interessenter på havnen har arbejdet hårdt på at synliggøre behovet overfor Christiansborg-politikerne.
- Vi har haft inviteret de forskellige trafikordførere og flere ministre til Skagen for at fortælle dem om behovet. Og spredt budskabet til alle dem, der har ville høre på det. Det er derfor en super god nyhed for vores erhvervsliv, at udvidelsen nu er prioriteret politisk. Vores erhvervsliv vækster og har en tung trafik af hyppig transport til og fra Skagen, som nu bliver mere smidig med udvidelsen, siger Allan Kastor Andersen, formand for Skagen Erhvervsforening.
I aftalen står der om projektet: Trafikken på den ca. 17 km lange strækning fra Aalbæk til Skagen er præget af erhvervstrafik foranlediget af havneaktiviteter i Skagen samt pendling. Derudover er der en del ferie og fritidstrafik. Ca. 5 km af strækningen er allerede i dag 2+1 vej. Dette er en vejtype, som bidrager til at øge fremkommeligheden. Der gennemføres en VVM-undersøgelse af projektet, som forventes afrapporteret i 2020. Aftaleparterne er enige om at afsætte 139 mio.kr. (2019-pl) til at udbygge de resterende ca. 12 km af strækningen til 2+1 vej. Projektet igangsættes i 2021.
5 kommentarer til “Erhvervsforening glæder sig over udvidelse af vejen mellem Aalbæk og Skagen” under annoncerne.
Det er ikke nemt at gøre folk tilfreds.
Spild af penge 🙁 Måske kommer du 5 min. hurtigere frem. Alle lastbiler og biler med campingvogne køre jo 90 km/t. alligevel. Det er sgu ikke andet end valgflæsk fra den blå skodregering.
Håber at politikerne laver vejen mellem Aalbæk og Skagen så den går uden om Aalbæk og ca 1 km længere mod vest op mod hulsig
Der er altså noget jeg IKKE forstår.
Hvad så med det sidste stykke fra Frederikshavn, op over viadukten, som virker
som en flaskehals, og resten af vejen nordpå
gennem Nielstrup, Jerup og Aalbæk ??????????
Men lidt er jo bedre end ingen ting. 🙂
“Man skal ikke sælge skindet, før bjørnen er skudt”.