
Tillid er afgørende for den grønne omstilling
8. maj 2019 - kl. 9:09 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Et stort flertal af danskerne ønsker at fremtidssikre Danmark mod de klimaforandringer, som allerede er ved at ske. Men den grønne omstilling kræver at man kan have tillid til, at regeringen overholder sine grønne løfter. Og det kniber mildt sagt.
Tillid er en af de vigtigste ingredienser i det danske samfund.
Derfor er det heller ikke overraskende, at folk bliver rasende, når tilliden svigtes. Et godt eksempel handler om den grønne omstilling, som et bredt flertal i både befolkning og Folketinget ønsker.
Her har tusindvis af danskere for egen regning installeret solceller på deres huse og sommerhuse i tryg forvisning om, at deres eget bidrag til den enorme grønne omstillingsproces af samfundet, ville kunne betale sig hjem indenfor en overskuelig årrække, fordi regeringen garanterede en fornuftig pris for den strøm som de producerede.
Men sådan gik det ikke.
Heller ikke denne gang fristes man til at tilføje.
For selv om man i 2012 vedtog regler, som fredede vilkårene for 85.000 solcelle ejere, så har de alligevel oplevet løbende forringelser af deres vilkår. Ikke mindst sidste år, hvor regeringen ændrede afregningsreglerne sådan, at solcelle ejerne skulle betale mere for den strøm de brugte end den strøm de selv producerede.
Sagen har ikke været til politisk forhandling. Den er kørt af regeringen og deres embedsmænd, som henviser til en dom i Landsskatteretten og EU-regler, når de skal forklare, hvorfor det må være sådan.
Det er umuligt, at indfri løfterne fra 2012 må jeg nærmest forstå i et svar, jeg netop har fået fra Energiministeren.
Det har jeg mere end almindelig svært ved at tro på. Og jeg tror heller at en borgerlig regering ville byde det private erhvervsliv den slags uforudsigelige vilkår, som man her byder helt almindelige mennesker, der har ønsket at investere i den nødvendige grønne omstilling.
For hele historien er jo ren gift for den grønne omstilling.
Vi står overfor en opgave af historiske dimensioner, og så nytter det simpelthen ikke, at almindelige borgere igen og igen oplever, at deres privatøkonomi bliver uforudsigelig, hvis de bidrager til at løfte opgaven.
Tilliden skal være der, og er den ikke det, vil man selvfølgelig ikke binde sig til en mangeårig investering, uanset hvor grøn den måtte være.
Et andet godt eksempel er bilerne.
Statsministeren lægger op at der skal være 1 million elbiler på vejene i 2030. Men ser man på den førte politik, så har afgifterne været genstand for samme zig-zag kurs, som solcellerne.
Og reelt har den borgerlige regering gjort det relativt billigere at køre benzinbil end elbil med afgifts sænkninger på benzinbiler, og en udskydelse af afgiftsstigninger på elbiler.
Så det er ikke noget mirakel at flere og flere udskyder bilkøb til fordel for at lease. For det må ærlig talt opleves særdeles usikkert, hvordan rammevilkårene for, hvordan den store post i familiebudgettet mon vil se ud om fem år.
Og forestillingen om, hvordan vi skulle kunne få en million elbiler ud på vejene om 11 år er helt frikoblet fra den økonomiske virkelighed, som regeringen selv har skabt. Man har med nød og næppe holdt liv i et elbilsalg, som var ved at gå i stå, fordi man ville hæve afgifterne.
I sidste øjeblik fik man så lavet en midlertidig løsning indtil 2020 med afgiftsfritagelse for elbiler under 400.000 kroner. Men hvad der skal ske derefter, ja det er har man ikke besværet sig med at finde et svar på, selv om det lige præcis er det, der skal til, hvis elbilerne skal bidrage for alvor til den grønne omstilling.
Regeringen siger altså, den vil have en million elbiler, men leverer reelt kun politik til 1000. Den har fjernet klimamål og sløjfet bevillingerne til det grønne nationalregnskab. Den vil ikke opsætte målsætninger for CO2-udledningen, som den kan drages til ansvar for.
Overfor det står Socialdemokratiet har et konkret mål om, at der skal køre 500.000 grønne biler på de danske veje om 11 år.
Vi foreslår også at opføre to ekstra havvindmølleparker inden 2030. Og en ny klimalov med forpligtende mål. Vi vil være fossilfrie i 2045 – fem år før målet er i dag.
Det vil i praksis betyde, at der skal sættes fart på den grønne omstilling, som alle råber på. Ikke mindst de unge generationer.
Med god grund.
For hvis vi skal løse miljø- og klimakrisen. Så skal der solide og langtidsholdbare initiativer til.
Og som sagt. I Danmark har vi én helt særlig ting, der skiller os ud fra de fleste: Tillid til hinanden og det samfund, vi er en del af. Bruger vi det positivt, kan det meste lade sig gøre.
Det viser vores historie.
Danmark har før været verdensførende på klima- og miljøområdet, og det kan vi blive igen, hvis Socialdemokratiet kan danne regering efter valget den 5. juni.
Valget er let.
Af Bjarne Laustsen MF (S)
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Tillid er afgørende for den grønne omstilling' til en bekendt