Mick Kjær, adm.dir Go’on.
Er Årets Lokale Ildsjæl 2019 fra Nordjylland
11. maj 2019 - kl. 8:18 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
– Go’on kårer Årets Lokale Ildsjæl i Danmark.
Hvem gør en forskel i Nordjylland? Kender du en lokal helt i dit område, som har fortjent titlen som Årets Lokale Ildsjæl 2019 og en kontant belønning på 25.000 kr.?
Jens Høgh rideskolelærer fra Aalestrup løb med titlen i 2017.
Fra d. 1. maj til 31. maj kan man indstille og stemme på en person til titlen som Årets Lokale Ildsjæl 2019 via hjemmesiden støtdelokale.nu. Det kan være en person, som gør en særlig stor indsats for at skabe liv og aktivitet i dit lokalområde, eller som hver uge inspirerer, underviser eller træner byens børn og unge. Go’on er tankstationen, der holder de lokale kørende, og de vil hylde dem, der gør det samme: Nemlig de mange ildsjæle, der skaber liv i lokalsamfundet.
En lokal ildsjæl kan være mange ting, men fælles for ildsjæle er, at de yder en frivillig indsats, som glæder andre mennesker. Og de ildsjæle vil Go’on gerne give et klap på skulderen og den opmærksomhed, som de fortjener.
”De lokale helte er oftest dem, som ikke påkalder sig den store opmærksomhed, de gør bare deres frivillige arbejde, fordi det er helt naturligt for dem. Men vi synes, at de fortjener anerkendelse, og derfor vil vi gerne opfordre så mange som muligt til at gå ind på hjemmesiden støtdelokale.nu og indstille og stemme på de lokale ildsjæle,” siger Mick Kjær.
Han påpeger, at det som holder et lokalsamfund kørende, i høj grad er de mange ildsjæle, som skaber aktivitet i et lokalområde, og derfor har de fortjent at blive påskønnet og belønnet. Det fællesskab som foreningslivet giver skaber tryghed og en følelse af at høre til, det er noget af det, som folk sætter stor pris på ved at bo i et mindre lokalsamfund. Her er det naturligt at hjælpe hinanden, og undersøgelser viser også at folk på landet er mere lykkelige end i folk i byen. Man er oftest også mere tryg, og det er helt naturligt at forlade sit hjem uden at låse sin hoveddør.
145 nye tankstationer i lokalområderne
Erhvervs- og foreningsliv er det, som holder et lokalsamfund i live, og derfor er man hos Go’on glade for at kunne være med til at starte nye aktiviteter i mange af de danske lokalområder.
”Vi har valgt at åbne tankstationer i det såkaldte Udkantsdanmark, og det er blevet til 145 lokale tankstationer rundt i hele Danmark i de seneste 10 år. Der har været en tendens til, at forretninger og erhverv er blevet færre og færre i mange landsbyer, men den tendens har vi gerne ville arbejde imod, og derfor åbnet stationer i alle de områder, hvor andre benzinselskaber er flygtet fra. Vi vil også meget gerne indgå i samarbejder med lokale borgerforeninger om etablering af stationer sammen med lokale daglivarebutikker,” forklarer Mick Kjær, adm.dir Go’on.
Lokalt erhvervssamarbejde skaber liv
I landsbyen Tvis ved Holstebro har Go’on netop etableret en tankstation i tæt samarbejde med købmand René Bach Andersen, som har startet et helt nyt SPAR-supermarked op i byen. Forud for butiksåbningen havde frivillige i byen samlet 3,5 mio. kr. ind til dagligvarebutikkens startkapital.
”Åbningen i Tvis er et godt eksempel på, hvad der kan lykkes, når lokale beslutter sig for at udvikle handelslivet i en landsby. Her stod de sammen og skabte grundlag for at kunne etablere en ny butik stik mod alle statistikker,” siger Mick Kjær. Og tilføjer, at Go’on har lavet lignende samarbejder rundt om i landet.
Det er fjerde år i træk, at det danske brændstofselskab kårer Årets Lokale Ildsjæl. De tidligere videre er, Jim Hansen, boksetræner fra Silkeborg, Jens Høgh rideskolelærer fra Aalestrup og Rikke Christensen fra Holbæk.
Sidste år var 147 kandidater blevet indstillet til Årets Ildsjæl 2018, og 36.588 personer var inde for at afgive en stemme på kandidaterne. Der trækkes lod om et års forbrug af brændstof blandt alle der har afgivet en stemme.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Er Årets Lokale Ildsjæl 2019 fra Nordjylland' til en bekendt