
Der er også Drachmann-aftner i sommer
9. juni 2019 - kl. 6:05 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
I onsdags skete det så. For første gang i mange år, blev en Drachmann-aften aflyst. Drachmann-kvartetten måtte indse, at den ikke kunne konkurrere med en valgaften.
Men det betyder naturligvis ikke, at der ikke bliver Drachmann-aftner i sommer. Tværtimod. De to ægtepar, Birgit og Poul Bernth og Ann-Marie Gabrielsson og Jesper Hegaard er naturligvis klar til endnu en sæson i digterens hus på Hans Baghsvej.
På onsdag er Jesper Hegaard dog skiftet ud med ægteparrets søn, Johan, der vil akkompagnere sin mor og der ud over også have en lille soloafdeling.
Programmet, som har titlen ”Så stævner vi ud”, var jo egentlig lavet til en grundlovs- og valgaften og indeholder derfor udover en række nye sange og digte også indslag, som viser Holger Drachmann som national og politisk digter og dermed understreger, at Holger Drachmann er alt andet end uaktuel.
Det vil også i år være en god idé at købe billet i forvejen. Det gøres ved at gå ind på husets hjemmeside www. Drachmannshus.dk og der finde frem til den aften, man vil deltage i. Her kan man så købe sin billet. I dagene op til den enkelte aften vil der være mulighed for at købe billet i Drachmanns hus, Michael og Anna Anchers hus og på Skagens Museum.
De populære causerier i haven fortsætter også i sommer hver tirsdag og torsdag kl. 11.15. I tilfælde af regnvejr holdes causerierne i fotoudstillingen i udhuset. Causerierne gennemføres dog kun, hvis der er mindst 5 deltagere.
Tirsdag fortæller Birgit Bernth om ”Drachmann og damerne” og torsdag fortæller Poul Bernth om ”Drachmann og Vendsyssel”.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Der er også Drachmann-aftner i sommer' til en bekendt