Fantastisk aften på Sønderstrand
24. juni 2019 - kl. 10:20 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Vejret var med de mange tusinde gæster, der i går aftes havde valgt at besøge Sønder Strands Sct. Hans fest.
Årets båltaler var Borgmester Birgit Hansen og hele hendes tale kan du læse her:
Kære alle. Godaften. Det er en stor ære at være her. For Sankthans i Skagen er noget ganske særligt, og bålfesten ved Vippefyret er én af de allermest kendte og elskede i Danmark. Sankt Hans blus Skagen Strand er gengivet helt tilbage i 1906, hvor en af de helt store malere P.S. Krøyer gengiver aftenen på det fantastiske maleri, som kan ses på Skagen Museum.
Skagen har historisk qua beliggenheden altid budt indenfor og taget ud – når man er vestkyst og østkyst, når man gennem tiderne lever af og med og ved havet – ja så er det naturligt at tage ud, være nysgerrige på det, der er derude og ikke mindst at byde ind til de der kommer derude fra. Hvad mon der er derude, og hvem mon kommer til?
Vi har igen i dag den glæde at have besøg af krydstogtsgæster, og andre gæster, men i aften deltager også gæster fra krydstogtskibet Aurora, som ligger til kaj her i Skagen og sejler sent i aften.
Dem vil jeg også gerne byde velkommen. Deres sejltid er nemlig ændret, så de kan deltage i denne flotte fejring af Sankt Hans i Skagen – toppen af Danmark.
Guests from the ship Aurora – welcome to Skagen. To the Northern top of Europe. The top of Denmark. It is lovely to see you participating in our tradition, where we celebrate the Midsummer. In Denmark, to honor tradition, we gather to sing and we light a bonfire to scare the evil away as we hope for a good harvest. We are honored by your presence and we hope that you will visit us again.
I disse timer tændes der bål over hele landet, og Sankthans er en aften fuld af traditioner.
Helt siden 1600-tallet har man tændt bål og fejret den danske midsommer. Før i tiden mente man, at midsommernatten var fyldt med magiske naturkræfter. Naturen var særlig hellig denne aften, og derfor tog folk ud for at drikke af de hellige kilder og plukke helende urter.
Men der var også onde kræfter på spil ved midsommertide, for heksene var også ude. De var på vej til Bloksbjerg, og bålene skulle bruges til at skræmme dem væk. Dengang brændte man ikke heksene. Skikken med at sætte en heksefigur på bålet er først kommet til senere.
Selvom de fleste jo i dag nok vil mene, at meget af alt dette er overtro, har vi alligevel holdt fast i at tænde bål – for at skræmme det onde væk og håbe på en god høst – uanset om det gælder korn, fisk eller andet godt. Det er en hyggelig tradition. Og tak til Skagen Skoles SFO, hvor børnene har lavet heksen. Giv dem lige en hånd for det arbejde.
Til Sankthans hører også en båltale. En båltale kan have mange forskellige temaer. Jeg har valgt, at jeg vil tale om tak og taknemmelighed. Og især om at vi skal huske at sige tak.
For budskabet er, at vi har så meget at sige tak for og at takke hinanden for. Meget at være taknemlige for. Meget at sige tak for. Vi skal huske det som mand og kone, som kæreste og som ven og kollega, som chef. Vi skal huske at sætte pris på alt det gode, som andre gør for os.
Og vi skal også huske at sige tak som kommune. Det vil jeg gerne. Tak til alle de, som gør en kæmpe indsats for andre. Og tak til alle de, der arbejder for en god kommune og for et godt Skagen.
Her tænker jeg blandt andet på foreninger og frivillige. På virksomheder og på arbejdspladser. Og på alle jer, der hver dag året rundt arrangerer ting og sager og sørger for, at der sker noget i Skagen.
Og I gør det fantastisk godt, og der er meget af det. Ingen tvivl om det. Jeg nævner i flæng noget af alt det, der sker heroppe på toppen af Danmark, og det er ikke småting.
Her er vinterbaderfestival og Skagen festival. Vandrefestival og fuglefestival. Verdensballet. Og her er kapsejladser og maratonløb. Og alle foreningernes aktiviteter og alle de frivilliges gøren og lade. Og så har jeg endda blot nævnt nogle af de ting, der sker her.
Og så må vi heller ikke glemme naturen, kunsten og kulturen, som er kilder til store oplevelser året rundt for både fastboende og turister. Det er alle disse ting, som gør Skagen til noget helt særligt. Det var også noget af det, der trak kunstmalerne herop, og hvor de også fejrede Sankthans præcis her – som vi gør i aften.
I er gode til at få arrangeret noget i Skagen. I kan langt hen ad vejen selv, men stærkest er, når civilsamfundet og alle de gode kræfter arbejder sammen med kommunen – til fordel for mennesker. Når vi supplerer hinanden og får ting til at ske. Og det vil jeg gerne sige tak for.
Tak er egentligt sådan et lille ord. Bare tre små bogstaver, og dog så vigtigt, når der skal skabes relationer mellem mennesker. Tænk hvor stor en isbryder det lille ord er. Tak for mad, tak for kaffe, for invitationen, tak for i dag, fordi I kom.
Tænk, hvad det kan betyde at sige tak. Ordet er udelukkende positivt ladet. Og alligevel kan det være svært at bruge det. Underligt, men det er kendt. Det er kendt at nogle har det svært ved at sige tak – nogle udtrykker ligefrem, at de har svært at huske at få sagt tak. Så kan man jo tænke så lille et kort ord – det er da nemt – nej faktisk kan det være svært og ofte glemmes det.
I den forbindelse kommer jeg til at tænke på en kampagne under Danmarks Idrætsforbund, som kørte for nogle år siden. Det var en kampagne, hvor man ville hylde de aktive, frivillige, folk i foreningerne. Hovedbudskabet var at huske at sige tak til de frivillige.
For uden indsatsen fra de frivillige ville idrætten i de danske foreninger nemlig have det meget svært. Hvem skulle ellers kørebørnene til kamp og stævner? Hvem skulle vaske spillertrøjer? Hvem skulle træne klubbens miniputhold? Og hvem skulle trøste, når nogen slår sig?
Der findes over en halv million frivillige bare i dansk idræt. Tænk også på hvor mange andre foreninger og aktiviteter, der er, der er båret af frivillige kræfter. Det er et meget stort antal, og idrætsforbundets pointe var, at vi skal huske at sige tak – tak for hjælpen, tak for indsatsen. For hvis man ikke får et tak i ny og næ, så kan det være med til, at man kan miste drivkraften og lysten.
Faktisk var der forslag i kampagnen til, hvordan man kunne sige andre ting/andre ord, hvis man havde svært ved at sige tak og vise taknemlighed. Tænk lige over det. Det burde da være let at sige tak – men nej – ellers var det ikke nødvendigt at sætte spot på det ved en kampagne.
Det med at sige tak kan så måske oven i købet være ekstra svært for os nordjyder, der ikke sådan slynger om os med ord eller viser al for meget begejstring sådan lige umiddelbart – der skal noget til. Især det der med at sige, at det skal du altså have tak for. Men det er vigtigt, at vi øver os. For vi skylder mange at sige tak, og vi skylder hinanden at sige tak og vise taknemlighed. Det er godt – for den der takker og den der får tak.
Og det kan vi sagtens henføre til Skagen, for det gælder bestemt også her.
Så derfor vil jeg gerne benytte lejligheden til at sige tak til Skagen. Tak til alle jer, der kærrer sig om denne skønne by, og som gør et kæmpe stykke arbejde for at området er fuldt og helt og, at der kæmpes – både når det er sjovt men også når der er sværere tider.
Tak til alle jer der besøger os. Det er vi taknemlige for.
Jeg vil ikke finde på et andet ord. Kun tak. Det er et lille ord, tre bogstaver, ja men det har kæmpestor betydning.
Jeg har fundet en lille anekdote, der illustrerer dette. Den handler om drengen, der siger til sin moster: ”Tak for mad, moster”. ”Åh, det var ikke noget særligt”, svarer hun. ”Næh, men tak alligevel”.
Og så vil jeg gerne slutte af med at ønske jer alle en dejlig aften og en skøn sommer. Jeg håber, at I alle får en rigtig god Sankthans. Tak fordi I kom i aften.
Og hvis nogen skulle være i tvivl, vil jeg gerne lige slå fast. Jeg kom i bil, og jeg forlader Skagen i bil. Ikke på en kost, forstås. Selvom nogen måske har fået tanken.
Og lad os så runde af med et vaskeægte Skagen-hurra.
Hip
Hurra
Hip hip
Hurra hurra
Hip hip hip
Hurra hurra hurra.
2 kommentarer til “Fantastisk aften på Sønderstrand” under annoncerne.
Pragtfuld aften på Sønderstrand, ved Sct.hans bålet, og med Drachmanns skønne sang om Sct. Hans. Dejlig aften midt i ferien.
Det er følelser i hjertet at vi deltog på denne vidunderlige
Sct.Hans aften på Sønderstrand.
Tusind tak til vores dygtige og flotte borgmester, Birgit Hansen. Tak for den dejlige tale, den sad lige i blinken og var meget aktuel. Høflighed koster ingenting.
Også tak for de smukke sange og til dejlig musik.
Meget stemningsfuldt altsammen, vi var rørte.
Flot arrangement.🇩🇰🍀
Vi glæder od allerede til næste år.
Vi har boet fast i Skagen, Østerby i 20 år den 1.august.
Med venlige hilsener,
Annette og Knud Lindblad