
I Tyskland er Frederikshavn Kommune venskabsby med Bremerhaven.
Venskabs- og partnerskabsbyer over hele kloden
3. august 2019 - kl. 6:06 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Frederikshavn Kommune har venskabs- og partnerskabsbyer over hele kloden.
I Sverige er der hele to: Tranås (i Småland øst for Göteborg) og Borlänge (i Dalarne).
Borlänge har bl.a. opstillet en 2 meter høj bronzestatue af operasangeren Jussi Björling, som blev født i Borlänge i 1911. Statuen ”synger” hver dag kl. 12 og kl. 16. Jussi Björling var som sanger bl.a. tilknyttet Metroplolitan i New York, Royal Opera i London og La Scala i Milano, inden han døde kun 49 gammel i 1960.
Tranås har godt 14.000 indbyggere og er beliggende tæt ved Vättern. Som et kuriosum hedder et af sognene, der siden indgik i Tranås kommune, Säby. Området består af det, der før 1863 var sognene Adelöv, Linderås og Säby.
I Norge er Larvik venskabsby. Vandprøver taget i begyndelsen af juli viser meget fin badevandskvalitet i Larvik, hvor der måles 40 steder. Larvik er en kulturkommune, en havneby og et populært rejsemål med fantastisk kystlinje. Stedet har 47.067 indbyggere.
I Tyskland er Frederikshavn Kommune venskabsby med Bremerhaven, som bl.a. bryster sig af sine maritime muligheder, en stor havn og et maritimt museum. Der er godt 114.000 indbyggere. Byen ligger ca. 53 km nord for Bremen på østbredden af floden Weser tæt på dens udløb i Nordsøen.
På Grønland er der etableret venskabsbyforbindelse til kommunen Qeqqata. Qeqqata Kommune blev oprettet den 1. januar 2009 ved en sammenlægning af de to tidligere kommuner Sisimiut og Maniitsoq Kommune. Ved reformen kom også den tidligere amerikanske flyvestation Kangerlussuaq (Sdr. Strømfjord) under kommunen, som har op mod 10.000 indbyggere med Holsteinsborg som hovedby. Også byen Sukkertoppen indgår i det 115.501 km2 store areal, beliggende på Grønlands vestside nord for hovedstaden Nuuk.
Qingdao er venskabsby i Kina. Som det fremgår af byens hjemmeside tiltrækker byen og området turister og internationale virksomheder fra hele verden. Man ”lokker” med en overflod af skønhed, talentfulde menneskelige ressourcer og så, hvad man betegner som den nye Blue Silicon Valley, hvor der foretages mange udenlandske investeringer. I 2008 var Qingdao vært for sejlregattaer under de 29. Olympiske lege. Som en af Kinas vigtigste uafhængige kystregioner har byen oplevet en hurtig vækst det seneste årti. Havnen er Kinas næststørste. Den håndterer mere import af naturgummi, bomuld og råolie end nogen anden havn i Kina. Qingdao ligger i det østlige Kina og har med opland ca. 7 mio. indbyggere!
Frederikshavn Kommune har desuden flere skiftende partnerskabsbyer. Således har kommunen gennem længere tid haft et tæt samarbejde med Wakayama-provinsen i Japan.
Her kan læses meget mere om venskabsbyer, og hvorledes der kan etableres besøg i og af de pågældende steder. Her er også direkte links til de pågældende byers hjemmeside, hvor der kan hentes rigtig mange oplysninger om de pågældende steder:
https://frederikshavn.dk/politik/om-kommunen/venskabsbyer/
(Kilde: Frederikshavn Kommunes hjemmeside og Wikipedia)
Tekst: Per Rye
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Venskabs- og partnerskabsbyer over hele kloden' til en bekendt