
KOL-café i Skagen Sundhedscenter
7. august 2019 - kl. 6:27 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
I Skagen sundhedscenter er der taget initiativ til opstart at en KOL-café. Initiativet til caféen er er taget af Ellen Christiansen, Bodil Rønnest, Lajla Berg og sygeplejerskerne Marianne Bagh Jørgensen og Charlotte Tjørnevig.
Marianne og Charlotte har ansvaret for rehabilitering af borgere med KOL og har i den forbindelse været i kontakt med Ellen, Bodil og Lajla. De er blevet enige om, at der i Skagen mangler et mødested for borgere med KOL, – og derfor prøver de nu sammen, at starte en KOL-café op.
KOL-caféen mødes den 2. mandag i hver måned kl. 13.00 til 15.00, i Sundhedscentrets cafe.
”At være ramt af KOL er for mange forbundet med skyldfølelse, manglende overskud i hverdagen samt fysiske og psykiske udfordringer. Det at mødes med andre i samme situation kan være rart og giver en følelse af intern forståelse for det at have KOL. Skønt alle kommer med forskellige udfordringer, så er der altid forløb der ligner hinanden. Alle kommer med hver deres erfaringer til, hvordan man fx undgår forpustethed og åndenød. Det er de erfaringer som det i gruppen bliver muligt, at dele og på den måde hjælpe hinanden til en bedre hverdag”, udtaler Charlotte Tjørnevig.
Intet emne er for småt til at blive delt og ikke alt behøver at handle om sygdom. Hovedformålet med gruppen er hyggelige timer sammen med ligestillede der ved hvordan det er, at leve med KOL.
De første 2 gange vil Marianne Bagh Jørgensen og Charlotte Tjørnevig deltage. Derefter er tanken at gruppen fortsætter på frivillig basis båret af Ellen, Bodil og Lajla.
Vi mødes i KOL-caféen første gang den 12. august kl. 13.00-15.00.
Vel mødt til en kop kaffe og en god snak…
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'KOL-café i Skagen Sundhedscenter' til en bekendt