
Alle kommuner skal have en kommunal ungeindsats
15. august 2019 - kl. 6:39 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Den 1. august i år er det landspolitisk besluttet, at alle kommuner skal have en kommunal ungeindsats.
Aftalepartiernes hensigt med Den Kommunale Ungeindsats (KUI) er at sikre, at alle unge under 25 år får den nødvendige støtte til at kunne gennemføre en ungdomsuddannelse eller opnå fast tilknytning til arbejdsmarkedet.
Kommunerne har fremdeles det entydige ansvar for at sikre den nødvendige støtte og sammenhæng i den unges overgang mellem grundskole og ungdomsuddannelse eller til beskæftigelse.
Det betyder i praksis, at alle unge mellem 15-25 år fra den 1. august skal have én indgang til det kommunale system. Frederikshavn Kommune har valgt at løse opgaven via et udvidet netværkssamarbejde på tværs af den eksisterende organisering. KUI er ledelsesmæssigt forankret i Ungeenheden, Center for Arbejdsmarked. Myndighedsansvaret forbliver, hvor det er i dag.
Beslutningen er sat på dagsordenen til politisk drøftelse på det kommende møde i Arbejdsmarkedsudvalget i dag den 15. august.
Ved årets start påbegyndtes projektarbejdet omkring KUI. Arbejdet blev centreret omkring to projekter: etablering af én indgang og udvidede netværkssamarbejder samt Kontaktpersoner og Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU) fremover med henblik på at blive klar til start den 1. august 2019.
I løbet af efteråret vil der blive fulgt op på indsatsen og organiseringen af ungeindsatsen samt ressourceforbruget – ikke mindst brugen af UU’s ressourcer, der har en meget central rolle i ungeindsatsen.
I forbindelse med KUI får kommunerne kompetence til at lave målgruppevurdering til den nye Forberedende Grunduddannelse (FGU). FGU henvender sig til unge under 25 år, der ikke har gennemført eller er i gang med en ungdomsuddannelse, og som heller ikke er i beskæftigelse.
FGU består af tre spor: Almen Grunduddannelse (AGU), Produktionsgrunduddannelse (PGU) og Erhvervsgrunduddannelse (EGU). Det er op til den kommunale ungeindsats at vurdere, om en ung er i målgruppen for FGU.
Ungeenheden har målgruppevurderet 115 elever med start den 12. august 2019. FGU Frederikshavn har pt. ikke kapacitet til at optage flere elever med start netop nu. Yderligere 35 elever er i spil til FGU – disse er ikke optaget.
Børne-, ungdoms- og arbejdsmarkedsdirektøren indstiller forud for mødet, at Arbejdsmarkedsudvalget tager orienteringen om status på oprettelsen af Den Kommunale Ungeindsats til efterretning.
Tekst: Per Rye
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Alle kommuner skal have en kommunal ungeindsats' til en bekendt