
Teknisk Udvalg ser på havnenes budget 2020
2. september 2019 - kl. 6:19 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Teknisk Udvalg vil på udvalgets møde i dag, den 2. september, følge op på og fortsætte en tidligere drøftelse af havnenes budget for 2020. Investeringer et sted (fx i Skagen) vil betyde udskydelser andre steder, (fx Sæby Havn).
Havneområdets budgetter er sammensat af forskellige bidrag og udgangspunkter, da der er forskellige vilkår, om der er tale om en kommunalt drevet havn eller en foreningsdrevet havn. Således skal Skagen Lystbådehavn årligt præstere et driftsoverskud på ca. 0,7 mio. kr., der delvist opvejer driftsforhold i øvrige havne.
Havnefaciliteterne er oprindeligt opført for at kunne servicere sejlende gæster og vandrelaterede aktiviteter og oplevelser samt tjenende som kystværn. Men havnefaciliteterne er også anlagt og i stadig stigende grad beregnet til at servicere kommunens gæster og borgere med maritime oplevelser. Den langt overvejende del af havnenes gæster er ikke betalende for havnens service, men som oplever af havnemiljøerne.
Havnene betragtes alle som perler for borgere og turister og har stor betydning for kommunen som turistdestination samt beskæftigelse og omsætning i både turisterhverv samt produktions- og serviceerhverv.
Samlet set er havnenes driftsbudgetter snære, forstået på den måde, at der skal være gode sæsoner (= stort antal betalende gæster), for at driftsøkonomien hænger sammen.
Samlet set har havnene og deres budgetter også svært ved at følge med udviklingen og sliddet på infrastrukturen/anlæggene, da store dele af driftsbudgettet går til at afdrage på anlægsinvesteringer og uddybning pga. øget tilsanding på de østvendte kyster.
Konsekvensen er, at daglige drifts- og vedligeholdelsesopgaver udskydes, indtil der er økonomisk råderum.
For at imødekomme behovet for vedligehold og udvikling af faciliteter og anlæg har den politiske prioritering gennem årene også resulteret i større investeringer i havneudvidelser og faciliteter i Aalbæk og Sæby, Rønnerhavnen og Voersaa. Der er ydet anlægslån, ligesom alle havnene har fået et nødvendigt løft via bådebrosprojektet.
Foruden den kommende udvikling af Sæby Havn er der ligeledes behov for investering i velfærdsfaciliteter, havnekontorbygning og broanlæg i Skagen Lystbådehavn, velfærdsfaciliteter i Aalbæk Havn samt fortsat generelt prioritering af havneområde.
Aktuelt vurderes investerings- og finansieringsbehovet at være:
Skagen Lystbådehavn:
- opgradering af eksisterende bådebroer og tilhørende tekniske anlæg: 1,5 – 2,0 mio. kr.
- at frigøre driftsmidler; almindelig drift og vedligehold, rengøring/oprydning i havneområdet generelt: 0,5 mio.kr.
- liggeforhold i bassin 2 etablering af flydebroer 1,5 – 2,5 mio. kr.
- velfærdsfaciliteter og havnekontorbygning: 2,0 mio. kr. – evt. andet behov når det ses i sammenhæng med håndtering af gæstende autocampere m.fl. og eventuelle udviklingsmuligheder i auktionsbassin.
Aalbæk Havn:
- velfærdsfaciliteter: 1,0 mio. kr.
For at imødekomme behovet for investeringer i vedligeholdelse, forbedring og udvikling af havnefaciliteterne ser Ejendomscenteret følgende mulighed for finansiering af en øget indsats, der tager afsæt i nuværende budgetforudsætninger.
Bådebrosprojektet har en årlig prisfremskrevet anlægsbevilling på 2,2 mio. kr. Projektet er et 10-årigt projekt og slutter med udgangen af 2022. Administrationen foreslår, at dette projekt allerede nu forlænges med 10 år, alternativt gøres permanent. En forlængelse af projektet vil sikre, at der fortsat kan prioriteres vedligehold af havneinfrastrukturen, færdiggøre udskiftningen af bådebroer, samt at der allerede fra 2020 kan omprioriteres beløb til investering i primært faciliteterne på Skagen Lystbådehavn og Ålbæk Havn. Konsekvensen heraf er, at de påtænkte udskiftninger af bådebroer mv. i Sæby Havn udskydes, men gennemføres fortsat og senere i projektet.
Tekst: Per Rye
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Teknisk Udvalg ser på havnenes budget 2020' til en bekendt