
Sommerhusområder inden for kystnærhedszonen
10. september 2019 - kl. 6:57 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Frederikshavn Byråd har den 28. august 2019 vedtaget et forslag til tillæg til kommunens udviklingsstrategi vedr. omplacering af sommerhusområder inden for kystnærhedszonen.
Det resulterer nu i offentliggørelsen af et forslag til tematillæg til udviklingsstrategi. Der er fastsat en høringsperiode frem til den 28. oktober 2019 med klagefrist vedr. afgørelse om miljøvurdering 30. september.
Baggrunden for, at kommunen har udarbejdet forslaget, er, at Erhvervsministeren har inviteret kommunerne til at indsende ansøgninger om omplacering af sommerhusområder inden for kystnærhedszonen inden 1. december. Herved kan eksisterende udlæg til sommerhusgrunde ophæves for at give mulighed for udlæg af nye.
På landsplan kan der udlægges op til 6.000 nye sommerhusgrunde inden for kystnærhedszonen under forudsætning af, at kommunerne samtidig tilbagefører mindst 5.000 ubebyggede sommerhusgrunde til landzone.
Kystnærhedszonen er en 3 km planlægningszone langs kysten, hvor der skal tages et særligt hensyn til den kystnære beliggenhed.
Frederikshavn Kommune ønsker at ansøge om at udlægge tre nye områder. Det drejer sig om følgende:
- Et område, der omfatter det eksisterende hotel Niels Skiverens Gaard ved Skiveren
- Et område der omfatter det eksisterende hotel Højengran ved Gl. Skagen
- Et ubebygget område ved Hulsig
Ejerne af de to eksisterende hoteller ønsker at få ophævet hotelpligten, så lejlighederne kan få status som sommerhuse. Dette kan kun ske, såfremt områderne udlægges som sommerhusområde.
De to hoteller har i en årrække haft svært ved at opretholde en bæredygtig økonomi, der gør dem i stand til at gennemføre den nødvendige vedligeholdelse og tilpasning af faciliteter til den aktuelle efterspørgsel. Dette er en uønsket situation, der bl.a. påvirker kvaliteten af overnatningsfaciliteterne negativt.
Hotel Niels Skiverens Gaard er beliggende i landzone i kommuneplanens område. Området ligger umiddelbart op til Skiveren Camping og et udbygget sommerhusområde. Niels Skiverens Gaard indeholder i dag 15 hotellejligheder.
Hotel Højengran er beliggende i landzone i kommuneplanens område. Området ligger som en enklave syd for Gl. Skagen langs den sydlige adgangsvej og sydøst for eksisterende sommerhusområde. Højengran indeholder i dag 16 hotellejligheder.
Ejeren af det ubebyggede areal ved Hulsig ønsker at udlægge området til sommerhusområde. Området er beliggende ved Kæruldvej og ligger i direkte tilknytning til et eksisterende sommerhusområde. Området anvendes til landbrugsformål og ligger i landzone. Området er ikke omfattet af kommuneplanens rammeområder. Der er derfor heller ikke udarbejdet lokalplan for området. Arealet forventes at kunne rumme 80-90 nye sommerhusgrunde.
Den konkrete mulighed for omplacering af sommerhusområder skal understøtte denne kvalitetsudvikling, idet de nye områder, som kommunen peger på, vil bidrage til at skabe en fornyelse og modernisering af overnatningsfaciliteterne i Skagensområdet, som turisterne generelt efterspørger.
Omlægning af et sommerhusområde ved Hulsig medfører, at Skagensområdet får tilført et attraktivt sommerhusområde. Dermed er sandsynligheden for at området reelt udvikles også stor, hvilket har positiv betydning for at kunne tage en del af overnatningspresset på Skagen i sommermånederne.
Frederikshavn Kommune ønsker at nye sommerhusområder placeres i tilknytning til eksisterende sommerhusområder eller bysamfund, så de enkelte områder kan støtte op om og underbygge hinanden. Med en placering i Hulsig skabes der et større sommerhusområde, der styrker de eksisterende områder. Beliggenheden ved Hulsig vil desuden bidrage til Ålbæks service- og handelsliv, som både midlertidigt og på sigt vil kunne skabe nye jobs og være et tilskud til lokalområdets økonomi.
Oplevelser og turisme er en væsentlig del af Frederikshavn Kommunes erhvervsudvikling og indgår som et af fire vækstspor i kommunen. Byrådet er derfor meget bevidst om at sikre turisterhvervet gode udviklingsmuligheder samt understøtte en løbende kvalitetsudvikling.
Skagen-området rummer over halvdelen af Frederikshavn Kommunes overnatningssteder og sengepladser. Kommunen er interesseret i at fastholde disse sengepladser, men der er en særlig opmærksomhed på, at overnatningsstederne i form af såvel hoteller som sommerhuse også fremover skal kunne tilbyde turisterne en overnatningsmulighed af høj kvalitet.
Se hele forslaget, og hvad der så tænkes at udgå:
https://dokument.plandata.dk/70_9675100_1566904936972.pdf
Tekst: Per Rye
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Sommerhusområder inden for kystnærhedszonen' til en bekendt