
Lokalhistorisk Forening lader sneen dale på Kystmuseet
3. november 2019 - kl. 6:37 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Julen kan skimtes i det fjerne – også for lokalhistorikere, der ellers hyppigt kigger sig tilbage – og Skagen Lokalhistoriske Forening slår i den anledning gækken løs torsdag den 5. december kl. 19.30 på Kystmuseet i Skagen. Museet ligger som bekendt på den gamle Svallerbakke eller Fiskerindernes Sladrebanke, som der står på ældre kort.
Aftenen byder på julesange, en djævelsk, lokalhistorisk quiz og et åndløst spændende pakkespil. En filmstump bliver der sikkert også plads til, og så vil et levende menneske undervejs få ordet og bringe forsamlingen i den helt rette julestemning.
Det Kaffehistoriske Laboratorium serverer varme drikke og julekringle i museumscaféen, hvor snakken vil gå, og hvor nisser kan forekomme – dog mestendels af den godmodige slags.
Jul på Svallerbakken er forbeholdt medlemmer af Skagen Lokalhistoriske Forening. Billetterne til Jul på Svallerbakken koster 50 kr og kan købes i Tinghuset fra onsdag den 6. november kl. 12.
















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Lokalhistorisk Forening lader sneen dale på Kystmuseet' til en bekendt