
Jens Hedegaard ansøger om forlænget orlov
25. november 2019 - kl. 8:55 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
På byrådets møde den 28. august bevilligede Frederikshavn Byråd sygeorlov til Jens Hedegaard Kristensen fra den socialdemokratiske gruppe. Jens Hedegaard Kristensen fik bevilliget orlov indtil udgangen af november måned 2019.
Jens Hedegaard Kristensen har nu meddelt, at han endnu ikke kan genoptage sit arbejde i byrådet på grund af sygdom. Han søger derfor om forlængelse af sygeorloven i yderligere 6 måneder, dvs. til udgangen af maj måned 2020.
På den baggrund skal borgmesteren indkalde stedfortræder (jvf. den kommunale styrelseslov) om valggruppens ret til at indsætte en stedfortræder i udvalg.
Byrådet skal derfor på rådets kommende møde den 27. november træffe beslutning om, hvorvidt betingelserne for stedfortræderens indtræden er til stede. 1. stedfortræder på den socialdemokratiske liste er Claus Henrik Nedermark, Kvissel.
Den socialdemokratiske gruppe har meddelt, at Anders Brandt Sørensen indtræder i Jens Hedegaards plads i Plan- og Miljøudvalget i orlovsperioden. I Jens Hedegaard Kristensens orlovsperiode udtræder Anders Brandt Sørensen af Sundhedsudvalget, hvor Claus Henrik Nedermark indtræder i stedet.
Jens Hedegaard Kristensen har desuden meddelt, at han – ligeledes på grund af sygdom – ønsker at udtræde af bestyrelsen for Frederikshavn Forsyning A/S, hvor han er valgt som formand.
Der skal derfor udpeges et nyt medlem til bestyrelsen. Jf. vedtægter for Frederikshavn Forsyning A/S vælges bestyrelsesmedlemmer af generalforsamlingen.
Det forventes, at byrådet bevilger fortsat orlov samt accept af udtrædelse af Forsyningens bestyrelse, hvor 1 byrådsmedlem udpeges til bestyrelsen med virkning indtil den 31. december 2021. Samtidig foreslås det, at borgmesteren bemyndiges til at afholde en ekstraordinær ”papirgeneralforsamling” i Frederikshavn Forsyning A/S den 1. december 2019.
Tekst: Per Rye
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Jens Hedegaard ansøger om forlænget orlov' til en bekendt