
Illustrationsfoto.
Ophør af rullende skolestart
6. december 2019 - kl. 8:57 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
På Børne- og Ungdomsudvalgets møde den 10. december skal politikerne beslutte, om de ønsker at sende ophør af rullende skolestart til udtalelse i skolebestyrelserne.
Ophør af rullende skolestart blev vedtaget i forbindelse med Budget 2020. Efter offentliggørelse af budgetforliget modtog administrationen en henvendelse fra en skolebestyrelse vedrørende udtaleret for bestyrelserne i forbindelse med ændringen. Kommunens jurist anbefalede efter vurdering også at inddrage Undervisningsministeriet i den endelige afklaring af, om beslutningen kræver indhentning af udtalelser fra skolebestyrelserne.
Undervisningsministeriet har svaret, at der også skal indhentes udtalelser fra skolebestyrelserne i forbindelse med ophør af rullende skolestart.
Børne- og Ungdomsudvalget behandler derfor på mødet den 10. december sagen, hvor det indstilles at sende ophør af rullende skolestart til udtalelse frem til den 28. januar 2020.
– Jeg lægger op til, at udvalget sender det til udtalelse i skolebestyrelserne. På den måde får de anledning til at fortælle os, om de har input, der kan betyde, at beslutningen efter deres mening bør ændres, udtaler Børne- og Ungdomsudvalgets formand Anders Brandt Sørensen.
– Der skal ikke herske tvivl om, at jeg som udvalgsformand er glad for beslutningen om at finde ressourcer til at afvikle den rullende skolestart, siger Anders Brandt Sørensen og fortsætter: – Det er set med mine øjne den bedste løsning at starte samlet i august, når man begynder i skolen.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Ophør af rullende skolestart' til en bekendt