Analyse af kommunernes beskæftigelsesindsats

Analyse af kommunernes beskæftigelsesindsats

16. januar 2020 - kl. 7:52 - af

Arbejdsmarkedskontor Midt-Nord (AMK Midt-Nord) og Dansk Arbejdsgiverforening (DA) har begge udgivet hver deres analyse af beskæftigelsesindsatsen i landets kommuner.

AMK Midt-Nord har fokus på indsatsen og resultaterne for dagpengemodtagere, mens DA har fokus på, hvor gode kommunerne er til at skabe resultater på beskæftigelsesområdet.

Arbejdsmarkedsudvalget får forelagt relevante resultater på udvalgets møde i dag den 16. januar.

Af relevante data fra AMK Midt-Nords analyse kan nævnes, at udviklingen af fuldtidsledige i Frederikshavn er faldet med 8,7 % i perioden fra september 2018 frem til september 2019. Dette er i Nordjylland kun overgået af Læsø med et fald på 11,1 %. På landsplan er faldet 1,2 %.

I forhold til udviklingen i antallet af fuldtidspersoner på dagpenge i perioden 3. kvartal 2018 – 3. kvartal 2019 er Frederikshavn den eneste nordjyske kommune med et fald (4,3 %). Alle andre nordjyske kommuner har stigninger i antallet, og landsgennemsnittet er 3,9 %.

Længste dagpengeforløb

Længden på de afsluttede dagpengeforløb i 2. kvartal 2019 viser, at Frederikshavn Kommune har de længste forløb i Nordjylland med en gennemsnitlig varighed på 25,9 uger. Landsgennemsnittet er 24,1 uger.

I forhold til andelen af dagpengemodtagere, der har været i ordinær uddannelse som aktivering, har Frederikshavn Kommune den højeste andel i Nordjylland i 3. kvartal 2019 med en andel på 3,9 %. Landsgennemsnittet er på 1,8 %, hvilket er under halvdelen af andelen i Frederikshavn.

Andelen af dagpengemodtagere i Frederikshavn, der efter 6-9 måneder på ydelse ikke har modtaget et aktivt tilbud i løbet af de sidste 6 måneder, er 11,9 % i september 2019. Det er den næstlaveste andel i Nordjylland, og landsgennemsnittet er her 21,1 %. Andelen af dagpengemodtagere i Frederikshavn med over 12 måneder på ydelse, der ikke har modtaget et aktivt tilbud i løbet af de sidste 12 måneder, er 3,4 % i september 2019. Det er den 3. laveste andel i Nordjylland, og landsgennemsnittet er 15,1 %.

I forhold til samtaler er andelen af dagpengemodtagere i Frederikshavn Kommune med over 12 måneder på ydelse, der har modtaget mindre end 4 samtaler i løbet af de sidste 12 måneder, 0,7 % i september 2019. Det er den 3. laveste andel i Nordjylland og landsgennemsnittet er på 3,4 %.

Nr. 6 i DA’s analyse

I DA’s analyse af, hvor gode kommunerne er til at skabe resultater på beskæftigelsesområdet, er Frederikshavn placeret på en 6. plads over landets kommuner.

DA har ud fra eksisterende data sammensat 10 indikatorer til at belyse, hvor gode kommunerne er til at skaffe job til den enkelte kommunes borgere.

Belyst med 10 indikatorer

De 10 indikatorer er:

  • det gennemsnitlige antal uger inden ledige kommer i beskæftigelse
  • andel langtidsledige personer i forhold til bruttoledige personer
  • jobsøgning blandt ledige kontanthjælpsmodtagere
  • andel langtidsforsørgede, der får en virksomhedsrettet indsats
  • andel kontanthjælpsmodtagere med første samtale inden for den første uge
  • samarbejdsgrad med virksomheder
  • andel ledige fleksjobbere
  • andel jobparate kontanthjælpsmodtagere
  • andel kontanthjælpsmodtagere i småjobs
  • Beskæftigelsesministeriets benchmarking af offentligt forsørgede i kommunerne.

 

Kommunerne tildeles points

For at nå frem til et samlet resultat, har DA foretaget en sammenlægning af resultaterne i de individuelle sammenligninger. Hver kommune er tildelt et antal point svarende til deres placering, og disse point lægges sammen i den samlede vurdering af kommunernes resultat. Hvert målepunkt vægter ligeligt i den samlede vurdering.

På trods af Frederikshavn Kommunes positive resultater i henholdsvis Arbejdsmarkedskontor Midt-Nord og DA’s analyser af beskæftigelsesindsatsen har Frederikshavn Kommune økonomiske udfordringer på beskæftigelsesområdet.

 

Kommunens økonomiske udfordringer

De økonomiske udfordringer skyldes:

  • flere borgere på ydelse end forventet
  • udviklingen i befolkningssammensætningen
  • skæv udvikling i beskæftigelse og overførselsindkomster i kommunen set i forhold til resten af landet
  • refusionssystemet på beskæftigelsesområdet gør, at kommunen betaler 80 % af ydelserne på de fleste områder
  • den varslede udligningsreform, der skulle rette op på uhensigtsmæssighederne i refusionssystemet lader vente på sig.

 

 

Tekst: Per Rye

 

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Analyse af kommunernes beskæftigelsesindsats' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2020 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER