
Ida Skov fra Enhedslisten søger om orlov.
Endnu en stedfortræder indkaldes til Byrådet
25. maj 2020 - kl. 8:38 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Ida Skov fra Enhedslisten har meddelt, at hun af personlige årsager vil være forhindret i at varetage sit hverv som medlem af Frederikshavn Byråd i 1 måned, og hun søger om orlov i en måned fra den 27. maj til den 26. juni.
Når et byrådsmedlem meddeler, at vedkommende på grund af sin helbredstilstand, graviditet, barsel eller adoption, varetagelse af andet offentligt hverv, forretninger eller lignende er forhindret i at varetage sine kommunale hverv i en forventet periode af mindst en måneds varighed, skal borgmesteren indkalde stedfortræderen til førstkommende byrådsmøde.
Den stedfortræder, der indkaldes, er den, der ifølge valgopgørelsen står øverst på stedfortræderlisten for den pågældende kandidatliste. Byrådet skal træffe beslutning om, hvorvidt betingelserne for stedfortræderens indtræden er til stede. 1. stedfortræder for Enhedslisten er Poul-Erik Andersen, Ålbæk.
Enhedslisten har meddelt, at Poul-Erik Andersen indtræder i Ida Skovs pladser i Arbejdsmarkedsudvalget og Sundhedsudvalget. Det fraværende medlem får sit vederlag i henhold til vederlagsbekendtgørelsen. Stedfortræderen oppebærer vederlag og godtgørelse efter samme regler som øvrige byrådsmedlemmer.
Orlov forlænges
På Byrådets møde den 28. august 2019 blev der bevilget sygeorlov til Jens Hedegaard Kristensen (Soc.) Hedegaard Kristensen fik i første omgang bevilget orlov indtil udgangen af november måned 2019. Denne periode blev siden forlænget i yderligere 6 måneder til udgangen af maj måned 2020. Jens Hedegaard Kristensen har meddelt, at han endnu ikke kan genoptage sit arbejde i Byrådet p.g.a. af sygdom, og han søger derfor om en forlængelse af sygeorloven.
Ved fravær på grund af helbredstilstand har et byrådsmedlem ret til vederlag i indtil 9 måneder. Med udgangen af maj måned har Jens Hedegaard Kristensens sygeorlov varet i 9 måneder, og retten til vederlag bortfalder derfor. Perioden på 9 måneder vedrører alene retten til vederlag. Retten til sygeorlov fortsætter uændret, så længe årsagen til orloven er til stede. 1. stedfortræder for Socialdemokratiet er Claus Henrik Nedermark, Kvissel.
Den socialdemokratiske byrådsgruppe har meddelt, at Anders Brandt Sørensen indtræder i Jens Hedegaards plads i Plan- og Miljøudvalget i orlovsperioden. I orlovsperioden udtræder Anders Brandt Sørensen af Sundhedsudvalget, hvor Claus Henrik Nedermark indtræder.
Tekst: Per Rye
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Endnu en stedfortræder indkaldes til Byrådet' til en bekendt