
Kvalitetsrapport for familie, dagtilbud og skole
26. maj 2020 - kl. 7:41 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
På skoleområdet er der lovkrav om, at der hvert andet år skal udarbejdes en selvstændig kvalitetsrapport. De formelle krav til indholdet er beskrevet i ”Bekendtgørelse om kvalitetsrapporter i folkeskolen”. Frederikshavn Kommune har for første gang valgt at udarbejde en fælles kvalitetsrapport for Familie, Dagtilbud og Skole. Baggrunden for beslutningen er bl.a. arbejdet i Bæredygtigt Børneområde (BBO).
Den fælles kvalitetsrapport vil fremover blive udarbejdet hvert andet år. Byrådet har rapporten til debat på rådets næste møde den 27. maj.
BBO har eksisteret siden august 2015. Siden sin start har den fælles BBO-distriktsledelse arbejdet med implementering og forankring af organisationsændringen.
En række fælles definerede faglige mål har været styrende for indsatsen gennem årene, og den overordnede vision med BBO er omsat til målet: ”I et femårs perspektiv vil resultatet være en fleksibel og tværfaglig organisation, der har en tæt faglig og personalemæssig sammenhængskraft på tværs af de tre områder Familie, Dagtilbud og Skole”.
Udvikling af kvaliteten
Et af de faglige mål, der har været arbejdet med gennem årene, handler om udvikling af kvaliteten på henholdsvis familie-, dagtilbuds- og skoleområdet. I arbejdet med kvalitet tages afsæt i såvel den viden, der kan hentes fra forskning, såvel som den erfaringsbaserede viden.
Kvalitetsrapporten kan ses som et redskab til dialog mellem politikere, ledere, forældre, bestyrelser samt personalet i familie, dagtilbud og skole. Den er samtidig en rapport, der samler op på kvaliteten af det tværgående arbejde med BBO-målene ude i distrikterne.
Rapporten er bygget op omkring de 4 mål, der sætter retning for BBO i perioden 2018-2020: Fælles Børne- og familiesyn, sammenhængskraft og sammenhængende børne- og ungemiljøer, tidlig indsats samt kvalitet i centre for Børn, Skole og Familie.
Konkret er der udarbejdet en skabelon til selvevaluering i hvert distrikt. I selvevalueringen søges svar på, hvilke delmål og indsatser, der har været iværksat i hvert distrikt, hvilke tegn der er på effekt/virkning af de igangsatte indsatser samt et fokus på, hvad der fremover vil blive arbejdet med i hvert af distrikterne.
Fokusområder på skoleområdet
Generelt går det godt med trivslen på skoleområdet og med skolernes evne til at løfte elevernes resultater ved 9. klasseprøven.
Dog er der på skoleområdet også steder, hvor der skal være ekstra fokus i forhold til at understøtte de faglige og trivselsmæssige udfordringer. Dette er der ledelsesmæssigt fokus på, da det har været blandt de temaer, som var indeholdt i centerchefens læringssamtale med de forskellige skoleledelsesteam.
Dagsordenen henviser til, at der er et særligt fokus på Torslev Skoleafdeling (Østervrå-Thorshøj) i Distrikt Syd, som i Styrelsen for Undervisning og Kvalitets screening skiller sig ud, fordi man i trivselsmålingen har haft et fald på de 4 trivselsindikatorer (faglig trivsel, social trivsel, inspiration samt støtte, ro og orden) fra 2017-18 til 2018-19. Samtidig er man blandt de 10 % skoler, som på landsplan opnår de laveste scorer.
På denne baggrund har distriktsskolelederen igangsat forskellige indsatser, der skal støtte op om at genskabe en god trivsel.
Kvalitetsrapporten har været i høring i skole- og dagtilbudsbestyrelserne forud for den politiske behandling. I de indkomne høringssvar bliver der givet udtryk for, at det er en god idé og giver mening for bestyrelsens arbejde med en fælles kvalitetsrapport.
Tekst: Per Rye
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Kvalitetsrapport for familie, dagtilbud og skole' til en bekendt