
Råd ser på konsekvenserne af lukning af lægevagt
1. juni 2020 - kl. 6:00 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Ældrerådet og Handicaprådet i Frederikshavn Kommune vil på deres næste møder, som i begge tilfælde afvikles den 2. juni, drøfte konsekvenserne af lukningen af lægevagten i Skagen.
Det fremgår af de to råds dagsorden, at ”den fremtidige organisering af lægevagten forventes at medføre en styrkelse af lægevagtilbuddet, herunder et mere ensartet tilbud af høj kvalitet, samt en mere umiddelbar adgang til fulde diagnostiske muligheder på hospitalerne”.
Endvidere peges der på, at en sam-lokalisering af lægevagten med regionens akutmodtagelser og akutmodtageafsnit endvidere vil styrke muligheden for gode samarbejdsrelationer blandt aktørerne i det akutte beredskab, hvilket vurderes at give bedre og mere sammenhængende patientforløb.
”En sam-lokalisering vil f.eks. betyde, at langt færre borgere, der visiteres til konsultation, vil opleve at skulle køre til en anden lokation med henblik på f.eks. røntgenundersøgelse,” hedder det.
Den nye lægevagts organisering vil for nogle borgere betyde længere afstand fra deres bopæl til nærmeste lægevagt. For at kompensere herfor, er der enighed om at iværksætte et pilotprojekt med videokonsultation i lægevagten i Aalborg. Dette tiltag er i overensstemmelse med regionens ambition om øget digitalisering og vil foruden nærhed for borgerne også sikre øget fleksibilitet for såvel borgere som vagtlæger.
Samtidig gøres nattevagterne mere attraktive for lægerne – bl.a. med en garantiordning på 10.000 kr. for en vagt.
Den regionale administration og PLO-Nordjylland (praktiserende lægers organisation) har en fælles målsætning om, at antallet af konsultationer skal reduceres med 20 %. Årsagen hertil er, at Region Nordjylland har et betydeligt højere antal konsultationer pr. 1.000 borgere end de øvrige regioner. En reduktion på 20 % vil således bringe antallet af konsultationer på niveau med antallet af konsultationer i Region Midtjylland, ligesom det vil bidrage til at finansiere ovennævnte garantibetaling.
Administrationen og PLO-Nordjylland er enige om at fortsætte med borgerrettede oplysningskampagner som fx “Ring Rigtigt”, at lægerne løbende deltager i visitationskurser for at understøtte en skarpere og mere ensartet visitation, og at der indføres en “akutknap” på telefonen. Akutknappen sikrer, at patienter kan stilles foran i køen ved akut behov. Endvidere skal der tilføjes en ”taleprompte” på telefonen, så patienterne kan modtage information og vejledning, imens de venter på at blive visiteret.
Samlet set vil et fokus på, at det er de rette patienter, der anvender lægevagten give et bedre tilbud til borgerne. Årsagen hertil er, at ventetiden vil blive reduceret, og lægerne vil have bedre tid til diagnosticering og behandling.
Tekst: Per Rye
















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Råd ser på konsekvenserne af lukning af lægevagt' til en bekendt